Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Mads Bordinggaard
Når ens hjemland er hærget af krig, når man tvinges til at gå i krig, men ikke kan udholde tanken om vold og død, så må man handle. Det gjorde Salah Zada, da han i 2014 flygtede fra Aleppo i Syrien og landede i Horne på Sydfyn. Her kæmper han nu sin egen kamp. En kamp for at give igen til det samfund, der tog imod ham, men også en kamp for at vise, at integration er en projekt med flere aktører.
– Det var slet ikke en beslutning. Jeg var tvunget til det. Ingen flygter frivilligt, og jeg kunne ikke leve med de konsekvenser, det havde, da jeg ikke mødte op til militærtjeneste for at gå i krig. At flygte er forbundet med stor risiko, man kan dø, man kan drukne i gummibåden eller blive fanget af menneskesmuglere.
Fra Aleppo til Horne
Jeg ankommer til interviewet med Salah, hvor vi har aftalt at mødes på café Soze. Da jeg træder ind ad døren, ser jeg ham med det samme. Omgivet af unge mennesker, der virker til at være glade for at se ham. Soze er Salahs tidligere arbejdsplads, og da vi har præsenteret os, bestiller han rutineret en flat white og ‘gerne med den gode skum’. Bag baren mødes han med smil og et ‘hyggeligt at se dig igen.’
Vi starter i hjemlandet, med den kontrast det må være at flygte fra en millionby til en landsby i et ukendt land. Salah tager en tår af sin flat white med skum og fortæller om hverdagen i Aleppo tilbage i 2014.
– Det var en lyserød verden. Jeg gik på universitetet og spillede fodbold på eliteplan. Vi var ikke rige, men vi manglede ikke noget og blev opdraget med gode værdier. Der var altid liv i byen. Mennesker dernede er meget imødekommende og varme, sociale og åbne overfor alle. Det var et varmt liv, men det var også blot ‘den lyse side af Syrien, forklarer Salah Zada.
Men lykken forsvandt med krigen og med Salahs indkaldelse til militæret. Han dukkede ikke op til sin militærtjeneste og blev eftersøgt af politiet og militæret.
– Jeg har to brødre, og vi havde kun råd til, at én af os flygtede, for det er dyrt at flygte. Mine brødre var meget optimistiske og troede på, at krigen snart sluttede. Jeg ville gerne videre, men det var en svær beslutning, for det er forbundet med en stor risiko at flygte, siger Salah Zada.
Efter en flugt med flere voldsomme oplevelser landede Salah på et asylcenter i Hjørring, hvor de ikke forlod området, da de ikke havde nogen tilknytning til det omkringliggende samfund. Efter seks måneder fik han opholdstilladelse, og det blev besluttet, at det var Faaborg-Midtfyn Kommune, der skulle tage imod ham. Kort efter landede den 22-årige mand i et rækkehus i Horne.
– Det var første gang, jeg mødte danskere. Jeg tænkte bare, hvor er de alle sammen henne? Klokken 17 er alt lukket og der er ingen mennesker. Jeg syntes, der var en dejligt natur i Horne, men ingen mennesker, og slet ingen unge mennesker. Det føltes tomt. Mine følelser og tanker kunne ikke komme i gang, jeg kendte ingen og var i minus på alt, kultur, sprog, økonomi, alt. Det var en kamp at skabe netværk og relationer, forklarer Salah Zada.
Heldigvis for Salah, havde han gå-på-mod. Han gik ned til byens pizzaria og spurgte efter et job – og fik det. Herfra gik det stærkt med at danne netværk.
Det danske system er en svær en
Salah taler nu flydende dansk, er i gang med en uddannelse til lærer, arbejder som selvstændig foredragsholder, og så han er netop opstillet på listen for enhedslisten til det kommende kommunalvalg i Odense. En stor del af de flygtninge, jeg kender, har kæmpet sig gennem sprogskolen og har svært ved at lande og slå rødder i det danske samfund, så hvordan er det lykkedes for Salah, vil jeg vide. Det handler vist både om evnen til at indrette sig og om stille sig kritisk overfor systemet.
Salah startede på sprogskole i august 2015, men de første måneder på skolen sagde han ikke noget som helst. Han lyttede bare. Da Salah efter nytåret kom tilbage på skolebænken, talte han pludseligt løs på dansk.
