Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
Omgivet af minder fra sine mange rejser på jagt efter storvildt, sidder John Andersen nu hjemme og håber på at blive indstillet til at modtage et nyt hjerte. Efterhånden pumper hans hjerte kun ganske svagt, og derfor er hans hjerte koblet til en maskine, en heart mate, som hjælper blodet rundt i kroppen. Til marts får John besked: skal han leve med pumpen, eller kan han måske få et nyt hjerte? Går ønsket om et nyt hjerte i opfyldelse, så er drømmen at komme afsted på jagt igen.
– Jeg har aldrig prøvet at ligge en uge på en strand, min hobby er jagt.
Der er en skarp kontrast mellem hjemmets indretning og hjemmets beboer. Ud gennem knaphullerne i Johns skjorte stikker der slanger, som er koblet til batterier, han bærer i en sele på kroppen. Det er tydeligt, at han er syg, men det er også tydeligt, at han tidligere har haft et aktivt liv.
For overalt vidner malerier og pyntegenstande om udenlandsrejser, og på væggene i stuen hænger trofæer af mere end 50 forskellige arter, som han alle selv har skudt.
En kronhjort, skudt i Skotland i 1986. En gnu, skudt i Zimbabwe i 1989. Impala, zebra, giraf, flodhest, kudo, vildsvin, elg. Og favoritten over dem alle – et Marco Polo-får, verdens største får, skudt i Tajikistan i 2007.
Med hjertet udenpå
John Andersen vidste allerede for 15 år siden, at den var galt med hjertet. Som udlært smed troede han, at der var tale om svejselunger, da det begyndte at knibe med vejrtrækningen. På sygehuset viste en undersøgelse nogle fine lunger, men til gengæld havde der samlet sig væske om Johns hjerte, og en senere scanning viste at hjertet kun pumpede med 30% i stedet for de normale 60% (de 60 % angiver, hvor stor en andel af blodet i venstre hjertekammer, der pumpes ud pr. slag).
– Herfra gik jeg nogle år og havde ondt i hjertet, og jeg var også indlagt et par gange til overvågning. Dagen før jeg fyldte 48, var jeg til undersøgelse, hvor de beholdte mig. Dagen efter min fødselsdag fik jeg så indopereret en ICD, faktisk sådan en, som Christian Eriksen også fik, og den kan give hjertet et stød, hvis det slår uregelmæssigt, forklarer John Andersen.
De følgende mange år gik John til regelmæssige kontroller, og det gik værre og værre med pumpefunktionen. I august 2020 var han atter til en kontrol, da han havde det skidt, og herfra gik det stærkt.
– Jeg blev indlagt og vågnede først op igen tre uger senere på Rigshospitalet. Nu pumpede mit hjerte kun 10%, og jeg var askegrå at se på, har jeg senere fået at vide, fortæller John Andersen.
Der var umiddelbart intet, lægerne kunne stille op for John, men efter en konference fik familien besked om, at en pumpe måske var løsningen. De ville indoperere en lille pumpe, og hvis det virkede, ville John blive forsynet med en større.
John vendte hjem med den store pumpe, der er opereret ind under huden på hans maven. Gennem huden i siden stikker en slange ud, som er koblet til en controller, der giver alarm, hvis noget går galt. Om skuldrene har han monteret en kropssele, hvori der på begge sider sidder batterier til at holde pumpen kørende.
Et omrejsende fritidsliv
John er blevet førtidspensionist på grund af det dårlige hjerte, men inden pumpefunktionen satte ud, levede han et meget eksotisk og anderledes liv. For John var jagtturist og rejste verden rundt for at nedlægge vilde dyr, der alle indgår i hans imponerende samling af trofæer, der hænger overalt i huset i Korinth.
– Dengang midt i firserne var det meget moderne at tage på jagt i udlandet. Jeg har været storvildtsjæger siden 1986 og frem til 2014. Min første tur var til Skotland, hvor jeg skød en kronhjort, og året efter tog jeg til både Nordirland, hvor jeg skød en sika, og til England, hvor jeg nedlagde en muntjac (en hjort, red.), fortæller John Andersen.
I 1988 rejste John på jagt i Grønland og nedlagde en ren, og næste tur gik til det moderne udflugtsmål for jagtturister, nemlig Afrika. Det var en succesfuld tur for den fynske jæger, der nedlagde hele 15 stykker vildt af 14 forskellige arter, og heraf var de 13 trofæbærende, hvilket betyder, at de enten har horn eller tænder. For at gøre historien fuldkommen var 11 af dyrene så store, at de blev optaget i den amerikanske rekordbog Rowland Ward blandt årets største dyr.
