Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Privat
Når den kreative, krøllede hjerne tilhørende Stine Mjaaland atter engang finder på nye udfordringer, ja, så handler det ikke om mod, mener det 46-årige multitalent. Det handler ganske enkelt om, at det er sådan, hun er skruet sammen. Med en hjerne, der tænker tanker hele tiden.
‘Har du et arbejde?’ spurgte Stine Mjaalands børn, da de var yngre, en dag forbløffet, da hun erklærede, at hun ville være utilgængelig et stykke tid på grund af en arbejdsopgave.
Sædvanligvis oplevede børnene nemlig, at mor sad og malede, klistrede eller klippede lidt film, men at det skulle være et rigtigt arbejde, var ikke strejfet dem.
– Jeg trak – og trækker stadig – ofte børnene med ind i mine kreative universer, så de er en del af mit arbejde. Og jeg kan godt komme i tvivl – må man godt være mor på den måde – hvor man er på sin helt egen planet? Men heldigvis, hvis jeg kommer for langt ind i i eget univers, så bemærker Frederik, at ‘nu kan resten af familien altså godt tænke sig at snakke med dig igen.’ Og sådan er det nok med mig – det er absolut ingen orden penalhuset, forklarer Stine Mjaaland.
Norske hippierødder
Til næsten aftalt tid dukker Stine Mjaaland op på sin hjemadresse i Falsled. Hun havde lige lovet ungerne en is fra kiosken på havnen, der denne sommer har skiftet navn til Vandkanten Falsled, som seneste resultat af Stines idé-rigdom.
Iført norsk sweater, mørtelplettede arbejdsbukser og med støv i den pjuskede hestehale, sætter hun sig i sofaen og tager brillerne på. Brillestangen er sat interimistisk fast til stellet i den ene side med tape. Hun overvejer at finde tid til at besøge optikeren. Men ok, igang med interviewet – hun har lige en time, for der er mange projekter endnu, selvom vintermørket er begyndt at snige sig frem.
Netop som hun får placeret kaffekoppen mellem hænderne og får lagt det ene ben over det andet, lyder der en banken på døren. Det er den lokale murer, der kommer for at returnere den fugeske, han ved en fejl tog med sig i morges, da han var forbi for at vise Stine, hvordan man murer et stik over et kældervindue. Nu, hvor sæsonen for havnekiosken er slut, fortsætter hun naturligvis sit evighedsprojekt, som er at renovere det gamle bindingsværkshus fra 1730.
Efter en opdatering på dagens murerarbejde er Stine atter klar i sofaen – klar til at give et indblik i en hjerne og en hverdag, der ikke ligner mange andres.
– Begge mine forældre er norske, og de flyttede til Østfyn, da jeg var fire-fem år. Har havde jeg en barndom som mange andre med heste og huler i skoven, men vi var alligevel lidt anderledes. I folkemunde blev vi kaldt sigøjnerfamilien, da mine forældre hængte vasketøjet op foran huset. Mine forældre var også nogle ret hippieagtige forældre, og de var meget kreative og musiske. Jeg kan huske, at min mor altid sagde: Stine, du skal aldrig få dig et fast job. Den opvækst har nok præget mig, og måske er det årsagen til, at jeg aldrig har fundet ud af, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor, fortæller Stine Mjaaland.
Trods det, at Stine Mjaaland var dygtig i skolen og scorede gode karakterer, så fangede det aldrig rigtigt hendes interesse. Hun tog blot en halv gymnasieuddannelse og senere et halvt studenterkursus – skolen virkede på Stine for snærende. I stedet ville hun skabe noget.
Kreativ kurs
Gennem sin opvækst havde Stine Mjaaland ofte fulgt sin far på hans arbejde i reklamebranchen, hvilket virkede langt mere tillokkende end skolebænken.
Hun prøvede kortvarigt kræfter med både lokalradio og DeltaTV, før hun fik ansættelse på TV2.
– I starten på TV2 var jeg stationsspeaker, men så fik jeg tilbudt ansættelse i en helt nyoprettet promo-afdeling, hvor vi fik lov til at være ægte pioneere. Det grundlagde nok min forståelse for levende billeder og gav mig et kærlighedsforhold til kampagner. Afdelingen blev efterhånden etableret, arbejdet blev konformt og voksent for mig, og jeg sagde op. Jeg startede herefter som selvstændig med virksomheden Fortælleriet, forklarer Stine Mjaaland.
Fortælleriet fik hurtigt ordrer på promo-opgaver og reklamefilm fra nogle af de store kanaler som fx Discovery Channel, TV2 og DR og Kanal 5. I 2009 valgte Stine Mjaaland dog at sælge firmaet til STV og lade sig ansætte som kreativ direktør i Mayday Film.
