Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Privat
Dette er tredje og sidste artikel i vores serie om tidligere faaborgensiske kriminalbetjente. Denne gang skal du møde Charles Pedersen, der har været betjent i 41 år. Når Charles ikke var udstationeret i verdens brændpunkter, så løste han kriminalsager i lokalområdet. Læs med om de talstærke bankrøverier i 90’erne, om pågribelsen af en falskmøntner og om udsendelserne til bl.a. Balkan og Georgien.
Charles er født i Skarrild i Vestjylland i en landmandsfamilie, og indtil han fyldte femten år, hjalp han til hjemme på gården. Men efter realskolen, et HF-seminar og en stilling som lærervikar i Kibæk, skulle Charles vælge sin karrierevej.
– Jeg søgte ind på lærerseminaret og til politiet samtidigt, og i sommeren 1973 fik jeg tilsendt to konvolutter. Jeg var optaget begge steder, fortæller Charles Pedersen.
Han overvejede kort at lade et møntflip afgøre fremtiden, men valget i stedet bevidst politiet.
– Jeg havde længe talt om at blive politimand, for der ligger forskellige udfordringer, der kan ændre sig fra dag til dag. Jeg mødte stor opbakning hjemmefra, og min bror overtog senere gården, siger Charles Pedersen.
Telefonpasser
Samme år blev Charles ansat på Københavns politiskole med en treårig uddannelse foran sig. Som uddannelsesstation fik han Station 5, den station, der i dag hedder Vesterbro, og blev her indtil 1977, hvor han søgte op til Politigården til tjeneste.
Her fik Charles til opgave at bevare det helt store overblik, for stillingen var i kommunikationscentralen for hele Storkøbenhavn, og fra et rum fyldt med radioer og telefoner dirigerede han nu patruljevogne rundt til opgaver. Én kanal til det indre København og én kanal til omegnskredsene.
Charles og kollegerne havde fra kommunikationscentralen overblikket over alle vogne og skulle have styr på, hvor folk var henne. Ved opgaver tog de enten forbindelse til den vagthavende eller sendte vogne direkte afsted.
– Sad man ved radioen en dag med bankrøveri, så skulle man have styr på alle biler og udsende signalement, og så havde man travlt. Og man var godt træt, når man kom hjem, forklarer Charles Pedersen.
Især ét opkald har bidt sig fast i hukommelsen hos den nu 70-årige pensionerede betjent. Et opkald fra en mand, der i røret fortalte, at han netop havde begået et drab.
– Han fortalte, at han stod ved en telefonboks på Halmtorvet, og jeg skulle holde styr på ham og have sendt en vogn hen for at tage kontakt. Jeg skulle sidde og snakke med ham. Han var forholdsvis rolig, og jeg sagde til ham, ‘vi skal nok hjælpe dig.’ Da politibetjenten nåede frem, gav han ham røret, og så vidste jeg, at der var garanti for kontakt, siger Charles Pedersen.
Gennem tre år bevarede Charles overblikket i anspændte situationer, inden han i 1980 fik en stilling i Faaborg.
– Det bliver en vane at sidde sådan et sted, så det er sgu egentligt ikke så slemt, griner Charles Pedersen.
Betjent i uniform
Mens betjentene på kommunikationscentralen kunne iklæde sig civilt tøj i arbejdstimerne, så måtte Charles ved ansættelsen i Faaborg atter trække i det mørke tøj, som branchen kalder uniformen.
I Faaborg blev Charles en del af ordenspolitiet i stuen, mens kriminalbetjentene Bennebjerg, Toftemann og Probst sad på førstesalen.
Opgaverne som ordensbetjent kunne være af de mere kedelige. Eller af de mere brutale. For ved trafikuheld blev ordensbetjente tilkaldt, og en dag kom de udtil et uheld, hvor et ungt menneske var kørt ned. Død ved ankomst.
– Jeg skulle ud og underrette forældrene. Det havde jeg det sgu ikke godt med. Dengang var der ikke noget, der hed debriefing, og vi kørte bare videre til næste opgave, det var ikke rart, det kan jeg godt fortælle dig, siger Charles Pedersen.
Ordensbetjentene arbejdede sammen to og to, og trods arbejdets trivialitet, så trivedes Charles godt i jobbet. Almindelige patruljer, kørsel af psykisk syge til indlæggelse, paskontrol ved Gelting-færgen, udrykning til husspektakler og færdselsuheld.
– Ja, alt fra Herodes til Pilates. Folk, der lå berusede på gaden. Vi kørte dem i detentionen eller drejede forbi hjemmet med dem – vi kendte dem jo sådan et lille sted som Faaborg, fortæller Charles Pedersen.
