Tekst: Pernille Poulsen
Foto: Henrik Poulsen
Er du Guds barn, så hjælp dig selv. Det kan være svært at finde sit fodfæste som sognepræst, men efter mere end 20 år i sit første og eneste embede er Jesper Svärd godt rodfæstet som præst i rundkirkebyen Horne. Livserfaringer og erfaringer med livets kriser har rustet ham til at lede sognebørnene gennem livets bump og bakkedale.
– Åndelig vækst sker først, når egoet holder op med at larme …
Ny præst på Horneland
Tilbage i 2001 havde Jesper Svärd og hans familie blot boet fire år på Fyn. Jesper var nyuddannet fra præsteseminariet, og hans daværende ægtefælle havde fået arbejde på øen. Planen var at søge en stilling i Jordløse, hvor præstegården var blevet genopført. Men skæbnen ville det anderledes, for der var mange ledige præster og kun få ledige stillinger. I præsteforeningens blad læste Jesper om en stilling i Horne, som han søgte og fik.
– Da vi landede i Horne, var det ret voldsomt. Vi havde fire små børn, og jeg skulle kort efter skrive en begravelsestale, mens jeg ventede på flyttebilen. Det var meget anderledes at starte embede dengang, end det er i dag. Der var store forventninger til at nå en masse, og jeg havde ikke rigtigt tid til at finde mig selv i jobbet, siger Jesper Svärd.
I opstartsfasen lå også en omfangsrig opgave med at verificere den elektroniske kirkebog Det skulle tage den 34-årige, nyuddannede præst omkring 10 år, før han rigtigt følte, at han havde fundet sig selv i rollen som præst.
– Som nyuddannet præst skal man levere på forventninger, både ens egne og andres, og man skal huske at mærke efter – er det noget, jeg kan eller ikke kan, er det noget jeg vil, eller ikke vil? Man var som landpræst overladt helt sig selv, og man skulle opfinde det meste selv. Sådan var det i hvert fald for 20 år siden. Jeg plejer at sige, er du Guds barn, så hjælp dig selv, forklarer Jesper Svärd i et muntert toneleje.
Det er anderledes i dag, fortæller han, for nu har han både livserfaring og erfaringer med livets kriser. Her hentyder præsten bl.a. til sin skilsmisse, der blot ligger er par år tilbage i tiden.
Et jordnært perspektiv
Den nyansatte præst udtalte bl.a. til medierne, at én af hans ambitioner med pastoratet var at gøre det kirkelige mere jordnært. Spurgt nærmere ind til, hvordan denne jordnærhed præger pastoratet, viser der sig et glimt i hans øjne.
– Jeg vil gerne bevare det højtidelige dér, hvor det skal være, i højmesserne. Og så skal den afspejle den virkelighed, der bærer det. At have ordentligt fodfæste er vejen ind i det guddommelige. Vi skal have jordforbindelse, en fornemmelse for afsættet. Hvis vi mærker, at underlaget bærer, kan vi komme længere. Vejen til det guddommelige er slet ikke så lang, forklarer Jesper Svärd.
Som præst og naturbundet menneske kan man støde sig på moderne tiders altoverskyggende fokus på det naturvidenskabelige. Men naturvidenskab er kun én måde at forstå verden på, og sætninger som: ‘man skal ikke tro, man skal vide’, kan sætte skub i præstens debatlyst.
– Det skal man ikke sige til mig. Så stikker jeg folk en andengradsligning og beder dem om at løse den. Ja, egentlig bare at forklare, hvor mange løsninger den har. Så viser det sig, at mange ikke er helt så videnskabelige, som de går og tror. Mennesket er slet ikke rationelt. Vi består af både videnskab og lidenskab. Med kun det ene er det en endimensionel måde at se verden på. Mennesket forstår verden på mange måder; emotionelt, intuitivt, religiøst, siger Jesper Svärd.
Det jordnære ligger dermed i, at det skal føles trygt at give sig hen til andre måder at forstå verden på. For alle tror på noget – på deres egen måde, forklarer præsten, men få snakker om, hvad det er, de tror på. For vi er formet af fornuften og tør for sjældent at snakke om tro.
