Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Mads Holdgaard / Privat
Når det drejer sig om historie, er Claus Stensgaard Jensen mere nysgerrig end de fleste. Hvad enten det omhandler historiske monumenter, slag eller folkevandringer. Nysgerrigheden og utallige timer med research resulterede sidste sommer i en historisk debutroman, der fik så gode anmeldelser, at der er en to’er på vej. Læs med om tilblivelsen af en historisk roman, og hvorfor historien ifølge forfatteren er så værdifuld.
Når Claus Stensgaard Jensen drager ud i verden på ferie eller for at høre rock-koncerter, krydrer han oftest turene med udflugter til historiske steder eller monumenter, for han er meget videbegærlig, når det drejer sig om vores alles fælles fortid.
– Det startede, da jeg var amatørarkæolog på Bornholm, hvor jeg har boet i 13 år, og derfra udvidede interesse-områderne sig. Hvis jeg fandt noget i jorden, så ville jeg gerne kende historien bag. Fx kan mønter i jorden vise, at Bornholm engang var centrum for handlen, der var orienteret mod øst. Det er nok herfra min historiske interesse kom, og så har jeg en besættelse om at vide mere, forklarer Claus Stensgaard Jensen.
Formidling af historisk viden
Gennem længere tid tumlede Claus med idéen om at bruge sin store historiske viden til noget, og da landet lukkede ned under corona, så han sit snit til at begynde en roman, der havde rumlet i tankerne længe.
– Jeg skulle først finde en interessant periode, og man ved fra malerier og regnskaber mm., at Valdemar Atterdag rejste rundt i Europa i 1300-tallet i to år, men ingen ved hvorfor. Der er mange teorier: måske skulle han skaffe opbakning eller alliancer, fordi han var raget uklar med de lybske købmænd efter erobringen af Visby på Gotland, siger Claus Stensgaard Jensen.
Historisk kan man følge Valdemar Atterdags rejse fra by til by, og som en del af sin research rejste Claus i fodsporene på den danske konge – til Lübech, Paris, Rom, Avignon, London, Gent, Wien. Steder, hvor det er historisk dokumenteret, at der var konkrete episoder, hvor kongen var til stede. I Krakow kunne Claus ved selvsyn opleve et af vidnesbyrderne fra rejsen med det ukendte formål.
– Vi sad på en restaurant på et torv i Krakow, og der hang et maleri, et bryllupsbillede, hvor kong Valdemar var med på, siger Claus Stensgaard Jensen.
Med den historiske ramme på plads, skulle Claus nu have styr på den dramaturgiske del af romanen, og her var det learning by doing.
– Det skønlitterære lærte jeg i processen, og der var jo en løs ramme. Jeg ville gerne lave noget ala en moderne roadmovie, men hvordan rejste de rundt? Der var jo ingen veje, så det måtte være ad vandvejene. Ruten trævlede jeg op ved at følge floderne på et stort europa-kort. Men hvordan kunne der komme kød på fortællingen, og hvad var historien?
Claus fandt historien i Danmark, hvor han valgte at tage udgangspunkt i en samtidig historisk begivenhed fra Rungholt i 1362. Her blev hele byen opslugt af vadehavet og forsvandt. Ifølge overleveringerne var de eneste, som overlevede denne voldsomme tragedie, to jomfruer, som havde tilbragt natten med at bede i den højtliggende kirke, og de to kvinder bliver hovedpersonerne i hans roman.
– Meget historie er fortalt gennem mænd, så dogmet for min roman er, at den kun fortælles gennem kvinder. Fx møder de to jomfruer, Maria og Margrethe, den tysk/romerske kejser, men han er kun statist, i stedet lærer de hans hustru godt at kende, siger Claus Stensgaard Jensen.
Hovedpersonerne Margrethe og Maria bliver kendt som ’de hellige jomfruer.’ Paven i Avignon betragter kvindernes overlevelse som et mirakel og beslutter at sende dem afsted på en hemmelig mission gennem Europa sammen med den danske konge.
– Sammen skal de indsamle hellige relikvier i storbyernes katedraler, og på den måde driver en detektiv-historie romanen fremad, siger Claus Stensgaard Jensen.
Sidste sommer kunne Claus sætte sidste punktum i sin debutroman, og bogen blev taget godt imod af både læsere og anmeldere.
Historien er værdifuld
Som forfatter er Claus stærkt inspireret af den italienske forfatter Umberto Eco, og han mener, vi har meget at lære af historien.
– Jeg vil gerne være med til at sprede interessen for historien. Det er spændende, hvordan der sker store bevægelser, og man kan følge vandringerne og se, hvordan folk spredte sig. Hvis vi kan forstå de vandringer, kan vi forstå, hvor vi kommer fra, siger Claus Stensgaard Jensen.
Mønter, der dukker op fra jorden, kan vise os de tidligere handelsveje, og dragtnåle og spænder kan fortælle om datidens mode. Derfor er Claus som historisk interesseret og amatørarkæolog på jagt efter beviser, der kan dokumentere historien, men som forfatter er han måske godt tilfreds med, at det ikke er alt, der kan dokumenteres.
– Kulturer er gennem tiden forsvundet fuldstændigt, og nye har taget over. Jorden afslører beviserne. Men ikke alle huller er udfyldt, og vi ved fx stadig ikke, hvorfor kong Valdemar rejste rundt, og det giver et spillerum for fantasien og det skønlitterære, siger Claus Stensgaard Jensen.
Med en kildekritisk tilgang hviler den skønlitterære fortælling på et solidt historisk grundlag, og det passer særdeles godt ind i Claus’ interesser og fremtidsplaner at skulle researche grundigt forud for skriverierne.
– Jeg gider ikke ligge på en strand. Jeg vil ud og opleve noget. Noget nyt. Og så hjem og læse op på den nye viden, siger Claus Stensgaard Jensen.
Det er tydeligt, at Claus har en indre historie-nørd, og samtalen bevæger sig over flere historiske emner lige fra anglosaxere, jyder og romere til kulturer, slag og vandringer. Den brede viden om fortidens begivenheder bruger Claus ved tasterne, når den skønlitterære fortælling skal tage form og fastholde læseren.
De gode anmeldelser har fået forlaget til at takke ja til en to’er, og Claus arbejder nu næsten dagligt på den nye historie, for planen er nemlig, at næste bog udkommer til jul.
Claus arbejder fuld tid som leder i en tech-virksomhed, men han satser på, at han fremover kommer til at bruge endnu flere timer ved tasterne, for skriveriet må gerne fylde noget mere med tiden.
– Jeg vil gerne glide over i udelukkende at skrive, og måske kan jeg det, når jeg går på pension, smiler Claus Stensgaard Jensen.
