Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
Marisalin-brødrene, Robin, Collins og Alwis, voksede op på Sri Lanka med deres forældre. Men i 1985 tvang urolighederne i landet forældrene til at træffe et svært valg. De blev boende, mens deres sønner blev sendt væk. Væk fra krig, væk fra undertrykkelse af tamilere, væk fra en risiko for at blive hvervet til oprørsgruppen De Tamilske Tigre. I dag bor de tre voksne brødre i Faaborg, hvor de holder fast i deres hjemstavns traditioner, mens de samtidig har for øje at passe ind i den kultur, de nu engang er en del af. Mød familien bag Torvets Burger og Pizza.
Bag disken hos Torvets Burger og Pizza møder vi Dinisan Robin og hans onkel Alwis Marisalin. De har travlt, for corona-situationen har udelukkende haft en positiv virkning på deres omsætning. Den centralt beliggende fastfood-restaurant har gennem årene været omdrejningspunkt for især byens unge mennesker, og det er herfra, at den srilankanske familie har fået deres syn på og tilknytning til Faaborg.
Dinisan er søn af Robin Marisalin, 19 år, født og opvokset i Danmark. Til dagligt studerer han på Faaborg gymnasium, og når han har fri, hjælper han gerne til i familievirksomheden. Dinisan har et godt kendskab til sin families forhistorie, og godt suppleret af nevøen fortæller onkel Alwis om, hvordan de tre brødre endte i Faaborg.
Turen til Danmark
Året er 1985. Mens borgerkrigen raserer landet, tager ægteparret Marisalin og Mary Jasitha en drastisk beslutning. De har tre sønner på hhv. 17, 15 og 9 år, som de ønsker at beskytte fra urolighederne og fra at blive hvervet til oprørsgruppen De Tamilske Tigre.
– Alle unge drenge skulle være tamilske tigre, og det ville mine forældre undgå. Vi flygtede med mine forældre i en lille båd, hvor vi kom til Indien og videre til Thailand, fortæller Alwis.
Forældrene vendte tilbage til det borgerkrigsramte Sri Lanka, mens Alwis fortsatte til Tyskland med noget familie. De to storebrødre, Robin og Collins, fortsatte til Danmark.
Alwis sluttede sig til sine brødre i Danmark i 1991, hvor Robin havde etableret et pizzaria på Langeland.
– Det var svært i starten i Danmark, jeg gik i skole to-tre år og lærte sproget, og så havde jeg heldigvis mine to brødre. Det er jo en helt anden kultur og en helt andet slags mad, end vi kendte fra Sri Lanka, fortæller Alwis.
I pizzeriaet fik Alwis gode erfaringer med fastfood-branchen, og et par år senere skulle det komme Faaborg til gavn.
Mødet med Faaborg
Syv år efter ankomsten til Danmark, i 1998, åbnede Robin og Alwis en grillbar på Torvet i Faaborg.
– Vi havde kendskab til branchen fra Langeland, og vi fik god hjælp fra den tidligere indehaver her på Torvet med overleveringen. Og så har stedet her jo bare en god placering, fortæller Alwis.
Placeringen på Torvet betød også, at brødrene fik Faaborgs byliv helt tæt ind på livet.
– I starten var der meget ballade. Ofte lige udenfor vores vinduer. Vi kunne følge livet i byen på nærmeste hold. Der var meget kriminalitet og ballade. Det var ofte danske unge og udenlandske unge, der ikke kunne enes, forklarer Alwis.
Kultursammenstødene i bylivet var ikke den de eneste kulturelle forskelle, de oplevede som tilflyttere. Men de tamilske brødre har formået både at bevare og forny deres traditioner.
– Danskerne er meget alene, især de gamle sidder alene. Tamiliere holder meget sammen som familie. Religionen er ikke så tydeligt i Danmark, og da vi er katolikker, var det heller ikke svært at møde de danske religøse traditioner, fx holder vi jul, lige som danskere gør det. Og så er min yndlingsmad pølser, fortæller Alwis.
Selvom de danske traditioner er blevet en del af deres familie, så er det fortsat vigtigt for dem at bevare tilknytningen til de tamilske rødder.
