Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
I denne artikel kan du læse om en kvinde med modet til oprør og evnen til integration. Rumænske Maria Bonea har med en indædt vilje kæmpet sig væk fra et dårligt ægteskab og væk fra et land med korruption og urimelige løn- og boligforhold. I dag bor Maria med sin nuværende mand i Danmark, hvor de har købt deres eget hus i Horne. Her har de et godt liv og verdens bedste naboer, mener Maria, der netop nu er ved at læse op til indfødsretsprøven – hun vil nemlig være dansker.
I en gammel, men nyrenoveret, landejendom i Horne tager 53-årige Maria Bonea imod med et bredt smil og åbne arme. Der er også et glimt af nervøsitet i hendes øjne, for Maria har sagt ja til at fortælle sin historie. En historie, som rummer en del mørke sider.
På det veldækkede kaffebord er der stillet an med hyldeblomstsaft lavet efter en gammel rumænsk opskrift og tærte fra Hornekøbmanden. I den anden ende af bordet er der stablet op med gamle fotoalbums, der skal bevidne noget om tiden i Rumænien – om tiden før Danmark.
Med kaffe i koppen begynder Maria sin fortælling.
Danmark som mulighed
Da Marias datter, Paula, læste sit sidste år på gymnasiet i den rumænske by Satu Mare, traf hun en mand, der kunne fortælle meget godt om universiteterne i Europa. Da datteren senere på dagen derhjemme med entusiasme i stemmen fortalte om samtalen, var Maria ikke sen til at reagere.
– Jeg syntes, det lød spændende, og jeg spurgte hende derfor, om hun var interesseret i at komme til Europa og læse på universitetet. Det var hun heldigvis.
Datteren Paula rejste derfor til en lidt større by 400 kilometer hjemmefra, hvor hun kunne tage optagelsesprøven til det europæiske universitetssystem. Paula bestod, og valget faldt på Danmark.
– Danmark ligger væsentligt tættere på Rumænien end fx England, og så er universiteterne gratis. Min datter rejste i 2009 til Aalborg, hvor hun startede med at læse en bachelor i turisme.
Fra Rumænien var det svært for Maria at støtte sin datter, både praktisk, mentalt og økonomisk, og hun overvejede derfor muligheden for selv at flytte til Danmark.
– Det var en svær beslutning. Min søn gik på universitetet i Sibiu i Rumænien, hvor han læste til IT-ingeniør. Det havde vi kun råd til, fordi han havde vundet en konkurrence i gymnasiet, og præmien var en gratis plads på universitetet. Jeg talte med min mand, der er serber. Han kendte nogle serbere i Danmark, som gerne hjælpe os, hvis vi flyttede, og det gjorde en 180-graders forskel for vores beslutning.
I september 2010 landede Maria og hendes mand, Slavisa, således i en lejlighed Nyborg, hvor de begge fik arbejde indenfor rengøring, mens de samtidigt fulgte undervisningen på sprogskolen.
Fattigdom, korruption og oprør
For Maria var fuldtidsjob kombineret med sprogundervisning ikke at regne for noget særligt, for i Rumænien havde hun altid haft to stillinger, da lønnen er så lav, at et enkelt arbejde ikke er nok.
– Jeg arbejdede med multimedier, og så var jeg chefsekretær for alle skolerne i Satu Mare, der er et område med omkring 100.000 indbyggere. Min daværende mand arbejdede som underofficer i SRI, som er en pendant til efterretningstjenesten CIA, bare i Rumænien. Vi arbejdede meget begge to, og alligevel var vi ikke rige.
Cheferne i SRI var dem, der bestemte det meste. Samtlige højtider og fester foregik sammen med kollegerne, og de øverste chefer blandede sig også gerne i, hvad der foregik i hjemmene. Kom Marias mand hjem og stille fortalte, at de skulle ‘foretage en grundigere rengøring’, så var det tid til at tjekke, om der var sat overvågning op i deres hjem.
– Det må være svært at forstå, det kan jeg godt høre, men det var altså blevet meget normalt for os.
En særlig episode har brændt sig fast i Marias hukommelse, nemlig året 1989, da revolutionen mod det kommunistiske regime rasede. Her arbejdede Maria på Borgerservice, hun var højgravid og havde sønnen Poul, der var 3,5 år gammel.
