Den 18. september finder en helt særlig udgave af Alpeløbet sted.
Her er det nemlig intet mindre en gang nummer 50, at Faaborg Ski & Motion sender løbere ud på skovstier og græsarealer i de smukke omgivelser i Svanninge Bjerge.

Løbet plejer at tiltrække løbere fra hele Fyn, ligesom flere lokale løbeklubber også gerne lader sig udfordre af de idylliske, men barske løberuter.

– Vi har gjort lidt ekstra for løberne i år, derfor får de første 225 tilmeldte en gratis løbetrøje, der er en særlig jubilæumsmedalje til de første 300, der gennemfører løbet, og så står vi klar med en grillpølse til alle deltagere, så man får virkelig noget for pengene i år, fortæller Torben Toft-Nielsen, der i en årrække har været frivillig løbsarrangør i  Faaborg Ski & Motion

Adspurgt om årsagen til at Alpeløbet har overlevet i 50 år, kommer svaret prompte fra arrangøren:

- Annonce -

– De frivillige kræfter. Uden tvivl. Havde så mange ikke lagt så meget arbejde i løbet gennem årene, så kunne vi ikke fejre et 50 års jubilæum i år. Løberne er selvfølgelig vigtige, men uden de frivillige var der intet løbet, understreger han.

Gennem årene er der kommet flere distancer til løbet, så alle kan blive en del af fællesskabet omkring Alpeløbet. Således kan man i år prøve kræfter med 3, 5.8, 10.3 eller 21,1 kilometer.

Ruten på 3 km. er det, som arrangørerne selv kalder rimelig barnevognsvenlig, og giver mulighed for at hele familien kan være sammen om at deltage uanset alder og form.

– Vi håber på 250-300 løbere i år, og har flere løbeklubber fra det sønderjyske, der har meldt deres ankomst, ligesom flere lokale virksomheder deltager, så vi er fortrøstningsfulde, slutter Torben Toft-Nielsen.

Der er mulighed for at tilmelde sig til Alpeløbetfsm-faaborg.dk