Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Mads Holdgaard / Privat
Kender du det, glæden over en bonus på jobbet, eller når summen på opsparingskontoen støt stiger? Det gør Thomas Christensen ikke. Men han kender glæden ved at give noget videre til andre, og dét gør han hjertens gerne. Pay it forward, lyder hans matra. Mød den frivillige ildsjæl fra Korinth, der for tredje gang inviterer indenfor til en juleaften for dem, der måtte ønske et fællesskab og samvær juleaften.
– Min familie fejrer altid juleaften den 23. december, for den 24. har vi travlt med alt det sidste op til Jul i Korinth, siger Thomas Christensen.
Frivillig familie-tradition
Thomas er født og opvokset i Korinth sammen med sine forældre og bror. I familien har de en stærk tradition med at give noget til lokalsamfundet gennem frivilligt arbejde.
– Mine forældre har altid været meget engageret i det lokale, og jeg er vokset op med at gøre noget for fællesskabet, forklarer Thomas Christensen.
Thomas har fx været frivillig i biografen i Korinth, siden han var 17 år. I dag er han frivillig direktør for biografen, som i dag hedder Korinth Kulturhus og er stedet, der danner rammen om den juletradition, Thomas startede op tilbage i 2018 – nemlig en juleaften med det hele – for alle, som måtte ønske sig selskab denne aften.
– Det var egentlig min mor, der fik idéen og gik og legede med tanken om en juleaften. Og så greb jeg den idé, fortæller Thomas Christensen.
Første år søgte Thomas en pulje ved Faaborg-Midtfyn Kommune, og så smed han ellers selv et par tusinde i projektet. De lokale i Korinth har også været gode til at bakke op og bidrage til det godgørende projekt, både private og forretninger.
– Det store juletræ får vi fra Catharina (ejer af Brahetrolleborg, red.). Så kommer hun og børnene dagen før og pynter træet, og det er bare så hyggeligt. Andre lokale er gode til at give os et par flasker vin, hvis de har noget til overs, vi får gerne en del fra Jim (Lyngvild, red.) og Morten, fortæller Thomas Christensen.
I år gør han det hele igen – for tredje gang – sidste år satte corona nemlig en stopper for julearrangementet.
Jul i biografen
Juleaften skal der ikke mangle noget. For bare 25 kroner kan interesserede se Disneys juleshow på storskærm, vinde pakker i pakkeleg og spise en fuld julemenu med alt, hvad der hører sig til.
– Vi begynder med forberedelserne allerede i oktober, hvor der er det førte opslag i Korintherbrevet. Det meste af november og december går med forberedelser, hvor vi skal købe pakker til pakkeleg, have styr på madlavningen, finde sanghæfter mm., forklarer Thomas Christensen.
Kan gæsterne ikke selv komme til Korinth, så henter Thomas dem gerne – og kører dem hjem igen. De forrige år har Thomas hentet og bragt cirka fem personer, og de kommer fra et stort opland, fx Dyreborg og Nr. Broby.
– Vi sidder ved ét stort bord, så alle kan snakke med hinanden. De fleste ligger inde med gode historier. Der kan godt være lidt stille til at starte med, men der kommer hurtigt en hyggelig stemning, hvor folk hygger sig og griner, fortæller Thomas Christensen.
Hele aftenen er Thomas opmærksom på den værtsrolle, han har. Han iagttager de mange glade mennesker, og hvis han spotter én, der er lidt stille, så sætter han sig gerne over og starter en samtale.
– Det er fantastisk at se, hvordan folk bare hygger sig, siger Thomas Christensen.
Det er hele Thomas’ familie, der hjælper til med forberedelserne, og herudover er der også nogle frivillige, der hjælper til.
Giv det videre
Gennem flere år har Thomas brugt enten sin bonus eller de penge, han har fået tilbage i skat til forskellige tiltag op mod jul til, med det ædle formål at sprede juleglæde blandt modtagerne. Pay it forward, kalder han gerningerne.
Når Thomas ikke arbejder som teknisk designer i sine forældres ingeniørfirma, så arbejder han i Ikea i Odense. Her uddeles der årlige julebonusser, og denne sum bruger Thomas gerne på at give glæden videre.
Det ene år havde Ikea en tøjdyrskampagne, og Thomas købte 50 små Ikea-bamser og gav dem videre til indlagte børn på børnehospitalet på OUH. Et andet år gik hans bonus til værestedet Reden i Odense.
– Jeg har også et år købt roser, som jeg delte ud på gågaden i Odense. Så kunne folk tage rosen med og give den videre til en anden. Så er der flere, der får glæde af en rose, forklarer Thomas Christensen.
Thomas er ikke meget for at tale om de gode gerninger, for han spreder ikke glæde for at blive set eller komme i medierne. Han kan ikke sætte så mange ord på, hvorfor han gang på gang bruger sine egne penge på at glæde andre, men de ord, der kommer, forklarer det hele.
– Der er bare glæden ved at give, konstaterer Thomas Christensen.
I november i år fik Thomas, sammen med fire andre ildsjæle, overrakt GF Fyns Ildsjælepris og en anerkendelse på 20.000 kroner. I begrundelsen skriver GF bl.a.:
“Thomas Christensen fra Korinth Biograf, er en vaskeægte ildsjæl, som blandt andet har samlet penge ind til et nyt filmlærred, doneret bamser til børneafdelingen på OUH og inviteret ensomme borgere til juleaften”.
Har du brug for nogen at dele juleglæden med, så kan du kontakte Thomas på 6130 5782.