To kulturer
Tamilere i Danmark har deres eget fællesskab, som hedder Tamilsk samfund for katolikker. Hvert år samles mere end 1.000 tamilske katolikker i Øm i Jylland, hvor de over tre-fire dage mødes med gamle venner.
– Vi overnatter på vandrehjem og det er virkeligt hyggeligt. Der kommer også en katolsk biskop og holder gudstjeneste. Men Alwis må hvert år køre hjem om aftenen, for han skal jo holde forretningen åben, fortæller Dinisan.
De to mænd forklarer, at tamilske katolikker går i kirke hver søndag og altid bærer et kors – de har Gud med sig overalt. Men i deres religion ligger også en stor respekt for andres holdninger, og derfor har de aldrig oplevet, at deres religion har givet dem udfordringer i Danmark.
Borgerkrigen i Sri Lanka
Borgerkrigen var en væbnet konflikt mellem De Tamilske Tigre og regeringen.
Tamilerne følte sig undertrykte, bl.a. da flertallet af indbyggerne i landet er singalesiske buddhister, og på en kompliceret baggrund af koloniseringen var singalesisk i mange år det eneste officielle sprog i landet.
Krigen varede fra 23. juli 1983 til 18. maj 2009, hvor regeringen med hjælpe fra omverdenen besejrede De Tamilske Tigre.
Det anslås, at 70.000 mennesker blev dræbt under den 26 år lange krig.
Vi nærmer os hinanden
Det er ikke kun, når resten af familien er i Øm, at Alwis arbejder i forretningen. Faktisk er han at finde bag ruderne på Torvet 14 timer dagligt, syv dage om ugen. Kun den 24. og 31. december holder de lukket.
– Vi har omkring 700 gæster om ugen i forretningen, og faktisk er vi lige kåret til det tredjebedste spisested på Fyn, da vores kunder bakkede godt om os i konkurrencen. Vi har alle slags kunder i alle aldre, og især vores friskbagte slices er et hit blandt de unge, fortæller Dinisan.
Dinisan er vokset op med de frihedsgrader, som den tamilske tradition indebærer, og det har bragt ham helt tæt på den danske kultur.
– Børneopdragelsen i vores tradition er meget løs. Man kan få lov at passe sig selv. Bare man passer sin skole og uddannelse, så er der fri leg. Og det har givet mig mulighed for at være meget sammen med både danske venner, men også muslimske venner, fortæller Dinisan.
Selvom rammerne var fri, var der alligevel nogle restriktioner.
– Jeg er jo opvokset i Ringparken og har haft det hårde liv helt tæt på. Så jeg måtte fx ikke være ude sent. Jeg er glad for, at jeg ikke er endt i kriminalitet, fortæller Dinisan.
I bylivet udenfor vinduerne mærker Alwis også, at der ikke længere er så meget uro i bylivet.
– Nu er der næsten ingen ballade. Der er jo fulde folk, men folk hygger sig bare, og vi ser, at danskere og udlændinge går rundt sammen, fortæller Alwis.
– Det store slæb med at holde forretningen kørende skal komme den næste generation til gavn, forklarer Alwis Marisalin.
– Vi har mange kunder, og dem passer vi godt på. Men det her er vi brødres projekt. Vores børn skal uddannes, så de ikke skal knokle så hårdt. Men de skal arbejde, de skal vide, hvor pengene kommer fra, fortæller Alwis.
Og børnene, der alle er sig bevidste om, hvor de kommer fra, er alle godt på vej.
– Min storesøster læser til kemiingeniør i Odense, og jeg planlægger at starte en bachelor som socialrådgiver til sommer og derefter tage en kandidat i kriminologi, fortæller Dinisan.
De Tamilske Tigre
De Tamilske Tigre var en oprørsgruppe, der blev grundlagt i 1972. De kæmpede for regional autonomi for den nordlige og østlige del af landet, altså en uafhængig tamilsk stat, så tamilerne kunne bevare deres kultur og identitet som tamilere.
I dag er både singalesisk og tamilsk officielle sprog i landet.