Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Privat
I 1982 mødte fem kvinder hinanden til fødselsforberedelse. Dernæst startede de op sammen i en ammegruppe, og da børnene blev større, omdøbte de gruppen til babytræf. Senere endnu skiftede de navn til børnetræf, og da børnene ikke længere ville med, fortsatte kvinderne med at mødes uden børn og kaldte det nu for mødretræf. I år kan de fejre, at de gennem fyrre år har holdt sammen, og det har de tænkt sig at fortsætte med mange år endnu.
– Tiden går hurtigere og hurtigere for hvert år, og vi tror selv, vi stadig er 25 – inde i hovedet.
– Nej, sådan er det ikke inde i mit hoved!
Alle griner.
De kender hinanden godt, kvinderne, det mærkes tydeligt.
Dagens værtinde er Inger, og hun hælder koldt rosévin op i de fem glas, og fra de bløde møbler omkring sofabordet sætter dagens begivenhed de indre minde-togter i gang. Minder fra dengang for fyrre år siden, hvor fem nybagte mødre mødte hinanden første gang. Der bliver et kort øjeblik helt stille blandt den ellers storsnakkende forsamling i stuen.
I 1982 mødtes otte kvinder med gravide maver til fødselsforberedelse. Begrebet mødregrupper var meget nyt, og denne gruppe var, som de erindrer det, én af de første på Fyn. Jordemoderen hjalp til, så mødrene efter fødslen kunne samles i en såkaldt ammegruppe.
– Jeg kalder det nu stadig for min ammegruppe, griner Astrid.
– Og jeg skriver pænt ‘pigegruppe’ i min kalender, tilføjer Lone.
I dag, mere end fyrre år senere, mødes fem af kvinderne fortsat.
Et særligt børne-fællesskab
Sammenhold og fællesskab kommer i mange afskygninger, og ofte holder man sammen med andre, der ligner en selv, eller med folk, man deler interesser med. Sådan er det ikke nødvendigvis i en mødregruppe. Her er eneste fællesnævner, at alle har fået et spædbarn som forøgelse til familien.
Nogle af kvinderne i gruppen var førstegangsmødre, mens andre havde et barn i forvejen. Konceptet var meget moderne, og kvinderne skulle egentlig blot støtte hinanden i amningen. Alligevel udviklede der sig hurtigt venskaber.
– Vi er vidt forskellige, men det er jo det, der gør det så sjovt, siger Kirsten.
– Jeg var ny i byen og ville gerne lære andre at kende, fortsætter Inger.
– Ja, og vi havde det hyggeligt sammen, da børnene var små, tilføjer Lone.
– Og da børnene blev store, så havde vi det endnu hyggeligere, griner Dorthea.
Indtil 1992, da børnene var 10 år gamle, deltog de oftest alle sammen med deres mødre til børnetræf. De månedlige sammenkomster bød på bl.a. ture til zoologiske have, Fyns sommerland, udklædningsfester og en enkelt gang fik børnene bundet tørklæder for øjnene og blev bortført til en succesfuld tur på burger-restaurant.
Vinglasset holdes i den ene hånd, mens den anden hånd vender bladene på de fotoalbums, flere har medbragt på denne jubilæumsdag.
De har på nogle af fotografierne svært ved at skelne, hvem der er hvem, men de bliver enige om, at ham, der bider Heidi i skulderen, helt bestemt må være Peter.
– De ligner hinanden, de havde jo gode kinder alle sammen, griner Dorthea.
– De var med i klubben af velnærede børn, for det gik jo godt med amningen, tilføjer Inger smilende.
Fortsatte uden børn
Efter 1992 lykkedes det ikke længere at få børnene med til sammenkomsterne, som nu blev omdøbt atter en gang – denne gang til mødretræf. Én gang hver halvanden eller hver anden måned mødes de fem kvinder, og det gør de fortsat den dag i dag, hvor ‘børnene’ alle er fyldt fyrre år.
– I starten var det jo børnene, der bandt os sammen, men vi må jo have en kemi, der passer sammen, selvom vi er vidt forskellige og bevæger os i forskellige kredse. Det er meget givende at mødes med andre end dem i ens almindelige cirkler, siger Dorthea.
En enkelt gang gjorde de den fatale fejl at inviterede deres respektive mænd med.
– Vi var enige om, at nu havde vi prøvet det, og det behøvede vi ikke mere. Det er mere hyggeligt os fem, siger Astrid.
På skift lægger de hus til, og fire ud af fem bor fortsat i Faaborg. Kirsten er flyttet til Middelfart og tager gerne turen til Sydfyn, når der er træf. For de er alle enige om, at det kun er lykkedes dem at bevare sammenholdet, da de alle vælger at prioritere det.
– Jo ældre, vi bliver, jo mere står der i kalenderen, men 40 år, det er da alligevel noget af en maraton, siger Lone.
Samtalerne har også ændret sig gennem tiden. Tidligere var det børnene og snakken om børnene, der dominerede, senere børnebørnene. Men mest snakker de faktisk om hinanden, og det, de hver især oplever. Specielt rejserne, hvor de kan bringe nyt fra verden med ind i gruppen.
– Kirsten er den rene globetrotter, og hun har lige passeret land nummer 70, vi andre kan bare forsøge at abe det efter, siger Astrid.
I spisestuen er der dækket op med servietter på tallerkenerne og blomster i vaser, der matcher blomsterne på dugen. Det er trods alt et jubilæum, der skal fejres.
– Det er underligt, at det er gået så stærkt, men det er som om, at når de starter i skole, så går det stærkt, siger Lone.
Men inden de kan sætte sig til rette ved frokostbordet, skal de fem jubilarer foreviges. Også her er det grin og gode minder, der bærer stemningen.
– Skal vi ligne børnene på billedet? Så skal vi lige finde ud af, hvem der skal bide hvem i skulderen, griner Inger.