Midt i 80’erne søgte Charles ind på en etårig uddannelse som kriminalmedhjælper, og sidst i 80’erne tiltrådte han som fast kriminalmand på stationen i Faaborg.
– Det var jeg virkelig glad ved. Jeg var så glad den dag, jeg fik den stilling. Nu skulle jeg ud og opklare, frem for bare at se, hvad der er sket, siger Charles Pedersen.
Bekendte kriminelle
Som kriminalbetjent skulle Charles nu beskæftige sig med alle lovovertrædelser indenfor straffelovens rammer, og han fik at gøre med nogle af de allerværste forbrydere. I Faaborg var der dengang mange unge misbrugere, som skulle skaffe penge til stofferne. Ofte var metoderne indbrud eller simpelt tyveri. Alligevel bevarede Charles en tro på det gode i alle mennesker.
– Vi kendte de fleste og kunne ofte gætte, hvem der stod bag. Så kørte vi ud for at finde dem, og når der var nok, skrev vi en sag på det og gav det videre til juristerne, fortæller Charles Pedersen.
Betjentene kendte gerne årsagerne bag misbruget hos de unge. Ofte havde de ikke en god familie bag sig, og der var ikke meget hjælp at hente, hvis de først var ude i et misbrug.
– Det var ærgerligt for de unge. Jeg talte meget med dem, og vel var de kriminelle, men med tålmodighed, og hvis man viser dem den respekt, alle fortjener, så er man nået langt. Inde i dem er der noget godt bagved, uanset hvor umuligt, det kan synes, siger Charles Pedersen.
Charles passede godt på med ikke at moralisere, når han tog den vigtige snak, bl.a. om mulighederne for at slippe ud af kriminaliteten, og for nyligt stødte han ind i en af de unge, der tidligere var kriminel, som bekræftede vigtigheden af den gode samtale.
– Han var kommet godt igennem det, og han sagde: ‘du talte ikke ned til folk.’ Jeg havde et godt forhold til de kriminelle, og en dag var en båd blevet stjålet i havnen, og jeg konfronterede den mistænkte, men han benægtede. Da jeg var gået, kom han løbende og sagde: ‘holdt lige, Charles. Jeg kan sgu ikke lyve overfor dig, det er mig, der har gjort det.’ fortæller Charles Pedersen.
Der var også mere atypiske sager, som fx den med falskmøntneren fra Litauen. I Amtssparekassen vekslede manden nogle sedler, men kvinden bag skranken syntes ikke, papiret føltes rigtigt, og hun ringede derfor til stationen.
– Hun fik ham til at vente, og vi drønede derop. Vi fik fat i de falske sedler, og manden blev fængslet og indsat i Assens arrest, fortæller Charles Pedersen.
Det viste sig, at manden forinden besøget i Faaborg havde besøgt en stribe andre pengeinstitutter langs hovedvej 8, men sedlerne var så dygtigt forfalsket, at ingen af de andre havde studset over det.
– Det kan ikke siges nok, det er fandeme vigtigt for politiet med samfundsborgeres hjælp, siger Charles Pedersen.
Verdens brændpunkter
I 1992 var krigen på Balkan startet, og de første betjente var begyndt at søge om udsendelser. To år senere fik Charles sin første udsendelse, hvor opgaven lød på at uddanne lokale politifolk til europæisk standard.
– Det var et frikvarter, hver gang jeg skulle ud og lave noget andet. Men derovre var der dumme regler, fx var domestisk vold tilladt, og så var der udpræget korruption. Politiet levede ikke af den løn, de fik, men af det, de tog fra folk, forklarer Charles Pedersen.
I 1999 var Charles udsendt til Kosovo gennem OSCE. På et tidspunkt var forhandlingerne mellem Milosevic og vesten gået i hårknude, og de måtte evakueres, inden NATO begyndte bombardementet. I marts 2000 måtte danskerne således pludseligt returnere til Danmark i hast. I efteråret 2000 returnerede Charles, denne gang med FNs fredsskabende styrker.
– Det var et hårdt år. Serberne var væk, de vidste NATO ville bombe, så de forsvandt. Der var ikke noget system i samfundet, det var rent anarki, fortæller Charles Pedersen.
I sine udsendelser, der bl.a. tæller Georgien, Bosnien og Makedonien, gjorde Charles brug af sine gode evner til at tale med folk. Som uddannet efterforsker var hans opgave at monitorere og servicere de lokale efterforskere i deres arbejde, men han foretog også mere pragmatiske opgaver.
