Den 1. maj træder Claus Skov et skridt tilbage hos Faaborg Materialeudlejning på Mørkebjergvej 2, og lader Michael Møller overtage den daglige ledelse.

Claus Skov ejer fortsat firmaet, men skal efter planen være ude af “butikken” til årsskiftet, som han selv udtrykker det.

– Nu skal vi bruge resten af året på at klæde Michael på til at klare jobbet, og så vil jeg koncentrere mig 100% om min andet firma, Faaborg Stilladsudlejning, der tager alt min tid og mere til, forklarer Claus Skov.

- Annonce -

Michael Møller kommer fra en stilling som værkfører hos Faaborg Bil-center, hvor han været ansat i en lang årrække, men han føler sig klar til et brancheskift.

– Jeg har haft rigtige mange gode år i bilbranchen, men nu føler jeg, at det er tid til at prøve noget nyt. Da Claus præsenterede mig for hans idé, så blev jeg overbevist om, at det skal være nu, men jeg er da spændt på at træde ud af de trygge rammer, jeg kender ud og ind, siger han.

Går samarbejdet mellem de to godt, så er Claus Skov indstillet på at lade Michael Møller overtage Faaborg Materialeudlejning.

  • Ja, for søren da. Nu bruger vi resten af året til at se hinanden an, og synes Møller om jobbet, så er det bestemt en mulighed, at han køber sig ind i virksomheden, slutter Claus Skov.