– Vi har simpelthen tøjret vores bevidsthed ind mellem ørerne, og det virker helt grotesk, siger Jesper Svärd.
Præsten har også iværksat nogle mere håndgribelige tiltag, som senest dyre-gudstjenester, der har fået en varm velkomst blandt dyre-ejere.
– Vi har efterhånden lært at forstå dyr på en anden måde. De er også guddommelige væsener, ikke længere noget vi kan behandle efter forgodtbefindende, forklarer Jesper Svärd.
Der er sket en udvikling i præstegerningen på Horneland, siden Jesper Svärd kom til i 2001: Der er afholdt koncerter, sommerkirke, meditationer, rundvisninger og dyregudstjenester. Men, påpeger præsten, så er han ikke ansat som eventmanager. Menigheden står sammen med præsten, og selvom meget ligner sig selv, så er der fx sket en udvikling i den måde, han ser og siger tingene på.
Præsten bærer håbet frem
Trods en opstart med turbulens, så hviler Jesper Svärd i dag i rollen som sognepræst. Han er en præst, der har det bedre med at være præst, forklarer han.
– Jeg er virkelig privilegeret. Folk deler de vigtigste stumper af deres liv med mig. Jeg kan ikke tilbydes mere. Som jeg ser det, er den bedste præst den, der kan være til stede i det – ikke nødvendigvis den, der kan citere biblen bedst, siger Jesper Svärd.
Livet består af mange kriser – og mange opstandelser. Vi rammer alle muren, og vi genopstår efter kriserne. Præsten selv har heldigvis gode værktøjer til at klare sig gennem egne kriser, og, siger han med fast stemme, der er nok langt til hans eget sammenbrud. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at man skal finde sig i hvad som helst. Livet skal også hænge sammen og give mening.
– Jeg har oplevet at komme nemt igennem kriser. Jeg kan skifte let i livet uden at blive slået omkuld af sorg. Jeg har den nødvendige erfaring som præst. Som præst er man grænsegænger mellem liv og død – både de andres og ens eget. Men jeg lader mig almindeligvis ikke tynge, og jeg har heldigvis let ved at finde håb, forklarer Jesper Svärd.
Med præstegården som bopæl og med andres kriser og sorg tæt inde på livet, kan det synes svært at definere arbejdstid og fritid, men ikke for hornepræsten.
– Jeg har fri hele tiden, og jeg arbejder hele tiden. Jeg er jo præst. Jeg kan godt føle mig drænet eller sjæleligt udmattet efter et møde eller en gudstjeneste, men jeg restituerer hurtigt, siger Jesper Svärd.
Præsten har erkendelsen af et levet liv. Han ved, at der bag muren er ting, der bliver anderledes, og dét giver håb.
– Præsten er med til at bære håbet frem. Derfor er det vigtigt at huske at arbejde med sig selv gennem hele livet og gøre det mere og mere nærværende. Der er også håb i at være til stede, at være på mærkerne, siger Jesper Svärd.
Jul i præstegården
I dag bor Jesper Svärd på præstegården sammen med sin ægtefælle Anitta Svärd, der er sanger, og de elsker at arbejde sammen. Både som par og, når de får mulighed for det, i kirkerne rundt omkring på øen.
Dermed er juletiden en travl tid på præstegården, men også en tid, som Jesper svärd holder meget af.
– Det er en dejlig, fredelig tid, og jeg kan også godt lide hele adventstiden. Så kommer vi i gear rent mentalt, men vi er begge kirkefolk, så vi ved, hvad vi skal i julen, smiler Jesper Svärd.
– Det er også en tid, der suger meget energi hos præsten. Heldigvis nyder han den følelse, det er at komme hjem og føle sig drænet.
Freden mærkes her, det er en betydende tid, og jeg får næring af at levere til julen, forklarer Jesper Svärd.
På det familiære plan erkender Jesper Svärd, at parret på præstegården nok ikke er helt nemme at holde jul med, da de er helt optaget af julen i kirkerummet.
Vil du vide mere om præstelivet i Horne, kan du besøge hjemmesiden www.stunder.dk.
