Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Mads Holdgaard
Der er fart på iværksætter-virksomheden, der så dagens lys her i 2022 og netop har modtaget 360.000 kroner i LAG SØM-støtte. Deres omdrejningspunkt er forbindelse. Forbindelse til naturen. Forbindelse til os selv. Forbindelse til vores medmennesker. Parret Emma og Frederik Husted vil formidle viden om den danske natur og de vilde planter og styrke kendskabet til naturen. I deres faglige tilgang som bl.a. yogainstruktør og biolog kombinerer de det sanselige og det åndelige for at genoprette forbindelserne. Mød Plantepressen.
Emma og Frederik havde længe været på udkig efter et sted, hvor de kunne lave et retreat, og da de har sejlet meget, havde de længe haft et godt øje til Sydfyn.
Så en solskinsdag i juli tog de en hurtig beslutning og købte et landsted mellem Vester Aaby og Korinth med udsigt over Brændegårds enge og kig til Brændegårdssøen, når træerne har smidt bladene.
Herfra vil de formidle alt deres faglige viden, og de har efterhånden sporet sig ind på, hvad kernen i deres virksomhed består af.
– Det var svært at finde ind til kernen af vores idé, men så var vi i Bolivia i en bjerglandsby, hvor livet gik langsomt og var simpelt. Vi var fascineret af deres forhold til naturen, fx spiste de cocablade mod højdesyge, og hver gang de brugte af naturen, gav de lidt til Moder Jord som tak. De havde en kontakt til naturen, som både kunne være kold og barsk og varm og frodig, fortæller Emma Møller Husted.
Idéen er at bidrage til at genskabe den forbindelse til naturen, som er inde i os allesammen, selv her mange år efter industrialiseringen.
Ikke terapi, men forebyggende aktiviteter
Emma og Frederik er flyttet fra København og bor nu uden nærme naboer ude på landet nord for Vester Aaby. Fra deres eget liv med to små børn har de oplevet, hvordan de selv og andre bruger mere og mere tid indendørs og mere tid ved skærmenes kunstige lys.
– Vi ønsker at tilbyde forebyggende tiltag, så vi kan finde tilbage til os selv og naturen, forklarer Frederik Agner Husted.
Plantepressen startede op i 2022, så lige nu prøver de forskellige ting af på deres målgruppe. Fx noget så simpelt som en gåtur ud i naturen og øve sig på blot at være tilstede.
– Det handler om, at vi skal kunne føle os tilpas i naturen, fx ved at vi lærer planterne at kende. Det kan hjælpe med til at give en fornemmelse af at være tryg i naturen. Så man er hjemme i naturen og ikke en gæst. Vi vil skabe en forbundethed, og det gør vi ved at komme ud og bruge vores sanser. Kigge, lytte, dufte, smage. Så skaber vi kontakt, og man er tilstede med sit nærvær, siger Emma Møller Husted.
Familien på fire har selv mærket en ændring ved at bo på landet, det har rykket på noget fundamentalt i dem og på tempoet i hverdagen, fortæller de, mens en flok gæs flyver skræppende hen over Brændegårdssøen.
Lige for tiden afprøver de en del forskellige koncepter, bl.a. sanketure, og her gør de sig nogle gode erfaringer, som de kan bruge, når de for alvor åbner op for aktiviteter til næste år.
– En sanketur er en gåtur, hvor vi taler om og samler urter og planter. Hvad er de medicinske egenskaber for bestemte planter eller urter, og så fortæller jeg gerne om den folketro, der lå til grund for tidligere brug af planter. Min erfaring er, at det er sanketurene, der lokker folk til, men de reagerer mest på fortællingerne, hvor de senere husker noget om en planter, der blev fortalt med humor og følelser gennem fortællingen, fortæller Frederik Agner Husted.
Derfor retter de heller ikke fokus mod det gastronomiske aspekt af sanketurene, men holder den del mere simpelt og rustikt, men fokuserer på fortællingen bag råvarerne. På den måde skabes også en forbindelse til hinanden blandt kursisterne, som en form for teambuilding.
