Tekst: Christina Bøgebjerg
Foto: Christina Bøgebjerg

Onsdag kom sneen endelig.

Over middag tog vi turen mod Faaborgs højderyg for at tage temperaturen på stemningen i det hvide element.

- Annonce -

Ella på 6 år er færdige med dagens hjemmeundervisning af far Peter, så hun har taget med både ham og lillebror Bertram på 4 år på naturlegepladsen Troldeland på Gåsebjergsand ved Svanninge Bjerge. Med røde kinder suser de ned ad kælkebakken, mens deres far holder øje med dem. – Men far tør ikke tage den her bakke, smiler Bertram smørret. Men Peter er i hvert fald glad for legepladsen: – Vi kommer her jævnligt, både for at lege her på pladsen eller gå tur i det smukke område. Her er så fantastisk, siger han begejstret.

Imens sidder tre veninder i tørvejr i det åbne skur på naturlegepladsen, hvor man kan nyde sin medbragte madpakke. – Vi skal ikke gå ned på mad og drikkelse, så det har vi altid med, også en lille dram, samstemmer de tre kvinder, der alle bor i Faaborg, muntert.

– Vi har en lille gåklub, og får som regel gået op til ca. 250 km årligt. Det kan både være ved Middelfart og på Langeland. I dag valgte vi at gå 8 km i her lokalområdet, og det er skønt at komme ud i snevejret og i de smukke omgivelser, fortæller de tre samstemmende.

De tre veninder tager en lille forfriskning i “regnvejrslyet”, som Naturstyrelsen kalder det

Blot få minutters kørsel derfra ligger Svanninge Bakker med endnu flere kælkemuligheder for børn og barnlige sjæle. Sneen havde dalet ned fra morgenstunden, så mange havde taget turen ud til bakkerne, hvor man kan få frisk vinterluft i næsen, mærke sneen, der knitrer under støvlerne, og høre lyden af glade stemmer i det smukke danske vinterland.

Svanninge Bakker var også fyldt med sneglade mennesker