De to faaborg-værtshuse Gåsen og Blækhuset har valgt at lukke ned hen over jul og nytår.

Det fortæller René Glasdam fra Blækhuset tirsdag formiddag.

- Annonce -

– Jeg har talt med Carsten Jensen ude fra Gåsen, og vi er blevet enige om, at det mest fornuftige er at lukke ned nu.
Smitten stiger voldsomt i området, og hos mig er mange af kunderne op i alderen. Vi sidder tæt her på Blækhuset, og selvom jeg kun har de 24 gæster indenfor, som jeg må ifølge reglerne, så synes jeg ikke afstanden er tilstrækkelig, forklarer Glasdam.

Beslutningen om at lukke ned har været svær.
– Ja, det er da trist, at vi ikke kan sige god jul og godt nytår til alle vores trofaste kunder. En del af vores kunder ser jo ikke så mange i hverdagen, så det gør da ondt, understreger René Glasdam, der dog heller ikke vil ende som “corona-værtshuset”.


Glasdam forventer at kunne åbne igen den 17. januar.

– Min store frygt er jo, at 20 mennesker pludselig er blevet smittet her på Blækhuset. Så kommer vi til at hedde “corona-værtshuset” til evig tid, det vil altså ikke være så sjovt, understreger han.

Både René Glasdam og Carsten Jensen har undersøgt mulighederne for at få del i de hjælpepakker, der ligger klar til branchen, hvis man frivilligt vælger at lukke ned, og Glasdam håber, at der er hjælp at hente.

– Det er ingen hemmelighed, at vi har haft penge med på arbejde den seneste tid, så rent økonomisk vil en mulig hjælpepakke lande på et tørt sted hos os, forklarer han.

Efter planen åbner begge værtshuse igen den 17. januar.

– Vil du ikke godt ønske alle en glædelig jul? Der er så mange jeg ikke har nået at “hilse af” med, slutter Glasdam

Rigtig glædelig jul