– Bygningen, hvor min eksmand arbejdede, blev overtaget af oprørerne. Alle officerer blev holdt indespærret i bygningen i tre måneder. De sagde, at det var for at beskytte dem, men de tanks, der holdt ude på gaden, havde rettet deres kanoner ind mod bygningen. Jeg var alene med min søn og var gravid, og det var rædselsfuldt.
Maria og de øvrige hustruer fik lov at levere mad til deres indespærrede mænd, men det var uvist, hvornår de igen blev sluppet ud.
Det private oprør
Udadtil virkede familien som en almindelig familie med gode jobs og sunde børn. Men indenfor hjemmets vægge var realiteterne en helt anden med et ægteskab, der var præget af alkoholmisbrug og vold.
– Men dengang i Rumænien kunne en kvinde ikke blive skilt. Især ikke, hvis ens mand er i efterretningstjenesten. Jeg blev presset og blev truet med, at jeg ville miste mine børn og mit arbejde, hvis jeg ville skilles. Så jeg var tvunget til at blive i ægteskabet.
Men Maria havde gode forbindelser gennem sit job som chefsekretær, og chefen var villig til at støtte hende.
– Jeg blev skilt i 2003, som den første kone af en efterretningsofficer fra min by. Min mand smed mig omgående ud, og så stod jeg der, med to børn på 14 og 17 og ikke andre ejendele end det tøj, vi havde på. En af mine kollegaer gav os et værelse på gymnasiet, hvor vi kunne blive flere måneder. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det har var min chance. Jeg kendte jo konsekvenserne, men hvor meget kan man tåle, og hvor meget ville det påvirke børnene?
I Rumænien er der nærmest umuligt for en enlig mor med to børn at få en lejlighed, da lønnen er for lav til at betale huslejen, og korruptionen er tårnhøj. Men igen var Maria heldig at have sit netværk i orden.
– Min chef hjalp med at skaffe os en lille lejlighed for socialt udsatte. 24 kvm havde vi. Da vi fik nøglen og låste os ind, så lagde jeg mig ned på gulvet og græd af glæde.
Trods de smalle kår formåede Maria at tjene nok til at holde familien på fode og betale for børnenes skolebøger. Herudover stillede hun store krav til børnene – de skulle læse deres lektier, og når hun arbejdede i weekenderne, skulle børnene også læse.
Maria boede alene med børnene i seks år, indtil hun i 2009 mødte sin nuværende mand, Slavisa.
Verdens bedste sted
Efter en kort tid i Nyborg flyttede Maria og Slavisa til et rækkehus i Tårup. Slavisa, der arbejdede som mekaniker i Rumænien, havde taget førerbevis til både bus og lastbil og arbejdede som chauffør, mens Maria fortsatte med rengøringen.
Sammen kiggede de efter et billigt hus på Fyn, og fandt i 2013 Fyns allerbilligste hus – i Horne.
– Er det ikke utroligt, efter bare tre års arbejde i Danmark, hvor man har betalt skat, så kan man låne penge til at købe et hus? Vi er blevet taget så godt imod i Horne, alle kender hinanden, og jeg føler mig ikke som en udlænding.
Det danske uddannelsessystem og økonomiske sikkerhed er ikke det eneste, Maria kan lide ved Danmark.
Danskerne har SÅ gode hjerter, og der findes SÅ mange gode mennesker i Danmark. Den største kulturforskel mellem Danmark og Rumænien er nok, på nær den danske ironi, at kvinderne i Danmark er stærke. I Rumænien har mange kvinder en dårlig mening om sig selv, og det er mændene, der bestemmer.
Efter at have søgt drømmestillingen 16 gange, lykkedes det for nyligt Maria at lande drømmejobbet; en fast dagvagt med rengøring på Svendborg Sygehus.
Jeg kan godt lide at gøre rent, det er langt bedre end at sidde på kontor. Så er jeg fysisk træt, når jeg kommer hjem. Når jeg arbejder om dagen, så er der danske kolleger, jeg kan tale dansk med, og det er vigtigt for mig at tale godt dansk.
Maria Bonea føler sig glad og tilfreds med livet i Danmark, hvor hun netop nu studerer intenst forud for den kommende indfødsretsprøve, som hun tager sammen med sin datter dette år.
