Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
På Grevegaarden i Millinge bor Arne og Mia Clausen. Selvom de begge har passeret de 80, har de mere på hverdagsprogrammet og flere planer for fremtiden end de fleste. Blandt egne vinstokke og med udsigt til Svanninge Bakker fortæller de om det aktive pensionistliv, om tiden i Mellemøsten, Asien og Afrika, om kvindefrigørelse og atletikken som en afgørende faktor for 56 års samliv.
Året er 1962, stedet er Sakskøbing atletikklub. På 400 meter-banen træner 21-årige Mia hårdt og målrettet, mens 24-årige Arne skæver i hendes retning, mens han træner discoskast, højde- og længdespring. Arne har et godt øje til Mia, og det er gengældt.
Senere på året sætter Mia dansk rekord i 400-meter løb i tiden 57,6 sekunder og bliver dansk mester. Hun vælger at slutte atletikkarrieren på toppen og rejser i 1963 til en lille by i England for at være au pair. Arne rejser til Grønland for at afslutte sin militærtjeneste som ingeniør, men tager på besøg hos Mia i England, hvor de følger op på spirende følelser for hinanden.
I 1964 vender de begge tilbage til Danmark, og året efter bliver de gift i hjembyen Sakskøbing. I bryllupstalen fra Mias onkel bemærker han muntert, at han ikke forstår, at Arne har kunnet løbe Mia op, men at han jo må være ret god til taktik.
Ud i verden
Arne ville ud og se den store verden, det havde han vidst siden teenagealderen, men der havde ikke været en bestemt destination forude. Efter hjemkomsten fra Grønland var der fortsat en udlængsel, og parret fik muligheden for at rejse ud i verden sammen og greb chancen.
– Vi valgte Iran, og jeg indgik en to-årig kontrakt med ingeniørvirksomheden Kampsax om et job i den sydøstlige del af landet, nord for Bandar Abbas ved indsejlingen til den persiske golf. Men jeg bad om udsættelse, da vi skulle giftes først, ellers måtte Mia ikke komme med, fortæller Arne Clausen.
I Iran fik de stillet et hus til rådighed midt ude i ørkenen. Mia måtte lægge sin uddannelse som kontorassistent på hylden og sadle om til at være hjemmegående hustru, da hun ikke kunne få arbejde i midt i ørkenen, og da kvinder ikke måtte arbejde i Iran. Så mens Mia nu fordrev tiden med broderier og lange svømmeture i poolen i haven, arbejdede Arne som ingeniør og sikrede, at de veje, der blev bygget, overholdte samtlige krav. Samtidigt arbejdede han korruptionsforebyggende ved at sikre, at entreprenørerne kun fik betaling for de opgaver, de udførte, og ikke andet.
Inden de to år var gået, blev Arne kaldt hjem. For virksomheden ville have den unge, initiativrige ingeniør til Thailand. For Arne var det en drengedrøm, og heldigvis ville Mia gerne med. De tegnede en kontrakt for 2,5 år og rejste til Cholburi, der ligger sydøst for Bangkok ud mod Siambugten. Her skulle parret selv finde både et hus og et kontor, men ellers havde de begge samme opgaver som i Iran. Arne arbejdede, og Mia gik hjemme.
– I Thailand skulle jeg blot arbejde sammen med italienske entreprenører, og de var bestemt ikke nemmere at holde styr på, griner Arne Clausen.
Mia fik en del mere at se til på hjemmefronten, for i 1967 fødte hun deres første barn, en pige, og i 1969 kom endnu en pige til verden.
– Pigerne er begge født i Thailand, og vi boede forskellige steder, afhængigt af jobmuligheder. På grund af Vietnamkrigen var der mange amerikanske familier i Thailand, og amerikanerne var meget initiativrige og gæstfrie og havde oprettet både børnehave og skole. Så i en periode, hvor vi boede langs stranden i Pattaye, kunne pigerne gå langs stranden i børnehave og skole, fortæller Mia Clausen.
Efter ti år i Thailand, med en enkelt, kortere afstikker til Nigeria, måtte parret returnere til Danmark. Oliekrisen i 1973 pressede priserne på asfalt og brændstof i vejret, hvilket gav mange konflikter med byggeriet. Resultater blev, at Arne mistede jobbet. I 1977 var de derfor tilbage i Danmark, hvor Arne fik ansættelse hos Cowi i København.
