Fredag aften blev den vanlige aftentur med hunden til en særdeles ubehagelig oplevelse for 69-årige Jarno Hansen fra Faaborg.
Kort før midnat gik turen med den lille hund som så ofte før ned forbi Faaborg Kirke. Her så han en gruppe på cirka 10 unge, der sad forsamlet ved Hospitalet og drak øl.
– Jeg sagde til dem, at jeg synes, de skulle sprede sig, og at de var for mange forsamlet, fortæller Jarno Hansen overfor Det Rigtige Faaborg.
Den opfordring fulgte de unge ikke, men råbte tilbage, at de gerne måtte være der, og at han jo bare kunne ringe til politiet, hvortil han svarede, at det ville han gøre.
– Efter den ordveksling gik jeg væk derfra, og fortsatte mod Klostergade og Grønnegade. Her opdager jeg pludselig, at en af de unge fra gruppen følger efter mig på et el-løbehjul. Han siger til mig, at han har holdt øje med mig, og kan se, at jeg jo ikke har ringet til politiet, siger han.
Her stopper forfølgelsen dog ikke. Den unge mand på løbehjulet, bliver i hælene på Jarno Hansen, der begynder at blive virkelig utryg ved situationen.
– Jeg prøver at finde et sted, hvor jeg kan gemme mig, og træder ind i mørket ved det lille indhak, der er ind til lejlighederne i bygningen med Tine P., men da jeg har stået der et stykke tid, kommer den unge mand igen, og siger, at han følger efter mig. Her følte jeg mig truet, husker Jarno Hansen.
Da den unge mand bliver stående, trækker Jarno Hansen afsted med sin hund, og sætter kursen mod indgangen til lejlighederne oven på Nielsens.
– Her har min eks-kone boet, og jeg ved at indgangen til opgangen, normalt ikke er låst. Heldigvis er det heller ikke tilfældet fredag aften, og jeg kommer indenfor. Her kan jeg høre, at der er nogen oppe i en af lejlighederne, og jeg banker på, og beder om hjælp, fortæller pensionisten om den ubehagelige oplevelse.
I lejligheden er det Katrine Würtz og hendes kæreste, der chokerede åbner døren for Jarno Hansen. Samtidig kommer flere af de unge til på gaden foran lejligheden, og da de kigger ud af vinduet, vinker den unge mand på løbehjulet smilende til dem. Herefter bliver Jarno fulgt hjem af parret i lejligheden.
Hele episoden er anmeldt til politiet af Katrines kæreste, men Jarno Hansen har ikke hørt noget fra ordensmagten endnu.
– Jeg tænker egentlig også, at der må være nogle forældre, der burde tage affære, og bekymre sig lidt om hvor deres unge mennesker er, og hvad de laver, men de er sikkert ligeglade, konstaterer Jarno Hansen.
Han understreget dog, at episoden ikke har skræmt ham fra at færdes ude efter mørkets frembrud.