Patrick Cakirli fik god opbakning til sin march mod ensomhed, der i dag gik med afgang fra Faaborg.

Fra Rådhuset fulgte cirka tyve fremmødte ham til færgen i Bøjden. Inden marchen begyndte, serverede Karin Ottosen, der er projektleder i ensomhedstiltaget ‘Sammen om livet’, kaffe og morgenbrød fra Wendorff, inden en samlet flok satte kursen vestover.


I Horne ventede en flok elever fra Faaborg-egnens efterskole, og de fulgte Patrick og den øvrige flok et stykke af vejen. Ved målet i Bøjden ventede en overraskelse, for her havde Horne Mandskor stillet op. I dangens anledning var mandskoret flankeret af en harmonika. Patrick Cakirli smilede bredt ved den musikalsk modtagelse i Bøjden.

- Annonce -

Jørgen Rasmussen er dirigent i Horne Mandskor, og han greb gerne chancen for at støtte op om det gode formål – at sætte fokus på ensomhed. Kort efter gik Patrick ombord, hvor hans tur går videre mod dagens mål i Sønderborg.

Vibeke Johannesen og hendes mand Niels Chresten var blandt dem, der i år valgte at gå med i march mod ensomhed. – Jeg har selv oplevet ensomhed under coronatiden, og alt i alt er det en overset gruppe. Vi har travlt med at gøre all mulige ting og travlt med at lave hvert sit, og vi glemmer dem, der sidder alene, og vi glemmer det nære, siger Vibeke Johannesen.

Patrick og følget blev sendt godt på vej af Anstina Krogh, der også selv gik med på ruten til Bøjden. I sin tale opfordrede Anstina til at vi sætte mere spot på ensomhed, sætter lys på den skamfølelse, som folk fortæller hende om, at de har, når de oplever ensomhed. Anstina Krogh sidder i kommunalbestyrelsen, og er med i både socialudvalget og sundhedsudvalget.

Patrick Cakirli har gennemført March mod ensomhed fem gange. Med støtte fra Middelfart Sparekasse er han nu ansat i en treårig projektlederstilling, hvor han planlægger, promoverer og gennemfører marchen hvert år. I år skal han gå i alt 2.600 km.