Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / privat
I de kommende tre magasiner kan du læse med om nogle af de allermest opsigtsvækkende kriminalsager i Faaborg og omegn, når tre tidligere kriminalbetjente fortæller om deres tid på den lokale politistation i Faaborg. I denne udgave er det Erling Toftemann, der tager dig med tilbage til tiden, hvor betjentene kendte det lokale klientel særdeles godt. Du kan bl.a. læse om narkotikasmugling, ildspåsættelse og drab på Langelinje.
Fra ilden til asken
I januar 1981 ankom Erling Toftemann til en stilling som kriminalafdelingen i Faaborg efter ti år i København. Her havde han arbejdet seks år i ordenspolitiet, inden han tog et års turnus i kriminalpolitiet og dernæst ansættelse på Politigården.
I København havde kriminalpolitiet flere afdelinger. En afdeling til tyveri og røveri. En afdeling til smugleri. En afdeling til personfarlige sager. Her var mere end 30 personer ansat, både jurister og efterforskere, og kontrasten var stor, da Erling landede i afdelingen på Østergade i Faaborg.
– Afdelingen bestod af tre kriminalbetjente, og vi havde sager lige fra butikstyverier og cykeltyverier til meget større sager. Men efter ti år i København var det på tide at komme ud i provinsen, og det var som at komme fra ilden til asken, siger Erling Toftemann.
Men det provinsielle havde også sine præventive potentialer.
– Vi lærte hurtigt klientellet at kende. Der var fx mange narkomaner, men det var primært de milde stoffer, som de selv dyrkede på solbeskinnede marker – så kvaliteten var i top, forklarer Erling Toftemann.
Kriminalbetjentene vidste, at de ‘små’ stofmisbrugere gjorde sig skyldige i butikstyverier, men også, at de kunne være interessante ved større sager. Var der indbrud i området, så vidste kriminalbetjentene instinktivt, hvem af ‘vennerne’ de skulle besøge, og ofte fandt de da også tyvekosterne ved besøgene.
De kriminelle vidste også, hvem kriminalbetjentene var, og engang kom én af dem uforvarende til at bestjæle Erling.
– Det var én, vi kendte særdeles godt. Jeg var ude at handle og havde stillet min cykel udenfor butikken og ladet lygterne sidde på. Jeg mødte ham på vej ind i butikken, og vi hilste på hinanden. Da jeg kom ud, var lygterne væk, både for og bag. Jeg opsøgte ham og sagde: ‘Du skal ikke stjæle mine lygter.’ Han tog straks lygterne op af lommen og udbrød: ‘Undskyld, jeg vidste ikke, det var dine,’ fortæller Erling Toftemann.
Sådan findes der en lang perlerække af mange uheldige episoder for de lokale kriminelle, og Erling fortsætter med endnu en anekdote.
– Der var også en godt kendt kriminel, som var aktiv med tyverier. Vi skulle hente ham i hjemmet, og vi vidste, at han var hjemme. Forældrene lukkede op, og de vidste ikke, at han var hjemme. Men så så vi hunden og sagde: ‘Find Anders (fiktivt navn, red.),’ og hunden løb op på førstesalen og gøede foran et klædeskab. Og derinde sad han så. Den var nok ikke gået i dag, griner Erling Toftemann.
God tid og lokalkendskab
Den tidligere kriminalbetjent mener ikke, at der i dag, på bagkant af politireformen, er det samme kendskab til de lokale klienteller, og at det nu mere er tilfældigheder, der afgør udfaldet i en sag.
– Vi fik mange oplysninger fra lokale beboere, fordi vi var lokale, og folk vidste, hvem vi var. Vi samarbejdede med SSP, og vi var synlige på skolerne og kendt ude i sportsklubberne. Vi kendte de forskellige grupper og vidste ofte, hvem der havde gjort det, ud fra modus, siger Erling Toftemann.
Det var også en tid, hvor politiet stort set havde tid til alle de sager, de fik ind.
– De grovere sager blev naturligvis prioriteret, og de sager, der skulle gøres klar til retten; voldssager, værtshusslagsmål, voldtægter, grovere røverier og drab, forklarer Erling Toftemann.
Netop drab vækker minder fra en voldsom sag, som Erling var med til at opklare. Et hustrudrab – med efterfølgende ildspåsættelse, mere vold og en intens jagt på gerningsmanden.
– Jeg havde hjemmevagt. Vi var otte betjente, så vi var på vagt hver ottende dag fra klokken 16-07. Man kunne blive ringet ud til hele politikredsen, og denne her dag blev jeg kaldt ud til en ildspåsættelse. Da jeg ankom, var ilden gået ud, og hustruen var bragt på hospitalet. Gerningsmanden var kørt til Ringe til sin tidligere kæreste, og her havde han snittet hende i halsen, mens hendes barn så på, og derfra kørte han videre ud i en skov. Vi havde helikopter i luften, der lokaliserede ham, og han blev arresteret. Han blev idømt forvaring i byrådssalen i Svendborg af et stort nævningeting, forklarer Erling Toftemann.
