Tekst: Christina Bøgebjerg
Foto: Christina Bøgebjerg
Kirken er som resten af samfundet også underlagt restriktioner.
Præst Henrik Nedergaard fortæller: –
Fordi Faaborg Kirke bliver renoveret, afholder vi gudstjenester i Det Nye Hospital, og det betyder, at vi har et maksimum på 11 kirkegængere. Derfor vælger nogle også at tage til Diernæs Kirke, hvor der må være 21. Af samme grund foregår de fleste bisættelser og dåb også i Diernæs. Gudstjenesten må kun vare i 30 min, så vi har i Faaborg valgt at supplere søndagenes gudstjenester med en andagt hver onsdag kl. 16.00, hvor vi kan afholde altergang for dem, der har behov for det. Der er nogle få, der kommer til at gå forgæves, men ellers plejer det at løse sig. Både fordi folk tager til Diernæs, og fordi der er en del af især de ældre i menigheden, der holder sig hjemme, siger Henrik.
Der er også ændringer under selve ceremonien: – Vi må jo ikke synge, så salmesangen tager kirkesangeren og organisten sig af. Menigheden og vi præster må nøjes med at kigge med i salmebogen, siger Henrik med et smil.
Han bliver lidt mere alvorligt, da han forholder sig til de mere personlige konsekvenser i denne periode.
– Jeg finder det især trist, at folk ikke har mulighed for at holde de ceremonier, de gerne vil. Det er jo for eksempel ikke muligt at samles efter bisættelsen pga. forsamlingsforbuddet, siger han. Han føler også med de ældre, der sidder meget alene, som også bruger kirken for det sociale. – Vi kan heller ikke afholde vores højskole-eftermiddage, eller vores Salmesang & Suppe, supplerer han.
Han ærgrer sig også på konfirmandernes vegne. Deres undervisning har været aflyst siden nytår: – Vi har selvfølgelig ikke et pensum, vi skal leve op til. Men konfirmandundervisningen har jo til formål at give dem et forhold til både kristendommen, deres lokale kirke og præst, så vi er kede af ikke at kunne afholde den. Men jeg har givet dem hjemmearbejde, som for eksempel at læse en bog, og når vi får lov, kan vi arrangere aftenarrangementer for konfirmanderne. Vi har desuden givet dem og deres forældre valget om at udskyde konfirmationen. Nogle vil nok holde fast i april eller maj, fordi de måske allerede har bestilt festen, mens andre vil være mere trygge ved at skubbe arrangementet, fortæller han.
Henriks oplevelse er, at langt de fleste adskiller tro og Corona ad. Og det gør han i og for sig også selv: – Corona er jo menneskeskabt. Jeg tror ikke, det er Vorherres straf. I vores prædikener kommer vi ofte ind på temaet: Hvoraf kommer verdens og menneskers ulykker? Har Gud en finger med i alt versus menneskets frihed? Det gælder ikke kun under denne pandemi, siger Henrik tænksomt.
Ifølge Henrik er det nok især de ensomme, der bliver mest udfordret i denne periode. – Men der er nok også nogen, der bliver styrket i troen. At man finder ud af, at der altid er håb at finde for enden, selv i mørket. Man kan jo altid bede til, at krisen snart stopper. Måske der også er flere, der vil opsøge kirken, når vi åbner mere op igen, fordi de har fundet ud af, at de har brug for at deltage i sammenhænge som for eksempel kirken, mener Henrik.
– Det har til alle tider været kirkens formål at indgyde håb og mod til at takle Livet. For nogle er selve ritualet omkring gudstjenesten og det sociale aspekt, det ved kirken, der kan give dem håb og trøst, afslutter Henrik.
