I sidste weekend var det gode øl i centrum ved en ølfestival på Torvet, og nu får Faaborg også sin helt egen Wine Week, hvor en lang række aktiviteter kredser om vin i alle afskygninger. Vil du være med, så sæt et eller flere kryds i kalenderen fra den 8.-10. september.
Nu er hele programmet offentliggjort, og se med her:
Faaborg Wine Week skydes i gang torsdag 8. september. Her vil der være vinboder på Torvet, hvor du både kan smage og købe vine fra Hammer Hansen/Vinoble, Umbria vine og Haslund Vin. Samme aften kl. 19.30 kan du udfordre din viden om vin med en lille vin-quiz hos Vinbanken i Østergade, hvor alle er velkomne til at “lege” med.
Samme dag byder SuperBrugsen Faaborg også på vinsmagning i butikken, hvor der samtidig er flere gode vintilbud.
Fredag den 9. september kan du kombinere motion og god vin, når der er vinvandring i byen. Her kan deltagerne smage fem forskellige vine, fem forskellige steder i byen. Vandringen starter kl. 16.00 ved Hammer Hansen/Vinoble i mellemgade 17, og herfra vil en guide vil sørge for en hyggelig rute rundt i byen med indlagte vinstop og smagninger. Det koster 200 kr. at deltage, og du får udleveret dit eget glas. Billetterne er netop sat til salg, og kan købes her. Der er kun plads til 30 personer på turen, så man skal være hurtig for at sikre sig en plads, lyder det fra arrangørerne.
Vil du hellere sidde ned og nyde din vin sammen med lidt let mad, kan du bestille bord hos Kong Volmer, som holder til på Hotel Faaborg, Torvet 13. Der vil være smagning af 4 dejlige vine inkl. smørrebrød fra kl. 16-18. SuperBrugsen Faaborg er flyttet ind i Bryggergården, og her kan du smage og købe vin. Der vil også være mulighed for at besøge boder på Torvet, hvor du kan smage og købe vin.
Vinbanken inviterer til middag kl. 19.00 i samarbejde med Restaurant Resumé og med portugisiske vine fra Niepoort. Der er kun plads til 40 personer, så bestil bord ved Vinbanken i god tid, opfordrer Vores Faaborg & Egn, der står bag Faaborg Wine Week.
Lørdag den 10. september er der vinmesse på Øhavsmuseet med lokale vinproducenter og importører. Entrén til dette arrangement er 75 kr., men så kan du også smage vine fra fem stande og handle god vin med hjem til hylden. Til arrangementet kan du møde: Grands vin, Kimesbjerggaard Vingård, Haslund Vin, Umbria Vine og Vinbanken v/Løgismose.
Tager du til Restaurant Klinten, kan du blive klogere på opbevaring og behandling af vin lørdag kl. 16 med vin-workshoppen “Før du drikker”.
Lørdag er der også “Vin & Ost” med Barlebo Ost i Vinbanken, hvor du kan opleve den gode ost og vinen i et smukt sammenspil, der vil udfordre dine smagssanser. Du skal bestille bord hos Vinbanken til dette arrangement.
Hotel Færgegaarden inviterer til Bourgogneaftenkl.18.30. Her serveres der: forret, granité, hovedret og ost, og aftenen afsluttes med kaffe og sødt for 1195 kr. pr. person – prisen er inklusiv skønne vine fra bourgogne.