Fællesskaber og frivillighed kan noget helt særligt. Fx kan det bidrage til den mentale sundhed og skabe livsglæde. Med 1,2 millioner kroner i støtte fra TrygFonden har Frivilligcenter & Selvhjælp Faaborg-Midtfyn startet et nyt projekt ’En tryg vej ind i fællesskabet’, der er målrettet unge mellem 18 og 30 år, der ønsker hjælp til at finde ind i fællesskaber.

AF PERNILLE PEDERSEN
FOTO JØRN UNGSTRUP

Flere frivillige gruppeledere og ni forskellige foreninger fra Faaborg-Midtfyn var repræsenteret, da Frivilligcenter & Selvhjælp Faaborg-Midtfyn bød velkommen til projektets opstart. Formålet med opstartsmødet var at klæde foreninger og følgevenner på til at modtage og fastholde unge mennesker i eksisterende fællesskaber.

- Annonce -

Når Frivilligcenter & Selvhjælp Faaborg-Midtfyn havde inviteret til en workshop omkring den gode modtagelse i foreningslivet, er det fordi, det er en afgørende faktor, for at de unge kan inkluderes og fastholdes i fællesskaberne. Alternativet til fællesskaber er nemlig ensomhed, som kan have langsigtede konsekvenser.

– Når vi møder den unge til en snak om mulighederne for at blive frivillig eller medlem i en lokal forening eller fællesskab, så er det vigtigt, at de unge føler sig helt trygge ved at møde op, og at de føler sig som en del af aktiviteten, fortæller Agathe Faber-Simonsen, der er projektleder.

En kedelig bundrekord

Oplægsholder Camilla Weber fra DGI Fyn kunne berette om en kedelig dansk tendens, for Danmark ligger helt i bund, når det kommer til at skabe gode velkomster i eksisterende fællesskaber, og mange oplever, at det er svært at skabe venner i vores ellers så lykkelige land.

Men for foreningerne er der gode erfaringer og god viden, om hvordan man kan skabe en god velkomst for nye medlemmer. Det starter med, at foreningerne er helt bevidste om, hvordan de byder nye medlemmer velkommen, og skaber en fast struktur for modtagelsen.

Den gode modtagelse

Per og Betti Jørgensen har begge meldt sig som frivillige ungegruppeledere, da de ønsker at hjælpe unge ind i fællesskaber. Fra deres arbejdshverdag har de oplevet, at ensomheden er stor, især her i tiden efter corona

De fremmødte foreninger fik den rette opskrift på den gode modtagelse, så alle kommer med ind i fællesskaber og endnu vigtigere – bidrager til fællesskabet. For hvis nye medlemmer får opgaver, der har en betydning for fællesskabet, så føler de sig betydningsfulde og medansvarlige for fællesskabet. Når først man er engageret i fællesskabet, så stiger selvværdet og livsglæden, fortalte Camilla Weber.

 

Frivillighed giver livsglæde

Den gode modtagelse er altafgørende, og forskning viser bl.a. at mennesker, der oplever at være mere mentalt sunde, har det til fælles, at de gør noget aktivt, gør noget sammen med andre og gør noget, de finder meningsfuldt. Frivillighed bidrager med andre ord til den mentale sundhed, og derfor er det vigtigt at fastholde de nye medlemmer i fællesskabet.

Projektleder for ’En tryg vej ind i fællesskabet’, Agathe Faber Simonsen, håber på, at mange unge kommer ind i fællesskaber, oplever meningsfuldhed og får mere livsglæde. Projektet løber frem til 2024.


VIL DU VÆRE MED?
Projektet er i sin spæde opstart, og der er plads til endnu flere:

        Unge mellem 18 og 30 år
        Frivillige følgevenner
        Frivillige foreninger

Ring til projektleder Agathe Faber Simonsen på 2082 7300, hvis du vil høre mere.

VIL DU VÆRE FØLGEVEN?
Så skal du gerne:
        have overskud og lyst til at følge og følge op
–        have tålmodighed og være rummelig og nysgerrig på andre mennesker
        kunne tage initiativ og bane vejen
        have lyst til at være en del af frivilligheden

 Som følgeven får du:
–       mulighed for at komme på kurser
        viden om barriere i fht. sociale fællesskaber
        sparring og fællesskab
        indflydelse på projektet
        mulighed for at deltage i events