Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Lindhardt og Ringhof
Den 23. januar var det 70 år siden, krigsskibet Jutlandia sejlede ud fra Langelinje mod krigen i Korea. Det var også dagen, hvor den seneste bog fra succesforfatteren fra Svanninge, Jesper Bugge Kold, udkom. Bogen, Pigen fra det store hvide skib, giver et indblik i forholdene på krigsskibet, som for mange blot er en ørehænger med Kim Larsen. Som noget nyt er bogen skrevet i samarbejde med en anden forfatter, nemlig odenseanske Mich Vraa.
Fra kedsomhed til krigsfortælling
Idéen til bogen opstod på en sommerhusferie på bornholm. Jesper Bugge Kold havde læst samtlige bøger, han havde medbragt og kedede sig efterhånden.
– Jeg satte mig til at se en dokumentar om Jutlandia, og det viste sig, at det jo fandeme er en god historie. Jeg ville gerne læse en roman om den historie, men opdagede, at det fandtes der ikke.
Fortællingen om Jutlandia fik derfor omgående en plads i forfatterens mangefacetterede idébank, og en dag over en kop kaffe med forfatterkollegaen Mich Vraa hev han idéen frem.
– Jeg kunne ikke slippe den idé igen, og jeg vendte den med Mich. Det er nok 2-3 år siden nu. Mich foreslog, at vi kunne lave den sammen, og det gik jeg så og tyggede lidt på og endte med at holde ham op på den idé.
For omkring et år siden gik forfatterparret så i gang med det nye bogprojekt. Foråret blev brugt på researcharbejde, videreudvikling af idéen og fortællingen og på at finde et forlag, der kunne udgive bogen.
– Hele efteråret havde jeg orlov fra mit arbejde, og vi fokuserede på skrivearbejdet. Det er en anden proces, når man er to, der skriver sammen. Når jeg skriver selv, sidder jeg med al tvivl og ansvar. Det kan føles ensomt at have den her gryde, der koger oppe i hovedet og ingen at dele det med. Når vi er to, kan vi sparre og løse problemerne hurtigt, og vi kan ping-ponge. Det har fungeret enormt godt, selvom vi begge må gå lidt på kompromis, og man måske ikke føler helt det samme ejerskab, som når man skriver alene.
Udgivelsesdatoen for den nye bog blev 23. januar, som markerer 70-årsdagen for Jutlandias afsejling fra Langelinje i København.
Identitetsskifte
Romanen har to hovedpersoner, og de to forfattere delte skrivearbejdet op således, at de havde hver sin hovedperson at skrive ud fra. Jesper Bugge Kold skulle nu sætte sig ind i tankerne på en 11-årig koreansk pige, mens Mich Vraa skulle agere en 27-årig dansk sygeplejerske.
Jesper Bugge Kold, der tidligere i sine bøger har været både nazist, krigsturist og en 10-årig pige, har let ved at leve sig ind i andres sted.
– En dygtig forfatter skal kunne det hele. Og jeg synes, det er spændende at sætte sig ind i mange nye ting, fx en anden kultur og en helt anden tid. På den måde kan teksten blive levende for læseren. Vi har også måttet sætte os ind i emner som shamaner, tro og overtro, og vi har bl.a. lært, at en krage på vejen, der skriger, bringer ulykke.
De to kvindelige hovedroller i bogen er valgt for at viser forskellige perspektiver på handlingen.
– Den 11-årige Yun har vi valgt som hovedperson, da verden set med hendes øjne viser et perspektiv, hvor det ikke er muligt at blive en aktiv part af krigen. Hun er en pige, og hun kan ikke som sin bror få stukket et gevær i hånden og skulle kæmpe. Hun er et uskyldigt offer i krigen, og hendes rolle viser også, hvad en piges rolle i samfundet dengang var.
Bogens anden hovedperson er sygeplejersken Molly, der arbejder ombord på krigsskibet. Her kommer læseren tæt på begivenhederne på skibet, men Molly repræsenterer også den tendens, der var blandt skibets besætning. Hun har ting med i sin bagage fra den tyske besættelse i Danmark, hvor hun var kæreste med en tysk soldat, og på bagkant af den tid leder hun efter sig selv.
Den glemte krig
For mange er Koreakrigen en glemt krig, eller i hvert fald en krig, der blev overskygget af Vietnamkrigen, og Jutlandia er reduceret til en frase i en god popsang. Med bogen ønsker forfatterne at vise et stykke vigtig danmarkshistorie.