Natur! For helbredet, klimaet og biodiversiteten
Helt fra barnsben har både Emma og Frederik haft en interesse i naturen, og interessen er kun vokset med alderen.
– Vi boede 1 år på havet, hvor vi oplevede naturens kræfter, og at naturen har det sidste ord. Som menneske må man være ydmyg overfor naturen. På turen kom vi til en ø, Dominika, i det Caribiske hav, hvor en gut sprang frem fra et buskads og tilbød os en guidet tur. Det tog syv timer, og det viste sig, at manden havde en Ph.D. i botanik. Da vi kom hjem begyndte Frederik at læse biologi, fortæller Emma Møller Husted.
Emma tog en bachelor i bioteknologi og læste derefter miljøteknologi, ligesom hun er uddannet yogainstruktør. De ser begge, at naturen er den retning, vi alle skal videre i som samfund. Både for vores helbreds skyld, men også for at fremme biodiversiteten og passe på klimaet.
– Når man ved noget om naturen, så er det ikke længere så abstrakt. Når man kender og elsker naturen, så er man bedre til at passe på den. Vi er alle en del af økosystemet, det er ikke opdelt i mennesker og natur. Vi er en del af naturen, så når vi passer på naturen, passer vi indirekte på os selv, siger Frederik Agner Husted.
Selvom Sydfyn er smuk og er rig på biotoper, forklarer biologen, så er naturen hernede ikke unik sådan i biologisk forstand.
– Mange af de mest anvendelige urter og plante er overalt, så som vejbred, brændenælde, hyld eller røllike. Det er dog ikke alle planter, der vokser over det hele. Det gælder fx én af mine favoritplanter – Benbræk. Den er smuk, har noget spændende folketro knyttet til sig, og så er det en god undskyldning for at tage en tur til det vestjyske, siger Frederik Agner Husted.
For Emma er det prikbladet perikon, der er noget specielt, og den bruger hun bl.a. til olieudtræk, eller mod muskelsmerter, der er relateret til nerverne.
Et opgør med den vestlige kultur
I deres formidling omkring og brug af naturens ressourcer, retter de et fokus mod det forebyggende aspekt. Hvor nutidens medicinske tilgang ofte retter et fokus sygdomme og symptombehandling, fx blodtrykssænkende medicin, så åbner andre tilbud op for en mere holistisk tilgang.
– I Bolivia oplevede vi en anderledes sygdomstilgang, hvor der var fokus på åndeligt velvære og ro i sjælen. Det er også vores tilgang med urter, at man støtter sit almene helbred og sin sundhed, forklarer Emma Møller Husted.
Både Emma og Frederik er uddannet i akademisk tilgang, og inden de fortæller om urternes effekter, har de sat sig grundigt ind i tingene.
– Vi læser mange bøger og videnskabelige artikler, og sørger altid for god kildekritik. Vi fortæller om, hvordan planterne har været brugt historisk og supplerer med den nyeste forskning på området. Vi anbefaler ikke en specifik behandling af en sygdom, men kan godt foreslå en urtete eller lignende til ondt i maven eller halsen, siger Frederik Agner Husted.
Deres tilgang er ikke bygget op om en bestemt teori, men er baseret på ting, de selv har oplevet, som for eksempel åndelige ritualer, som en måde hvorpå man kan konkretisere sin taknemmelighed til naturen i en handling. Ved andre aktiviteter, som bålhygge, kan man opnå en ro i kroppen.
– Vi formidler ikke bare viden til hjernen, men viden til kroppen og sindet, siger Emma Møller Husted.
Med 360.000 kroner fra LAG SØM forventer Emma og Frederik at etablere et natur- og kulturhus. Et undervisningslokale i naturen til formidling om naturen.
– Vi vil gerne have fokus på naturens mærkedage, fx De vilde blomsters dag eller Den internationale dag for biodiversitet.
Du kan læse mere om Plantepressen og deres kommende aktiviteter på deres Facebook, Instagram eller hjemmeside.