Med indsatsen ’NATUR-lig dannelse’ ønsker Faaborg-Midtfyn Kommune sammen med flere samarbejdspartnere at øge den fysiske og mentale sundhed hos de 12-16-årige. Nu har projektet modtaget tæt på ti millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden.
I Faaborg-Midtfyn Kommune bor der flere end 3200 børn og unge i alderen 12-16 år, og de følger i grove træk den nationale udvikling med manglende bevægelse og mental mistrivsel. Derfor sætter Faaborg-Midtfyn Kommune og en række samarbejdspartnere nu fokus på problemet med initiativet ’NATUR-lig dannelse’, hedder det i en pressemeddelelse.
NATUR-lig dannelse handler om at bevæges af og i naturen. Det handler om kropslighed, bevægelsesglæde og oplevelser i fællesskab med andre i understøttende miljøer. Med andre ord vil kommunen skabe udendørs fritidstilbud til de 12-16-årige med det formål at øge den fysiske og mentale sundhed hos de unge. I projektet bruges naturen som et frirum fra dagligdagens trængsler, og gennem organiserede aktiviteter er det håbet, at den unge skal blive klogere på både naturen og sig selv.
Det initiativ har Novo Nordisk Fonden nu valgt at støtte med ikke mindre end 9.773.758 kroner, og det glæder borgmesteren.
– Vi har et stort fokus på børn og unges trivsel i Faaborg-Midtfyn Kommune. Derfor bliver det også prioriteret i både budgetaftalen 2023 og i kommunens udviklingsstrategi. Så det er glædeligt, at Novo Nordisk Fonden også kan se et potentiale i dette projekt, og at de har valgt at støtte det, fortæller Hans Stavnsager.
Også Anne Møllegaard Mortensen, der er formand for Kultur- og lokalsamfundsudvalget, glæder sig over Novo Nordisk Fondens store støtte.
– Udfordringerne med børn og unges fysiske og mentale mistrivsel er noget, vi ser på med stort alvor i Faaborg-Midtfyn Kommune. Derfor håber vi, at NATUR-lig dannelse kan skubbe trivslen i en positiv retning. Og her er fondsmidlerne fra Novo Nordisk Fonden en stor hjælp, forklarer hun.
Projektet er fireårigt og sker i et tæt udviklingssamarbejde med forskellige partnerne, såsom Syddansk Universitet, der er forskningspartner. På SDU vil man følge projektet og undersøge, hvordan børn og unges aktiviteter, oplevelser og samvær i naturen kan styrkes gennem forskellige tiltag. De andre partnere er Outdoor Sydfyn, Ungdomsskolen, Naturskolen Tarup-Davinde, Øhavsmuseet, Faaborg Børnebilledskole, Hjemly Friskole og Geopark Det Sydfynske Øhav.