Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Privat
Mie Busch lever et aktivt liv og har været involveret i både frivilligt og velgørende arbejde – lige fra vagter ved kassen i Dyreborgs lokale butik, Provianten, til økonomisk bistand til SOS-Børnebyerne, specielt tibetanske børn, der er flygtet til Indien. Dagligt gør hun noget for andre og for sit lokalområde, og dagligt gør hun noget for sig selv, når hun året rundt tager en morgendukkert med de andre ‘hvide engle’. Mød den 75-årige aktive ildsjæl, der drømmer om at føje endnu en lang rejse til den imponerende liste af udenlandsrejser.
På siden af et lille sommerhus ligger der fire kugler i Preben Bladts hjemmelavede kugletermometer. Vandet er dermed fire grader varmt i dag, men den lave temperatur stopper ikke de seks hvide engle, der i dag er dukket op ved Drejet for at få deres daglige, forfriskende morgendukkert. Iført varme huer og badesko (og badedragter kun i dagens anledning med fotograf på besøg), går de roligt ud i det kolde vand. Foran dem lyser vinterhimlen blåt og lilla bag en svag tåge, mens Ø-færgen roligt glider mod sin destination.
Efter et minuts tid vender de tilbage til stranden, ifører sig morgenkåber eller håndklæder, bevæger sig mod det rimdækkede bord-bænkesæt og placerer fødderne på de medbragte tæppestykker og tager hurtigt det varme tøj på.
Selvforkælelsen er ovre for i dag, og alle tager hvert til sit.
Amnesty kom til Faaborg
Mie Busch kan efter forfriskningen gå det korte stykke op til sit hus, der er placeret midt i sommerhusområdet på Knold. Selvom hun ikke frygter havet, ser det anderledes ud med haven, og derfor har hun indrettet sig med en naturgrund, hvor det meste får lov at vokse. For med et hus på mere end 300 kvm er det nok at se til, og Mie har valgt at prioritere det vigtigste: at gøre noget for andre.
Der er tid til kaffe og interview, inden Mie skal ind til Provianten, hvor hun har vagt og skal skrive ugens indkøbsliste. Vi skal tilbage til 1983, hvor Mie først involverede sig i frivilligt arbejde. Her startede hun sammen med nogle andre en Faaborggruppe inden for menneskerettighedsorganisationen Amnesty.
– Jeg havde et ønske om at gøre en forskel, og jeg havde før hørt om Amnesty. I starten fik vi tildelt samvittighedsfanger og skrev breve til regeringer om løsladelse, men vi koncentrerede os efterhånden mest om børn, da Børnekonventionen fra 1989 hele tiden overskrides. Børn og unge fængsles, tortureres, henrettes, fortæller Mie Busch.
Snart var der tre lokale grupper i Faaborg og tilmed en ungdomsgruppe på gymnasiet, men efter en årrække sivede aktiviteten ud, og Mie gik på jagt efter nye udfordringer.
SOS-børnebyerne
Mie og hendes mand, Svend Erik, havde travlt med deres elektronik-virksomhed, men da deres to drenge var hhv. 8 og 12 år, besluttede Mie at involvere sig i SOS-børnebyerne.
– Jeg ville have, at drengene skulle vide, hvad der sker med andre børn ude i verden. Vi fik et tibetansk fadderbarn, som vi kunne skrive direkte med. Børnene er vores fremtid, de skal have en rimelig viden, og de skal vide, at alt i verden ikke er ondskab, og det kunne vi gøre ved at give dem et kærligt hjem, forklarer Mie Busch.
Mie havde forinden læst bogen, Flugten over Himalaya, hvor den østrigske journalist Maria Blumencron beskriver, hvordan børn helt ned til seksårsalderen flygter fra Tibet over Himalayas bjerge i sne og frost for at finde frihed i Nordindien, mens kinesiske soldater er i hælene på dem.
– Ingen bekymrede sig, da Kina besatte Tibet, da der ikke er fx olie i landet. Tibetanernes tro er blevet forbudt, og tibetanske forældre, der ønsker at opdrage deres børn i den tibetanske tro, sender dem over Himalaya til Nordindien, hvortil Dalai Lama var flygtet og havde oprettet skoler i samarbejde med SOS-Børnebyerne, fortæller Mie Busch.
Gennem årene har Mie sendt et beløb hver måneden til et specifikt tibetansk barn, Lobsang, der kun var seks år, da han flygtede over bjergene og aldrig skulle se sine forældre igen. Til gengæld har hun gennem årene modtaget breve og børnetegninger fra Lobsang, ligesom der årligt kom besked fra skolen om hans standpunkt og om skolens trivsel.