Mordet på Langelinje
Erling havde talent for efterforskningen, og kort efter sin ansættelse i i Faaborg i 1981 fik han sin første drabssag, som skulle opklares i samarbejde med Rejseholdet. Her rejste Erling rundt med Rejseholdet i det halve år, efterforskningen tog, mens han blev taget ud af al anden efterforskning.
Ad flere omgange fik Erling tildelt særlige sager eller kom med i en særlig efterforskningsgruppe, men ifølge den beskedne kriminalbetjent selv besidder han ikke særlige talenter indenfor efterforskningen.
– Jeg er nok en meget all round-efterforsker. Men jeg har en brand-uddannelse fra svensk brandskole, så jeg kan hjælpe med at opklare mærkelige brande. Som kriminalbetjent har man ingen efterforskningsmæssig baggrund for opklaring af brande, og uddannelsen gav en god baggrundsviden. Det er vigtigt at sikre spor og oplysninger fra starten i samarbejde med brandvæsenet, fx er det vigtigt ikke at vælte mure, da der kan være effekter, der er vigtigt for at finde brandårsagen. Dem skal teknikerne kunne finde og sikre efter slukningen og sende videre til os, siger Erling Toftemann.
I oktober 1981 blev en ung mand fundet død i Faaborg fjord, ud for roklubben ved Langelinje. En nærmere undersøgelse viste, at mandens kønsdele var skåret af. Sådan et drab ses kun yderst sjældent i Danmark, og der blev derfor iværksat en meget omfattende efterforskning, hvor Erling Toftemann var med i truppen. I den indledende fase havde politiet blikket rettet mod narkomiljøet i Faaborg.
– Efter seks måneder med masser af afhøringer var vi ikke kommet nogle vegne, men så var der én, der meldte sig selv. Det passede bare ikke sammen. Han måtte have læst sig til det. Til gengæld kom det frem, at han havde begået berigelseskriminalitet, fortæller Erling Toftemann.
Først fire år senere var der gennembrud i sagen. Politiet fik en henvendelse fra Interpol i Tyskland. En mand fra Mönchengladbach var arresteret for andre drab. Han havde tegnet en havn og skrevet om drabet, og det passede med Faaborg. Rejseholdet, inklusiv Erling, rejste til Tyskland, hvor de afhørte den mistænkte og kiggede materialerne igennem fra de øvrige sager.
– Det viste sig, at der var sejlet et tysk skib med adfærdsvanskelige unge forbi på gerningstidspunktet. Nogle fra skibet havde kontakt med den dræbte, men de blev trætte af ham, da han var meget kontaktsøgende. De besluttede sig for at afstraffe ham på en meget grov måde. Men om natten står én af dem op og går tilbage, trækker ham ud til vandet og skærer kønsdelene af ham, fortæller Erling Toftemann.
Smuglersagen i Helnæsbugten
Søndag den 3. april 1994 ankom coasteren Hela fra en kyst i Marokko til dansk territorium. Politiet havde længe fulgt coasteren hele vejen op gennem europæiske farvande, da den var under mistanke for at smugle hash til landet. Politiet vidste ikke præcis, hvor den ville ligge til, og den havde et stykke tid ligget for svaj på grund af en storm.
Efterforskningen havde omfattet mere end 200 timers telefonaflytninger og rumaflytninger af de formodede smuglere. Samtidig skyggede politiet i månedsvis de mistænkte og overvågede hver eneste sømil, Hela sejlede.
Erling Toftemann havde vagt den aften, de forventede, at coasteren ville sejle gennem Lillebælt, og han skulle støde til kollegerne i Assens og holde øje med et hus, som én fra besætningen havde tilknytning til.
Coasteren sejlede dog videre – helt ud til Bøjden, hvor politiet forsøgte at standse den. Besætningen på coasteren havde desværre nået at læsse hashen ned i tre gummibåde og forsøgte nu at dumpe det i Helnæsbugten, hvorefter de forsøgte at flygte fra politiet.
Men ordensmagten var massivt tilstede med helikopter, flådeskibe og frømandskorpset, og smuglerne blev pågrebet på Helnæs. Det lykkedes dermed ikke smuglerne at bringe hashen ind til det modtagerhold, der var kommet kørende på Damsbo Strand.
Mens en toldkrydser og en helikopter fik besætningen arresteret, slog politiet til inde på stranden mod de ankomne modtagerhold.
De følgende dage ledte politiet med en minestryger fra Søværnet og dykkere fra Frømandskorpset efter hashen, så det ikke skulle lykkedes de pludseligt mange interesserede fritidsdykkere at finde det.
Hashen blev fragtet op fra bunden af havet og læsset på en lastbil i Bøjden. Her endte de 25 tons hash pakket ind i presenning og tapet godt sammen til videre fragt.
I alt blev tolv personer blev dømt for medvirken til smuglingen.
15 år senere, i 2009, meldte hovedmanden bag smuglingen sig selv. Han fik fire års fængsel.
