Tekst: Christina Bøgebjerg
Foto: Privat

Hvad gør du, hvis du er kørt sur i frikadeller og flødekartofler, din by ikke huser en italiensk eller fransk restaurant, og verden ikke er åbnet op endnu? Du kan for eksempel gå på hjemmesiden www.verdenpamenuen.dk, hvor et ungt lokalt par deler opskrifter fra verdens køkkener.

Når Amanda Smith ikke skriver bachelor, eller står i laboratoriet på Syddansk Universitet, hvor hun læser kemi, dyrker hun en anden passion.
Hun og kæresten Søren Møller Hansen fra Faaborg elsker at rejse, og på deres første tur til Østen fandt de en anden fælles lidenskab. – Vi synes begge to, det er helt vildt fedt at rejse. Vi tog til Thailand i 2017 i vores sabbatår efter gymnasiet. Jeg har altid været meget kræsen, og bliver hurtigt træt af mad, hvis jeg får det samme hele tiden. Både Søren og jeg har altid fået klassisk dansk mad som børn. Da vi kom til Thailand, var vi chokerede over, hvor lækker mad man kunne få udenfor Danmark. Det var en helt ny verden, der åbnede sig for os, fortæller Amanda.

- Annonce -
Amanda og Søren kom tæt på lokalbefolkningen og kulturen i Thailand på flere måder

– Ved et tilfælde havde jeg på Tripadvisor set en annonce for et madkursus, som Thailand gør meget ud af. Da vi kom hjem, begyndte vi at lave thailandsk mad, som folk synes, var rigtig lækker. Mine veninder efterspurgte opskrifterne, og jeg fik dermed ideen til en blog om verdensmad, fortsætter Amanda.

– Hvert år siden har vi været på ferie i Frankrig, Grækenland og Cypern. Her kunne vi ikke finde madkurser, men besøgte forskellige restauranter med lokal mad og talte med de lokale. På Cypern var vi på tur med en guide, hvor vi gik rundt i byen, og han anbefalede de steder, hvor man kunne få lækker lokal mad. Når vi kommer hjem fra vores rejser, laver vi maden inspireret af de steder, vi har været. Nogle af opskrifterne har vi selv fundet på nettet, og måske rettet dem til, andre er fra de steder vi har besøgt.

Søren, som til daglig læser robotteknologi, får et indblik i det thailandske køkken

– Thailand er et køkken, der ligger ret langt fra det danske, så vi lærte bl.a. om en hel masse ingredienser, vi aldrig havde hørt om før. Hvis det er muligt, vil vi klart anbefale et madkursus, når du er ude og rejse. Du lærer også de lokale bedre at kende på den måde, anbefaler Amanda.

For Amanda og Søren hænger mad uløseligt sammen med et lands kultur og historie: – Thailandsk mad er inspireret af de lande, landet grænser op til. Især i Bangkok er maden meget kinesisk inspireret, fordi der kom en masse immigranter til landet fra Kina i 1900 tallet. Thaierne spiser som regel med ske og gaffel, fordi det meste er wok mad. Så vi kunne se på retten, om den var kinesisk inspireret, alt efter om vi fik ske og gaffel eller spisepinde, som typisk hører til kinesisk mad, siger hun.

– Man behøver ikke være i landet for at opleve maden, men følelsen forstærkes da klart af at være der. Men du kan sagtens finde det i Danmark. Vi har ikke så meget verdensmad lokalt, så hvis folk ikke har mulighed for at komme ud til de forskellige køkkener, vil vi gerne hjælpe til, at de kan lave det derhjemme. Hjemmesiden er meget ny, og det er vores plan at lægge flere opskrifter op og give en introduktion til de forskellige køkkener. Når Corona er overstået, kan vi komme på flere ture, hvor vi vil lave en slags rejsevejledning ift. maden kombineret med, hvad den siger om kulturen og historien.

– Vi håber, folk får en større interesse for, hvor spændende mad kan være fra resten af verden. Man får et helt specielt bånd til landet og kulturen ved at spise lokal mad. Især deres traditionelle retter siger meget om historien. For eksempel stammer mange af de græske retter fra den periode, hvor immigranter kom til fra Tyrkiet. Grækerne tog deres mad til sig, så deres egne retter har dele fra den tyrkiske mad. Som et moderne fusionskøkken, smiler Amanda.

– Jeg har aldrig spist, fordi jeg skulle. Hvis Søren og jeg har haft en lidt kedelig dag, er det vores aftensmad, vi ser frem til. Hvis man kan få noget lækker mad, og samtidig lære noget om det land, maden kommer fra, så er det rigtig spændende. Hvis vi kunne, ville vi rejse hver dag. Når vi laver mad fra andre verdener, kan vi føle, vi er på miniferie.

– Jeg er blevet mere åben overfor mad, jeg ikke har prøvet før. Jeg kan stadig godt lide dansk mad med måde, men det er dejligt at kunne få varieret mad fra flere verdener, siger Amanda afslutningsvis.