Kæresteparret Fie Grønning og Jacob Friis fra Faaborg udlever lige nu deres fælles drøm om at bo i en anden del af verden og være væk fra dagligdagen og deres comfort-zone i Faaborg i en længere periode.
Derfor har de slået sig i Thailand på Samui, hvorfra de arbejder og lever i øjeblikket.
Én ting de har taget med sig hjemmefra, er lysten til at løbe, og den har de dyrket sammen under hele opholdet i Thailand.
Forleden valgte de at kombinere den daglige motion med en stor udfordring og en god lokal sag.
Fie og Jacob stablede nemlig et velgørenhedsløb på benene til fordel en lokal elefantpark, der redder misbrugte elefanter efter blandt andet turist-ridning, turist-shows og logging, og giver dem behandling og et bedre liv.
– En dag mens vi løb, fik vi idéen til at lave et charity run med det formål at samle penge ind, fortæller Fie Grønning. Men parret var samtidig enige om, at de ikke “bare” skulle løbe rundt på de flade veje, men besluttede sig for at finde den stejleste bakke i området.
– Bakken, der ligger lige i nærheden af hvor vi bor, er lige knap en kilometer op og ned, og har en stigning på cirka 10 % på de 450 meter, hvor det går opad, og den ville vi prøve kræfter med, smiler Fie
Så idéen var, at parret skulle prøve, hvor mange gange de kunne løbe op og ned ad bakken på to timer.
Og via deres sociale medier inviterede de samtidig deres følgere til at støtte og donere ved at byde ind med et beløb pr. omgang. – Jo flere omgange, vi kunne løbe, jo større blev beløbet, vi kunne donere til elefanterne, siger Jacob om motivationen bag udfordringen.
– Vi brugte cirka en uge på at indsamle donationer, og vi oplevede stor støtte og opbakning til idéen. I alt endte vi med at have omkring 70 donationer på løbsdagen, så der var virkelig noget at løbe for, konstaterer Fie.
Og løbet blev der. I den dampende hede kæmpede de to sig op og ned af bakken i alt 17 gange, mens deres anstrengelser blev fulgt af venner og familie hjemme i Danmark via en live-sending på Facebook.
– Alt i alt indsamlede vi 21.620,5 kr. på eventet fra donationer fra alle de fantastisk søde mennesker hjemmefra, som har villet støtte os og elefanterne. Det er både nære venner og familie, bekendte – og endda også folk, vi slet ikke kender. Helt vildt rørende. Vi rundede selv beløbet op til 22.000 kr., svarende til 122.589,22 thailandske baht, som vi så kunne tage ud og aflevere til de søde mennesker, der driver elefant-stedet.
Det var en fantastisk oplevelse at overrække dem de penge. De blev meget overraskede over, at beløbet var i den størrelsesorden. Det var helt tydeligt, at de var mere rørte og taknemmelige. Efterfølgende lavede de på eget initiativ en ’elefant-kage’ som tak, som de gav til elefanterne, og vi blev inviteret til en babyelefants 3-års fødselsdagsfest, fortæller de eventyrlystne faaborgensere om den store oplevelse.
Da det koster omkring 100.000 kr. at redde en elefant, så det er tæt på en kvart elefant, at parret har tjent ind til.
Godt gået!