– Det er jo bare en pissegod, dansk historie. Danmark var det eneste land, der pressede på for at behandle civile ombord på et hospitalsskib. Der var mange sårede soldater, men der var langt flere civile ofre og massiv hungersnød. Den danske besætning gik mod reglerne, som fx da en læge var ulydig og tog et barn med ombord.
Da Jutlandia søgte besætning forud for afsejlingen, var der god opbakning fra det danske sundhedspersonale. I alt skulle skibet bruge 42 sygeplejersker, men fik flere tusinder ansøgninger. En stor del af det sundhedspersonale, det blev udvalgt til at komme ombord havde på en eller anden måde været involveret i det danske modstandsarbejde.
– Vi er i 1951, og Danmark har næsten lige været besat. Men danskerne viser udsyn og medfølelse med mennesker i nød, og den store opbakning viser, at deres lægeløfte og sygepleje-ed har vejet tungt. Måske er der et perspektiv til besættelsen – danskerne kunne se sig selv i Koreas situation, hvor en ideologi havde besat et land.
Danmark som nation blev verdenskendt på den politiske historie omkring Jutlandia. Da regeringen gjorde klodsede krumspring for at slippe nemmeste muligt om ved hjælpearbejdet, afslog FN. Danmark tilbød medicin til krigens ofre. FN takkede nej. Danmark tilbød at sende ambulancehjælp. FN takkede nej. Da Danmark endeligt tilbød den noget dyrere løsning med et hospitalsskib, takkede FN ja, og det endte som en solstrålehistorie.
– Der er også noget totalopofrende i besætningens indsats. De fleste afslog at tage til Danmark eller Japan på deres retsmæssige orlov, og det viser en ret sympatisk side af mennesket, må man sige.
Jutlandia endte med at behandle tre gange så mange civile som soldater.
Research fra kælder til sal
De to fynske forfattere enedes hurtigt om den overordnede historie, og det stod klart, at den ikke skulle fortælles fra lægernes perspektiv.
– Lægerne havde en mere sporadisk kontakt med patienterne. Så det var bestemt ikke en piberygende overlæge, der skulle have hovedrollen. Derimod stod sygeplejerskerne hele tiden nede på gulvet med patienterne mellem hænderne.
Fra hvert sit kvindelige perspektiv har de siddet i henholdsvis Svanninge og Odense og skrevet for med jævne mellemrum at mødes og agere redaktører på hinandens tekster.
Fortællingen om Jutlandia har også krævet en del litterært researcharbejdet, især da den planlagte feltrejse til Korea blev afblæst på grund af corona.
– Vi har fx læst en masse bøger om kultur og overtro, og så har vi brugt mange læger og sygeplejersker, da vi jo ikke ved en skid om behandling, og hvilken medicin, man bruger til hvilke behandlinger. Det maritime grundlag skulle også være på plads, så vi anvender de korrekte termer. Nu kan vi begge snakke skibssprog.
Fortællingen om Jutlandia er skrevet så realistisk som muligt, mens hovedpersonerne er ren fiktion.
– Vi har haft adgang til interviews og personer, der ved en masse om skibet, så den historiske ramme er gjort så virkelighedstro som mulig. Men romanen er vores historie, vores take på, hvordan det kunne være sket.
Samarbejdet med den mere erfarne Mich Vraa har givet gode erfaringer til Jesper Bugge Kold.
– Jeg synes nok, at jeg har lært noget, Mich er virkelig erfaren, og det har været meget gavnligt. Omvendt har han måske også lært en anden måde at gøre det på. Jeg tænker meget i en helhed og på alt det rundt om bogen, hvor Mich derimod gerne vil lukke døren og skrive. Vi har været gode til at udnytte hinandens forcer. Jeg er god til at finde på historier, og Mich er god til at skrive dem.
Selvom karakteren Molly, der er skrevet af Mich Vraa, fylder mest, er bogen skrevet som en helhed mellem de to forfattere.
– Planen var, at der skulle komme den bedst mulige bog ud af det. Det behøvede ikke at være et milimeterdemokrati. Det har været et forholdsvis smerterfrit samarbejdet, og jeg vil ikke udelukke at lave flere bøger i samarbejdet med andre. Men forventningerne til den nærmeste fremtid må være, at jeg udgiver noget selv.
Romanen Pigen fra det store hvide skib er femte udgivelse fra Jesper Bugge Kold.
