Artikel / Annonce

Den 1. juni triller de første Suzuki-modeller ind i en ny udstilling hos Faaborg Bil-Center på Telemarken. Jeanette og Anders Engelbreth der ejer virksomheden, satser tæt på en million kroner på det nye tiltag for at ruste forretningen til fremtiden.

– Nogen vil måske undre sig over, at vi går ud og laver sådan en investering i en tid, hvor bilsalget mildt sagt ikke bare blæser derudaf her i Danmark. Men vi tror på, at det her kan gøre os stærkere i årene der kommer, fortæller Anders Engelbreth om det nye bilmærke der får sin helt egen udstilling på Telemarken 4, i et lokale der ligger ud mod Cirkuspladsen i forlængelse af MX Strik.

- Annonce -

Indtil nu har Opel været ene om pladsen i lokalerne på Telemarken, men Anders Engelbreth har savnet en ny samarbejdspartner, der også kan tilbyde billigere biler i en høj kvalitet til forbrugerne, og det kan Suzuki. Faktisk er den billigste model fra Suzuki pt. 70.000 kr. billigere end billigste Opel, som Anders kan sælge sine kunder.

– Vi har kigget grundigt rundt i markedet efter den her mulighed, og hos Suzuki fandt vi det vi søgte – en kvalitet vi kan stå inde for, og en importør der også viser, at de vil de mindre forhandlere i de mindre byer. Det er jo heller ikke uden grund, at Suzuki i flere år er kåret til landets bedste bilimportør, siger Anders Engelbreth.

Jeanette og Anders vil nu bruge de kommende måneder til at forberede et brag af en åbningsfest i løbet af juni, hvor alle sejl bliver sat til for at give det nye bilmærke en varm velkomst i Faaborg.