Fredag aften var en ældre mand udsat for en grim oplevelse i Faaborg.

Da han luftede sin hund i området omkring kirken i Faaborg, blev han passet op af en gruppe unge mennesker, der havde siddet og drukket ved Det Gamle Hospital.

Katrine Würtz der bor i Mellemgade blev vidne til optrinnet, da den skræmte hundejer bankede på hendes dør for at få hjælp.

– Kl. 23.40 bankede manden på hos os, da han følte, at han blev jagtet af de unge, der havde fulgt efter ham i en halv times tid, fortæller hun om episoden.

De unge, som hun vurderer til at være en 15-16 år, blev stående uden for huset, selv efter at hundelufteren havde banket på.

– Vi valgte at ringe til politiet, og endte med at følge herren helt hjem, så vi var sikre på, at han nåede hjem uden at blive gjort fortræd, forklarer hun, og kommer samtidig med en opfordring til de unges forældre.

– Hvis der sidder nogle og ved, at deres børn har været nede ved kirken fredag aften for at mødes med nogle venner og drikke, er I så søde at tage en snak med dem. For det den ældre herre oplevede her til aften, er på INGEN måder acceptabelt, slutter Katrine Würtz.

Dagen derpå måtte formanden for menighedsrådet ved Faaborg Kirke Thomas Patrick Ingemansen i gang med kosten for at rydde op efter de unges fest.

Formanden for menighedsrådet igang med kosten.
Formanden for menighedsrådet igang med kosten.

– De har flyttet lidt rundt på vores havemøbler, og hevet en plante op af en krukke. Nu rydder vi op, og så gør vi ikke mere ved den sag. Mon ikke det er et engangstilfælde, vi har i hvert fald ikke været plaget af det før, fortæller han.

At der havde været en hyggestund ved kirken, vidnede de mange tomme flasker om.

- Annonce -

Det Rigtige Faaborg har været i kontakt med den ældre herre, der har lovet at vende tilbage og fortælle sin oplevelse af det ubehagelige optrin.