Tekst: Christina Bøgebjerg
Foto: Faaborg Golfklub/Det Rigtige Faaborg

Faaborg Golfklub har fået en fornem pris i forbindelse med Golfhæftet Awards 2020.

Bestyrelsesformand i klubben Jørgen Bremholm fortæller:
– Golfhæftet er en slags voucher, en rabatordning. Du køber det til ca. 650 kr, og med det i hånden kan du nu spille i alle klubber i Danmark til halv pris. Der blev spillet godt 86.000 runder golf i Danmark i 2020. Hver gang en spiller med et Golfhæfte besøger en ny bane, får man et spørgeskema om den generelle oplevelse, det gælder både banens kvalitet, faciliteter, spisning osv.

Faaborg Golfklubs medlemmer har ikke kunnet stemme på egen klub, da de jo kun bruger Golfhæftet, når de besøger andre baner. Vi havde i 2020 ca. 5200 gæstespillere på vores bane. De har kunnet stemme på os, såfremt de har haft et Golfhæfte.

Bestyrelsesformand Jørgen Bremholm er glad for priserne fra Golfhæftet Award 2020

Og det har gæstespillerne benyttet sig af. Der skal være minimum 49 bedømmelser, og en gennemsnitsrating på 4.0 (ud af 5), for at en klub kan komme i betragtning til en normering. For Faaborg Golfklub betød det en 1. plads i kategorien “Best Hospitality” (gæstfrihed, red) og 2. pladser i kategorierne “Best Value for Money” (mest for pengene, red) og “Favourite Golf Course” (favorit golfbane, red).

- Annonce -
Faaborg Golfklub ligger i det naturskønne Svanninge Bakker

– Kategorien Best Hospitality handler om gæstespillernes generelle oplevelse i deres kontakt med klubben. Hvordan de bliver serviceret i sekretariatet, når de ankommer og skal i gang, og hvis de skal for eksempel skal leje en buggy, altså en golfvogn. Hvordan de bliver mødt af de andre spillere på banen, greenkeepere mm, fortæller Jørgen.

– I kategorien Best value for Money, hvor vi fik en 2. plads, handler det ikke så meget om, at vi er en billig bane. Langt de fleste baner på Fyn har nogenlunde samme prisniveau. Så det handler nok i højere grad om, hvor meget og hvad man får for pengene. Og der tror jeg helt klart, vores beliggenhed spiller ind. At de får en naturoplevelse ved at spille i Svanninge Bakker. Generelt handler det jo om en totaloplevelse: Er det en flad parkbane eller i kuperet terræn? Hvordan er kvaliteten af banen?

Han fortsætter: – Og 2. pladsen i kategorien Favourite Golf Course har nok nogle af de samme grunde. Vores bane er størrelsesmæssigt en gennemsnitsbane, ca. 6 km hvis du går den slagne vej. Nomineringen i denne kategori er fra gæstespillerens side, det samme som at sige “Jeg kommer igen”. Det er igen nok især grundet Svanninge Bakker, men også kvaliteten af banen: Hvordan er fairwayen for eksempel klippet? Hvordan er sandbunkerne, og hvordan er det at slå nede i sandet? Hvordan er hastigheden på greens, når man skal putte kuglen i hullerne?

Jørgen og Faaborg Golfklub modtager meget gerne nye medlemmer: – Ring til sekretariatet, som sætter dig på et træningsforløb. Det giver dig både et golfkørekort og et medlemskab i klubben, og automatisk også et medlemskab i DGU (Dansk Golf Union, red). Du betaler et årskontingent til klubben, og spiller derefter gratis lige så meget du vil. Besøger du andre klubber, betaler du deres greenfee. Vi starter op med nybegynderhold 8. april. Det tager i snit en 6-10 uger at få golfkørekortet, som koster 995 kr. alt inklusive, hvor man låner udstyret. Når man så melder sig ind, modregnes de i 1. kvartals kontingent.

Vi har i øvrigt Åbent Hus i Faaborg Golfklub 25. april 2021, hvor du er meget velkommen, siger Jørgen afslutningsvis.