Mie fortsatte sin donation, indtil Lobsang fyldte 21 år, og det har bl.a. betydet, at Lobsang kunne uddanne sig til thangamaler og nu arbejder for Dalai Lama.
Rejselyst
Mie ville mere end at sende penge ud i verden. Hun ville selv derud. Men med en stor virksomhed og en ægtefælle, der ikke var meget for at rejse, var hun stavnsbundet, og først i 2008 lykkedes det hende at drage afsted.
– Svend Erik døde i 2006, og da virksomheden endeligt var overdraget i 2008, stod jeg klar. Kufferten var pakket, og da pengene var overført, rejste jeg to uger til Kina, siger Mie Busch.
Efter turen til Kina havde Mie mod på mere, og det er bl.a. blevet til rejser til Namibia, Grønland, Indien, Peru, Marokko, Sydafrika og De Vestindiske Øer. I Indien ventede der Mie en særlig oplevelse – da de ankom til New Delhi, bad hun rejselederen om fire dages pause. For Mie ville tage en afstikker nordpå – op til Mussoorie og se den skole, hun gennem mange år sendte penge til. Op og se Lobsang. I virkeligheden.
– Byen ligger på en hylde i Himalayas bjerge, og vi blev vist rundt på skolen. Her mødte jeg Lobsang, som var blevet 28 år. Pludseligt kom en af skolens lærere hen og spurgte, om han også måtte kalde mig ‘mom’, det viste sig at være Lobsangs storebror – jeg anede ikke, at han havde en bror. Det var utrolig følelsesladet pludselig at kunne give et knus til det barn/voksne mand, som i så mange år har været en del af vores familie. Og da hans storebror så også meldte sig, må jeg indrømme, at der løb en lille tåre, fortæller Mie Busch.
Lobsang har fortsat ingen kontakt til sine biologiske forældre, hvorimod det var tydeligt, at Mie og hendes familie i Danmark fortsat er en del af den forældreløse tibetanske flygtnings bevidsthed.
Kærligheden til Dyreborg
Mie har nu ikke længere et fadderbarn, men støtter fortsat børn ude i verden gennem donationer til børnebyer, ligesom hun tager rundt og holder foredrag på skoler for SOS-Børnebyerne. Men Mie har mere energi, og den bruger hun på det nære. På Dyreborg. Stedet, hvor hun har boet det meste sit voksne liv, og selvom der med årene er kommet et par skavanker, holder hun sig i gang – både fysisk og med frivilligt arbejde.
– Nu lægger jeg mine kræfter i foreningslivet i Dyreborg, for det er vigtigt at holde liv i et lokalsamfund. Fx Provianten – det er her, man møder de andre, og det er her, lokale lærer nye mennesker at kende, og heldigvis har vi mange tilflyttere, siger Mie Busch.
Hun fryder sig over, at mange af tilflytterne er både kreative og aktive mennesker, der byder ind med noget: Bådebyggeriet, musikarrangementer, foredrag og planen om at etablere et seniorbofællesskab.
Foruden Provianten er Mie også frivillig i Beboerforeningen og Kulturhuset, selvom hun efter eget udsagn forsøger at trække sig lidt. Hvis hun får mulighed for det igen, så drømmer hun om at tage endnu en rejse – denne gang en tur med den transibiriske jernbane – dog i en luksus-udgave, der tilgodeser alderens formåen.
Brev til Mie Busch fra 1993 – skrevet på SOS Tibetan Children’s Village, Mussoorie, Indien.
My dear God family,
I am very glad to recited you family photo … Here I am very well and in school. Our first term exam is already over, I done well in this exam. Weather over here is fine. How weather in your place. I stop my letter.
Yours loving son
Lobsang Tsering
———-
Brev til Mie fra 2009. (På dette tidspunkt arbejder Lobsang for Dalai Lama i Dharamsala og er ikke længere Mies sponsorbarn)
Dearest God mother,
At the very begin I would like to convey Tashi Delek to all. Hope! Everything is going fine with you. Here I am very fine and enjoying my painting. In the month of June I have been to Dharamsala for football tournament called G.C.M. Now a day’s I am here in Bis for restoring painting of monastery. It will be finished by the end of this month … Here these day’s we have little rainfall. I think it’s just beginning of raining season. Still very hot here …
Till then take care and have lots of fun.
Your’s god son,
Lobsang Tsering
