Hvis du synes, at du har set Ole Billum på vejen bag rattet i en enorm stor blå traktor, så er den god nok.

Den lokale erhvervsmand der de seneste år har brugt det meste af sin tid på at udvikle ejendomme over hele landet, har fået en ny og særdeles tidskrævende hobby. Han er nemlig blevet det, han selv kalder en fritids-landmand.

– Jeg har købt hesteejendommen Skovgaarden på Nyborgvej sammen med min kæreste Malene, og hestene skal jo have noget at spise, så da min gode ven Morten Bonde, der er deltids-landmand, over en øl præsenterede mig for idéen om, at vi sammen kunne lave de her wrap-baller til hestene, så sagde jeg ja, og lovede at købe en presser og en traktor, så det har jeg gjort, smiler Billum, og vender sig mod den nye blå New Holland traktor.

- Annonce -
Tennisketcheren må skule misundeligt til den blå New Holland, hvor Ole Billum i øjeblikket bruger en stor del af sin fritid.

Det er dog ikke helt fremmed for ham at arbejde i marken.

– Nej, jeg har altid været interesseret i maskiner, og havde faktisk muligheden for at blive landmand i en ung alder, hvor jeg snusede til jobbet på en gård i Åstrup, men det fangede mig ikke rigtig dengang, husker han.

Selv om Ole Billum kun kalder det en hobby, så går der noget tid med det, erkender han.

– De sidste to uger, har vi kørt hver aften, og været hjemme kl. 02.30 om natten, men vi tæller ikke timerne, da vi hygger os med det, selvom det er hårdt, erkender han.

Ole Billum med sin gode ven Morten Bonde. Tilsammen danner de det, de kalder Team Wrap.

På spørgsmålet om, hvornår Billum sidst har haft et job væk fra skrivebordet, og som gav ham sved på panden, tøver han.

– Jaa, jaaa. Det er faktisk et godt spørgsmål, men det er da ved at være nogle år siden, at jeg arbejdede som maler, men jeg synes egentlig godt, at jeg kan følge med, det meste foregår jo med maskiner. Når det så samtidig er ude i smuk natur, og vi får lavet en masse mad til dyrene, så kan jeg egentlig godt slappe af med det. Det kan eller andet, slutter han.

Billum nyder de flotte marker ved Arreskov Sø, hvor der laves wrap-baller til hestene hjemme på Skovgaarden.