Fra København til Millinge
De næste 26 år tilbragte parret i hovedstadsområdet, hvor Arne arbejdede med infrastruktur i både ind- og udland, mens Mia nu kunne starte sin egen karriere. Mia havde lært yoga i Thailand, og i Danmark meldte hun sig til yogauddannelsen, blev yogalærer og underviste på aftenskole, samtidigt med at hun arbejdede halvdags på kontor på DTU. Men i en tid med kvindefrigørelse tog Mia også et valg om at ville noget mere.
– Jeg gik til prøve på handelshøjskolen, uden at Arne vidste det. Han havde måske bare sagt, ’hvad skal du med det?’. Jeg tog en korrespondentuddannelse og derefter en engelskdiplomuddannelse og blev ansat på Miljøteknologisk Institut på DTU, forklarer Mia Clausen.
Mia havde god tid til sin uddannelse og det nye arbejde, for Arne rejste i perioder 100-125 dage om året – for det meste for udviklingsbankerne i Washington. Men da pensionsalderen nærmede sig, begyndte parret at kigge sig omkring efter en landejendom, for at komme lidt tilbage til de rødder, de kendte fra Sakskøbing. Men lidt tilfældigt faldt de over drømmestedet på Sydfyn.
– Vi havde kigget efter en ejendom længe, men forgæves. En dag kiggede jeg i Berlingske, og Mia spurgte, om der var noget godt. Ja, på Fyn svarede jeg. Men det var for langt væk. Alligevel kørte vi forbi Grevegaarden på vej til vores datter på Samsø, og det endte med, at vi kørte forbi igen på vejen hjem, fortæller Arne Clausen.
Det stråtækte tag og de charmerende omgivelser med Svanninge Bakker som baggrundstæppe for grunden vandt deres hjerter, og i 2003 flyttede parret ind på Grevegaarden i Millinge.
– Jeg havde halvdagsstillingen hos DTU, men jeg havde også mit eget event-firma, som jeg startede i 1996, og det arbejde kunne jeg klare hjemmefra. Arne lavede en aftale med sin arbejdsplads om at tage til København to dage om ugen, og så kunne vi godt flytte til Sydfyn, fortæller Mia Clausen.
Det første år i Millinge bød fortsat på mere end 100 rejsedage for Arne, men langsomt lykkedes det ham at trappe ned på arbejdet, hvor han tidligere havde været projektleder på flere store opgaver i Københavns Lufthavn og på første fase af metroprojektet. I 2011 lod Mia sig pensionere som 70-årig, og året efter fulgte Arne, der nu var 74 år. Det var dog ikke muligt for dem at sidde stille.
Have-elskende vinbønder
Pensionist-tilværelsen på Grevegaarden er en yderst aktiv tilværelse. På den tre tønder land store grund har Arne og Mia anlagt en pool, så Mia kunne fortsætte sin rutine fra udlandet med lange, daglige svømmeture. Tæt ved poolen er der anlagt en forsænket have med rosenbede, og med en rislende lyd langs bækken, der omgiver grunden, finder man også en kæmpe urtehave, bistader, en rhododendronhave og ikke mindst – vingården.
– I 2008 købte vi 225 vinstokke og plantede fem rækker med grønne druer og 11 rækker med blå druer. Så nu er vi også vinbønder med egen vingård og vineri. På gode år kan vi komme op på 300-350 flasker fra egen produktion, forklarer Arne Clausen.
Hvis man spørger parret, hvor mange timer de dagligt bruger på den enorme grund, så har de ikke tal på det, men det står helt klart for dem begge, at de ikke er færdige med at finde på nye projekter.
– Vi går udenfor fra morgen til aften. Det er hele vores liv nu, vi elsker at skabe noget og finde på nyt, fastslår Mia Clausen.
Når tiden ikke fordrives med ukrudtbekæmpelse eller kreativ udfoldelse i haven, så finder man ofte Mia i Faaborg golfklub, hvor hun flere gange om ugen traver banen tynd, mens Arne fordyber sig i sine aner som formand for Faaborg-Midtfyn Slægtsforskerforening. De er enige om, at de er langt fra færdige med at være aktive og idérige, og enige i at de næppe får ført alle idéerne ud i livet.