– Der var jo korruption og alt muligt møg, det skulle vi tage os af. Jeg gjorde som i Faaborg og fik dem i tale, det kunne man også med dem, siger Charles Pedersen.
Når Charles var tilbage i Faaborg mellem udsendelserne, kunne det være svært at se vigtigheden af de noget mindre lokale sager.
– Dernede kunne de jo slå hinanden ihjel over en trillebørfuld sand. Der var en, der skød sin nabo. Midt i en diskussion – bang! Jeg forsøgte at tage på sagerne i Faaborg, som inden jeg tog afsted, men ved fx et simpelt tyveri kunne jeg godt tænke: ‘har vi ikke andre ting at snakke om.’ Der gik altid et stykke tid, men hverdagen kom hurtigt igen, siger Charles Pedersen.
I alt har Charles været udsendt otte gange – eller seks år i alt. I starten var udsendelserne seks måneder, men i takt med at der kom mere fred, kunne en udsendelse vare op til et år.
I starten af 1990’erne var der mange episoder med røverier af banker og sparekasser i Faaborg og de omkringliggende byer. Nogle fik kriminalbetjentene opklaret, andre ikke. Men flere har bidt sig fast i hukommelsen.
Uheldige røvere
“I Faaborg by var der en ung mand, der røvede et pengeinstitut. Han løb ud for at komme væk, og nede i havneområdet gemte han sig i en have ud til vejen. Han hørte udrykning i det fjerne og var bange for, at det var politiet. Han smuttede væk og ville hoppe over hegnet til en anden have, men han havde ikke lige taget højde for, at der var fem meter ned. Han brækkede foden, og så sad han dér, lige til at tage.”
“Ved et røveri i Faaborg er røveren en yngre mand. Han snakker med personalet, og de tror på hans trussel og udleverer pengene til ham. På et tidspunkt falder stoffet foran hans ansigt ned, og han får det hurtigt op igen. Da mig og min kollega ser videobåndet og stillbillederne, er vi ikke i tvivl om, hvem det er. Vi tog ud, hvor vi antog, han ville være, og ganske rigtigt.”
Heldig politibetjent
“Jeg havde været på Politigården i Odense, og på vejen hjem hører jeg i radioen om et røveri i Faaborg. Vi var bekendte med, at nogle røvere tidligere var kørt mod Korinth og videre til Øster Hæsinge. Så jeg tog chancen og kørte mod Øster Hæsinge, for måske kunne jeg få en beskrivelse af gerningsvognen.
Da jeg kom frem, kunne jeg se bilerne fra Korinthsiden, og jeg tog nummeret på alle, deriblandt en sort Golf. Jeg holdt der længe, men kørte hjem til sidst.
Efterforskerne havde fået oplyst, at personerne i køretøjet fra gerningsstedet havde haft kontakt til en sort Golf, hvor noget med et klæde over blev overleveret. Et oversavet jagtgevær. ‘Jeg tror, jeg har nummeret på den Golf,’ sagde jeg.
Det viste sig, at den sorte Golf var følgevogn for gerningskøretøjet. Vi fandt frem til den, og senere blev gerningskøretøjet standset ved Storebælt med et pengebeløb i bilen. Fire blev anholdt – på grund af en sort Golf, som jeg er så heldig at få nummeret på.”
Hjælp fra civil
“Ved et bankrøveri i Horne fik politiet utrolig god hjælp af en civil borger. Røverne var fire personer med tilknytning til Odense, og de smuttede hurtigt igen efter røveriet. Jeg ankom som den første og begyndte at afhøre. Så kom en mand hen, der gerne ville tale med os. Han havde dagen i forvejen observeret en bil, han syntes var mistænkelig. I bilen sad fire unge mennesker og kiggede ud over området. Han tog fluks nummeret på bilen og skrev en beskrivelse af dem. For os var det den direkte vej til opklaringen af røveriet. Det er guld værd for politiet med opmærksomme medmennesker i samfundet.”
UDSENDELSER
UNPROFOR (United Nations Protection Force) I Eks-Jugoslavien fra april 1994 til oktober 1994.
IPTF (International Police Task Force) mission i Gradiska, Bosnien fra april 1997 til oktober 1997.
OSCE mission i Kosovo (Kosovo Verification Mission) december 1998 til marts 1999.
UNMIK (United Nation mission i Kosovo) august 1999 til august 2000.
EUPM (European Union Police Mission) i Bosnien juli 2003 til juli 2004.
EUMM (European Union Monitoring Mission) i Georgien september 2008 til december 2008.
EULEX mission i Kosovo december 2008 til december 2009.
EULEX mission Kosovo april 2012 til december 2013.