– Jeg har nok sprogøre. Jeg har lært at lytte, gemme information og analysere. Efter sprogskolen startede jeg på VUC for at tage 9. og 10. klasse. Normalt skal alle flygtninge gennem hele uddannelsessystemet, med mindre de har en gyldig bachelor uddannelse med sig. Dvs. 9 og 10 klasse, og så 3 år på HF, så i alt 5 år. Der er ikke plads til individuel vurdering og det gør at mange vælger at droppe ud. Det gør at vi bruger også for mange penge på nogen som kunne spare samfundet rigtig mange penge. Jeg brokkede mig til min vejleder og kæmpede for mine rettigheder. Efter to uger blev jeg overført til 10. klasse i januar 2017 – som den eneste flygtning, forklarer Salah Zada.
Efter det forkortede ophold på VUC startede Salah sin gymnasiale uddannelse på HF i Faaborg, hvor han dannede et netværk og venskaber. Men alligevel gik Salah rundt med en følelse af ikke at være glad og motiveret. Han savnede flere relationer, flere mennesker omkring sig.
Han gik til sin danske familie Lene Robdrup og Kim Møller og vendte sine tanker med Lene og blev mødt af endnu et ukendt dansk fænomen.
– Lene fortalte mig om højskoler, og jeg spurgte, hvad fanden det var for noget? Får man et eksamensbevis? I Syrien handler alt om beviser og certifikater, så hvad var et højskole-ophold? Lene holdt fast, jeg skulle på højskole for at danne relationer og for at bliver afklaret omkring fremtiden. Det viste sig dog, at det var for dyrt, så vi opgav det, fortæller Salah Zada.
Men endnu engang tilsmilede skæbnen Salah. Han vandt et højskole-ophold gennem en facebook-konkurrence udstedt af Højskolernes Forening og tilbragte seks måneder på Nordjyllands Idrætshøjskole.
– Her mødte jeg hygge, forståelse og vi var et lille samfund. Der var engagerede lærere, og vi talte om demokrati, samfundet og ligestilling. Højskolen kickstartede min interesse for samfundsforhold, forklarer Salah Zada.
Salah valgte at bosætte sig i Odense efter højskolen, og her fandt han endnu en genvej gennem uddannelsessystemet og gennemførte den gymnasiale uddannelse STX på et enkelt år. Salah fik sin hue på i sommeren 2020.
Integration er alles ansvar
Hvad gør du, kære læser, for at række hånden ud og møde et andet menneske? Hvad gør vi som samfund? Salah har mødt mange udstrakte hænder, og han har selv rakt hånden ud, hvilket har haft betydning for hans vellykkede integration. For Salah står det klart, at integration er 50/50.
– Det handler om, hvor meget du vil kæmpe for at være en del af det her samfund, og hvor meget samfundet åbner op. Samfundet har et ansvar, vi kan stå og banke på døren i timevis, men hvis den ikke åbnes, er det ligegyldigt, forklarer Salah Zada.
Løbende gennem sin uddannelses- og integrationsproces har Salah deltaget i frivilligt arbejde, blandt andet som fodboldtræner, DFUNK, Mino Danmark og som debattør i den offentlige debat om integration. I Faaborg Boligforening fik de øje på Salah, og de ansatte ham til et integrationsprojekt i Ringparken som projektleder.
– Det giver mig ro, og jeg føler mig glad. Det er frivilligt arbejde, som jeg selv har valgt. I Syrien findes frivilligt arbejde ikke, det er bare noget pjat. Boligforeningen syntes, jeg var den rette mand, bl.a. fordi jeg kan flere sprog og er en slags brobygger, og hen over sommeren har vi fx arrangeret fællesspisning, hvor vi på en gang snakker med hinanden, bekæmper ensomhed og skaber forståelse for forskellige kulturer, siger Salah Zada.
Salah er nu godt i gang med studiet til lærer, og han har netop valgt at stille op for Enhedslisten til kommunalvalget i Odense.
Hvis jeg vil bo sammen med min familie igen, så kræver det, at jeg har statsborgerskab. I Danmark har vi de strammeste regler i hele EU. Hvis jeg gør min uddannelse som lærer færdigt og får et fuldtidsarbejde umiddelbart bagefter, så vil jeg kunne få dansk statsborgerskab om 7,5 år. Dvs. 14 år i alt, fra jeg kom. Man kan godt føle sig udenfor cirklen og ikke værdsat. Det er én af grundene til at jeg går ind i politik, forklarer Salah Zada.
Salah vil ikke udelukkende beskæftige sig med flygtningepolitik, fastslår han, men han ser sig selv som en levende ekspert på området, når det gælder regler om integration. Udover flygtningepolitik er Salah meget optaget af ligestilling, uddannelse, velfærd og af at gøre en forskel.
Salahs familie lykkedes med at flygte fra Syrien i 2015 og bor i dag i Tyskland.
