Tekst: Christina Bøgebjerg
Foto: Christina Bøgebjerg
Heidi Hansen og Mulle Frost har den private dagpleje Skelmose, og hver dag i sommerperioden tager de deres otte børn med ud i skoven ved Kronborgvej, ikke langt fra Faaborg Golfklub og Svanninge Bakker.
I et afgrænset indhegnet område blandt træerne kan børnene rende frit omkring, sove til middag i shelteret, og lege i de små træhuse. Hver onsdag får de besøg af nogle af de andre dagplejere fra Korinth, Horne og Faaborg.
Onsdag d. 7. juli om aftenen skulle Danmark spille EM semifinale, men der var dog en anden grund til, at skovområdet var pyntet med flag overalt. To fødselsdagsbørn blev fejret denne dag, Viggo på 1 år, som i dagens anledning havde forældre og bedstefar med, og Mulles datter på 14 år.
– Og således spænder vores dagpleje bredt. Alle er velkomne her, man skal bare kunne sove til middag, griner Heidi.
Mulle og Heidi er søstre, og skovområdet har faktisk været på familiens hænder i mange år: – Hele området udenfor skoven her med juletræerne har familien dyrket i flere årtier. Herinde i skoven forsøgte min far for en 30 år siden at plante juletræer, men de kunne ikke trives i mosejorden, så vi plantede andre sorter. Da jeg blev dagplejer for godt 20 år siden, tilbød min far mig dette område. Vi fik hegnet det ind, bygget små træhuse og shelter, så nu er dagplejen her dagligt i hele sommerperioden. Om vinteren er vi primært i mit hus, men ind imellem tager vi herned og laver bål, og drikker varm kakao, fortæller Heidi.
Naturen gør noget ved os, også børnene, og Heidi mærker en tydelig forskel på sommer og vinter: – I sommerperioden, når vi er her i skoven, er her et minimalt niveau af konflikter med børnene, og de falder hurtigt i søvn, når vi har puslet dem og lagt dem til rette på madrasserne i shelteret, sammenlignet med vinterperioden hvor vi primært er i mit hus, er Heidis erfaring.
Det er ikke kun børnene, der elsker de grønne omgivelser. – Jeg har sagt til mine børn, at hvis jeg en dag har pakket min kuffert og er væk, kan de altid finde mig hernede. Jeg kommer aldrig længere væk end her, afslutter Heidi smilende.
