Det bliver vådt, mudret og hårdt. Deltagerne elsker det!
Premieren på Outdoor Sydfyn OCR i 2021 gik fremragende og høstede stor ros fra de glade deltagere. I 2022 er interessen vokset og der er næsten dobbelt så mange på startlisten i år. Outdoor Sydfyn er sammen med en masse lokale foreninger og OCR-eliteløberen Andreas Stahl Olsen, klar til at give de 230 deltagere en oplevelse med et twist af Sydfyn.
– Det er kun anden gang at vi afholder det succesfulde OCR-løb i Faaborg, og vi har næsten fordoblet deltagerantallet i forhold til sidste år, fortæller eventmanager Rico Busk, der glæder sig til at vise deltagerne helt nye og udfordrende forhindringer.
Deltagerne kommer ud på en ca. 6 km. lang rute igennem Faaborg centrum, naturen og i vandet. Undervejs vil de møde 30 fede forhindringer, der skal klares, før man må løbe videre.
Der er garanti for at blive mudret. Og våd. Og for at få trætte arme og ben. Løbet går over byens forhindringer som mure og trapper, naturlige forhindringer som åer og marker og byggede forhindringer. Den sidste del af løbet foregår i Det Sydfynske Øhav, hvor træskibet Haabet ligger dæk til flere forhindringer, blandt andet “planken ud” og “kapringen”, hvor man kravler om bord på Haabet via reb i stævnen.
Vores mål er at bruge de ting som byen og naturen i Faaborg byder på. Det har skabt en særlig sydfynsk identitet, som deltagerne er vilde med. Faaborgs smukke Havnebad danner en fed ramme om starten og slutningen på eventen. Mange lokale foreninger hjælper til.
Løbet er for alle – både eliten og dem, der prøver OCR-løb for første gang. For motionisterne er det tilladt at hjælpe hinanden på ruten. OCR-løb handler i høj grad om samarbejde og sammenhold. Det gør stemningen under eventen afslappet og hyggelig samtidig med, at man kan se nogle virkelig dygtige atleter undervejs.
Outdoor Sydfyn OCR finder sted den 17. september fra 10-13 i Faaborg. Stævneplads ved Havnebadet. Ruten på 6 km rundt i Faaborg.