Tekst: Christina Bøgebjerg
Foto: Christina Bøgebjerg
Alle er velkomne i HUSET på Færgevej, unge som gamle, og det mærker man tydeligt med det samme, man træder ind ad døren.
HUSET er for alle borgere over 18 år i Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor du gratis kan deltage i aktivitets- og selvhjælpsgrupper, gå til foredrag og debatter, samt få anonym rådgivning.
Nu er deres “Godmorgen Faaborg”-koncept startet op igen, hvor du alle hverdage fra klokken 9-11 kan komme og få kaffe, brød og hygge.
Anne Lassen, den daglige leder, går begejstret til og fra sin stol, hver gang en ny gæst kommer ind i HUSET.
Hun har ikke kedet sig siden jul: – Vi har siden nedlukningen i december kørt rundt til godt 200 vanlige gæster og leveret hjemmebagte boller, og har ringet rundt til ca. 400 for at høre til dem.
Anne glæder sig til, at HUSETS mange grupper kan åbne op igen, forhåbentlig efter pinse:
– Vi har bl.a. vores Stress/Angst/Depressionsgruppe, vores forældrenetværk for småbørnsfamilier med børn i alderen 0-5 år, kræftgrupper, kreativ gruppe og brætspilsgruppe. Sidstnævnte blev faktisk startet op af en ung kvinde fra VUC på gymnasiet. Hun er desværre flyttet pga. sine studier, men gruppen spiller stadig. Vi ville gerne tiltrække flere unge, og overvejer at starte en Sofie Linde gruppe op, hvor de unge kan få et fællesskab, fortæller Anne.
– Vi har 40 frivillige tilknyttet HUSET. Nogle af dem er tovholdere i grupperne, andre har mindre opgaver som for eksempel at bage boller eller købe smør til os, når der er tilbud. Uden de frivillige kunne vi ikke eksistere, afslutter Anne smilende, inden hun vender tilbage til Edel, en af de frivillige, der spiller til HUSETS månedlige sang arrangement. HUSET’s keybord er gået i stykker, og Edel kan hjælpe med indkøb af et nyt.
HUSET har i øjeblikket åbent alle hverdage fra 9-11, dog lukket fredag i Kr. Himmelfartsferien.
Du kan læse om alle grupperne og de øvrige arrangementer på HUSETS hjemmeside: HUSET i Faaborg | Møde-/værested – HUSET (huset-faaborg.dk)
HUSETS Facebookside: Huset | Facebook