Efter en jagtløs årrække med huskøb og familiestiftelse, havde John atter penge og tid til at genoptage sine jagtekspeditioner, denne gang til USA. I Wyoming og New Foundland nedlagde han både pronghorn, muldyr, elg og ren.
– Det giver så meget. Jeg har aldrig ligget en uge på en strand, men er taget på jagtture. Her oplever vi landet, befolkningen. I Afrika tog vi på lokale markeder og købte duge og træfigurer, og det er interessant at se, hvordan de lever. Afgifterne fra jagten er en form for ulandsbistand, for pengene fra jagtturismen går til fx skoler. I Uganda var jeg henne og se en skole, der er bygget for penge fra jagt, fortæller John Andersen.
Selve dyret går heller ikke til spilde, når det er skudt. Da John havde skudt en elefant i Uganda, stod der omkring 100 mennesker fra lokalbefolkningen i kø for at få en luns kød, og da han nedlagde en flodhest var billedet omtrent det samme.
– En flodhest går til bunds, når man skyder den, men efter nogle timer stiger den op på grund af gasser, og her stod der 30-40 mennesker klar med hvide sække, som skulle fyldes med kød. De bruger det hele af dyret, selv mavesækken blev brugt, forklarer John Andersen.
Det er svært for storvildtsjægeren at udnævne én oplevelse, der overstiger dem alle, for alle jagter har sit eget præg. Alligevel er der en oplevelse, som umiddelbart springer frem. Elefanten. John og holdet af professionelle jagt-hjælpere havde fået ti dage til at finde og skyde elefanten, og det lykkedes dem at nedlægge giganten på 6.-dagen.
– Vi havde gået på fod af den i otte timer den dag. På et tidspunkt var vi inde på fire meters afstand af den, men da det lykkedes at få et skud mod øret, var den ti meter væk. Det var en meget intens oplevelse, siger John Andersen.
Det var også en bemærkelsesværdig jagt, da han i hårdt terræn i 5.000 meters højde fik nedlagt verdens største får – et Marco Polo-får. I dag pryder fåret samlingen i stuen i Korinth, hvor den står udstoppet i fuld figur.
Hvis John til marts får en god besked fra lægerne om at komme på venteliste til et nyt hjerte, så har han besluttet sig for, efter en forhåbentlig vellykket operation, at tage afsted på endnu en jagttur. Denne gang vil han sigte mod Sydafrika, hvor en ny antilope-art, der endnu ikke er i samlingen, står på ønskelisten.
Historien om den forkerte løve
På væggene i stuen hos John Andersen hænger der intet trofæ af en løve. Men det betyder ikke, at han ikke har nedlagt en. Desværre var det en forkert løve, han skød, og derfor kunne han ikke hjemtage den fra jagten.
ZIMBABWE 2008: John er rejst til Afrika for at skyde en elefant. Sammen med den professionelle hunter og et par af de lokale jagt-trackere er de flere dage på jagt efter giganten, da hunteren pludseligt spørger: ‘Vil du skyde en løve?’ John tøver ikke, men takker ja. De kører til stedet, hvor en stor hanløve er spottet. Det er ved at dunkle, og i omgivelserne hører de løvebrøl ikke så langt væk. De er kørt et stykke ned ad en vej, og da de ser sig tilbage, kommer en stor løve gående ned ad vejen, direkte mod dem. Den professionelle hunter råber til John: Shoot! John lægger koblen mod skulderen og trykker af. Løven er ramt, men forsvinder ind i bushen og er ude af syne igen.
Jagtselskabet kommer i tvivl, var det nu også en hanløve, de så da ingen manke?
I samlet flok går de hen til det sted, hvor løven forsvandt. Der er blodspor, og med lygterne rettet mod jorden og med rifler og manchetter i klarposition følger de efter det blodige spor. John mærker ingen frygt, han bevæger sig iskoldt i retning af sit bytte – den kan bare komme an, tænker han.
Den professionelle hunter er mere betænkelig, han vil ikke gå længere, men foreslår, at de henter bilen. Fra bilens kølerhjelm retter de et projektørlys mod bushen og fælder de træer, der står i veje, og i en lavning kort fra det sted, de stoppede op før, finder de løven. Hunløven. Et ulovligt bytte.
I fællesskab får de løven læsset på bilen, og starter den halvanden time lange tur hjemad. De er tavse og tyngede, for de kan miste deres licens ved at skyde illegale byttedyr, men var det ikke selvforsvar – den kom jo gående lige mod dem? De vælger at stoppe bilen og tale oplevelsen igennem, og mens de snakker udenfor, sidder John inde i bilen og mærker sin krop begynde at ryste.
– Der kom reaktionen, jeg rystede og tænkte på, hvad der lige var sket. Der var jeg ikke så iskold længere, fortæller John Andersen.
