Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Privat
August var bare to år gammel, da han første gang satte sig op på en crosser, og siden da har han givet de fleste konkurrenter baghjul. Det unge talent læser banen og har en suveræn teknik, og i februar deltog han som den yngste deltager i et kæmpe supercross-stævne i Boxen i Herning.
Fællesskaber findes i alle former. Håndbold, tennis, spejder eller camping. Men familien Rasmussen har valgt motocross, og de er gået all in. Deres ældste søn, August på fem år, har både interesse og talent, og med mange timers træning og konkurrencer i det meste af landet, så har familien valgt at gøre motocross til deres fælles hobby.
Familien er netop vendt hjem fra et stort supercross-stævne i Boxen i Herning, hvor de har nye venskaber og nye oplevelser med i bagagen. August har tilmed to nye præmier med hjem til den i forvejen imponerende samling.
Det Rigtige Faaborg mødte familien, dagen før de tog afsted til det store stævne.
Det ligger til familien
Den lille krop sitrer og hopper op og ned, mens fødderne finder hurtigt trinnene ned til kælderen. August har netop fået lov til at køre en tur på den hjemmebyggede crossbane i baghaven, og kropssproget efterlader ingen tvivl, om at det var den bedste besked, den fem-årige knægt kunne få.
I kælderen opbevares sikkerheds-udstyret, og August kommer op ad trappen med en stor, tung hjelm slæbende og bumpende efter sig på trinnene. Med smilende øjne og små, undersøgende fingre på et go-pro-kamera fortæller han ivrigt om, hvordan de også kan filme det, når han ræser rundt på banen med op til 30 km/timen.
Det kan tage sin tid at komme i udstyret, for med fart over feltet skal kroppen beskyttes i tilfælde af uheld. Med lidt hjælp fra sine forældre, nævner August det beskyttelsesudstyr, han ifører sig inden træning: brynje, støvler, bukser, knæbeskyttere, hjelm, nakkekrave, briller og handsker.
Det er ikke fra fremmede, August har interessen. Siden han var to måneder gammel, har han været med på banen, når far, Simon, kørte cross. Her sov August for det meste fra larm, fart og spænding.
Simon blev bidt af motocross, da han prøvede det første gang på Bangsbo som ti-årig, og herfra stod der i en årrække træning på programmet to gange om ugen og stævne hver weekend. Senere intensiverede han indsatsen og nåede at køre i B-klassen og placere sig i top otte i landet.
– For at komme med i Danmarks-eliten kræver det en stor indsats både tidsmæssigt og økonomisk. Det er nok tiden, der har bremset mig, men August, han skal nok nå det! Han har en virkelig god teknik, og så kan han læse banen, fortæller Simon Rasmussen.
Et stort talent
August satte sig på en crosser første gang, da han var bare to år og ti måneder, og det åbenlyse talent er nu i stigende udvikling. I vintersæsonen tager familien turen til Broby en gang om ugen, hvor der venter tre timers træning, og om sommeren tager de også en ugentlig træning i Svendborg. Næsten hver weekend pakker de udstyret og tager afsted til stævner rundt omkring i landet, og selvom August oftest kører mod ældre børn, så har han ikke fået baghjul en eneste gang.
– Sidste år stillede August op i fem Kids Cup og tre afdelinger af klubmesterskabet. De kører to heats hver gang, og han har faktisk vundet alle sine heats. Han stillede op i en klasse over sin alder til Fyns Mesterskaberne og blev nummer tre, fortæller Simon Rasmussen.
Når dagen hverken byder på træning i Broby eller Svendborg eller stævne, så holder August færdighederne ved lige med træning på en eldrevet cykel, enten på crossbanen i baghaven, som de netop har bygget færdig, eller på mountainbike-banen i Svanninge.
Lige rundt om hjørnet venter en helt særlig oplevelse for den unge motocross-kører.
– Jeg skal køre supercross, hvisker August storsmilende.
Selvom kalenderen viser mandag, da familien fortæller om deres familie-interesse, så er de allerede ved at pakke til weekenden store event: Supercross i Boxen i Herning.
August skal nemlig deltage i det kæmpestort indendørs crossstævne, og forud for konkurrencen er der mange indledende manøvrer.
– Siden midten af november har vi været i Herning en gang om ugen for at træne, og vi kører derop inden stævnet for at træne på banen. August skal træne både onsdag, torsdag og fredag, og så er selve showet lørdag aften 19-23, hvor August skal køre 20.30, siger Simon Rasmussen.
Den unge cross-kører virker uimponeret over det store stævne, hvor 15.000 tilskuere vil overvære aktiviterne på banen, men da Simon tager telefonen frem og viser klip fra et lignende stævne, stopper August straks al anden aktivitet og lader sig opsluge.
Han er helt med på, hvad der skal ske til stævnet: I starten skal højre hånd være klar til at give gas, og når nedtællingen viser fem sekunder, skal han kigge ned, så han er helt klar, når bommen falder ned. Og han er helt med på, hvad han glæder sig allermest til:
– Flyvehop og vennerne, konstaterer August.
Med sine fem år bliver August den yngste af de 14 børn, der stiller op i supercross-stævnet.
Et fællesskab for store og små
Når Simon tidligere tog til stævner, så var Kathrine altid med, og familieforetagendet fortsatte helt naturligt, da August kom til verden. For mens der er konkurrencer inde på banen, er der et helt lille campingsamfund udenfor banen, hvor børn og voksne hygger sig med den fælles interesse som omdrejningspunkt.
– Vi møder de samme mennesker forskellige steder i landet, og vi har et kæmpe netværk og er blevet venner med mange af de andre forældre. Som familie får vi vanvittigt meget ud af det socialt. Vi har en travl hverdag, og når vi tager afsted, så handler det bare om at være sammen. Vi hygger os, og det er ligesom camping for os, fortæller Kathrine Gregersen.
Det er også tydeligt for forældrene, at August går og glæder sig op til et stævne, og når de er afsted, ser de en dreng, der er i sit rette element. I timerne mellem træningerne og konkurrencerne, leger børnene på tværs af nationaliteter og allerhelst kører de på deres el-cykler.
– De kan kommunikere helt uden at kunne tale samme sprog. August er blevet venner med Finlee, som kommer fra England, og snart skal vi møde ham igen til et stævne i Frankrig, siger Simon Rasmussen.
Næste store oplevelse for motocross-familien bliver en rejse til Verdun Frankrig i uge 28, hvor August stiller op i Master Kids-konkurrencen.
Har du en dreng eller pige, som kunne tænke sig at prøve motocross, så kan I få en gratis prøvetur på banen i Broby, hvor der er altid en hjælpende hånd til at komme igang.