– Jeg takkede ja til stillingen, men jeg holdt kun cirka et år. Det var for corporate for mig at være chefen og skulle bekymre mig om det økonomiske og rentable. Min daværende chef ville nok kalde mig en kreativ urkraft, som konsekvent spænder ben for sig selv. For mig er det altid vigtigst med det kreative, så jeg valgte at blive selvstændig igen, siger Stine Mjaaland.
Den dag, hvor den nye virksomhed skulle stiftes, var Stine Mjaaland, ifølge hende selv, ikke særligt kreativ, og virksomheden fik navnet Mjaalands. Her skulle Stine Mjaaland skabe kreative reklamefilm, koncepter, branding og tekstarbejde.
Med Mjaalands fik Stine Mjaaland atter en succesoplevelse. Hun blev hurtigt efter opstarten, som én ud af fem instruktører, inviteret til at komme med et kreativt oplæg til et eksisterende format på serien ‘How do you do it?’, men i en dansk version.
– Jeg sendte dem en dummy, og mens jeg var oppe i min hytte i Norge, ringede de med et conference call fra London: ‘You won the assignment!’ Jeg råbte spontant: ‘What the fuck, I don’t know how to make TV!’, griner Stine Mjaaland.
Men det vidste hun nu godt. For når et program skal pakkes ind i kreativitet, så slår Stine Mjaalands hjerne i overdrive. Kan man mon demonstrere noget med glaskugler, strygejern eller måske stuntfly?
Gennem de næste tre-fire år skabte Stine Mjaaland, og nu ganske mange ansatte, ikke mindre end 80 afsnit af programmet, der på dansk fik navnet ‘Forklaring følger’ og havde Lasse Rimmer i værtsrollen.
Som om det ikke var tilstrækkelig succes, så fik Stine Mjaaland også tilbudt at lave samme program – bare i en norsk version.
– I den norske udgave gik jeg all in på at udnytte den norske natur. Jeg kan huske en gang, hvor jeg ville filme en rallykører, der testede en bil ude på en frossen sø. Isen var testet af myndighederne, men da jeg steg ud af bilen, slog isen en stor revne under mig, og jeg bakkede straks bilen ind på land igen. Resten af holdet grinede af mig, for det var åbenbart helt normalt, men jeg måtte jo tilbage ud på isen, og det var nok den værste dag i hele mit liv. Og sådan gik det gang på gang – jeg stod i situationer, hvor jeg tænkte: ‘Nu har du gjort det igen, din store idiot!’, fortæller Stine Mjaaland.
De mange og store produktioner medførte et stort arbejdspres og et stort ansvar, og Stine Mjaaland begyndte at kigge sig om efter nye udfordringer.
En pludselig sindsforvirring?
Stine Mjaaland og hendes mand, Frederik Lauesen, flyttede i 2015 fra Odense til Falsled sammen med deres fire sammenbragte børn. Her tog den kreative karriere en ny retning.
– Jeg så et opslag på en stilling som kreativ konsulent i Vores Faaborg & Egn. Det var vist en raptus! Jeg trængte til en pause fra den voldsomme produktion, men jeg var faktisk lidt i tvivl, om jeg overhovedet duede til det helt lokale. Omvendt ville jeg gerne bidrage til mit nye lokalsamfund og gøre en forskel for nogen, måske erhvervslivet, måske turismen. Og så øjnede jeg muligheden for at prøve kræfter med at skabe events, fortæller Stine Mjaaland.
Når et job indebærer opbygning og fremdrift, så har Stine Mjaaland en enorm energi og en nærmest uendelig stamina at smide ind i projektet. Men når der går drift og årshjul i projekterne, så mister hun tålmodigheden. Luften går simpelthen ud af hende.
– Jeg er bedst til at sparke bolde ud over rampen, og jeg valgte at sige op og overlade jobbet til en med evnen til at trække det lange læs, siger Stine Mjaaland.
Men det er helt umuligt for Stine Mjaaland at lade de oplagte muligheder passere. I 2019 manglede Falsled havn en havnefoged, og så trådte hun til. Året efter lukkede havnekiosken i Falsled, og så trådte hun til igen.
– Havnekiosken var endnu en pludselig mulighed. Havnekiosken lukkede. Ingen gjorde noget, så gjorde jeg det. Mit oprindelige håb var at køre stedet op og derpå overdrage det til nogle andre. Men der er vist udviklet et kærlighedsforhold, så nu tager jeg mindst et år mere. Jeg er fortsat bange for, at der går drift i den – jeg skal ikke være den, der kun står med fingrene i frituren. Nej, jeg er mere sådan en vimsende værtinde, der ser mulighederne, forklarer Stine Mjaaland.
Vandkanten, som Stine Mjaaland har navngivet kiosken på havnen i Falsled, er netop lukket for vinteren, som hun, udover husprojektet, vil bruge på at pønse på nye planer for stedet.
Hvor kommer modet fra?
Stine Mjaaland erklærer sig direkte uenig i præmissen om, at det handler om mod, når hun gang på gang kaster sig ud i nye projekter.
– Det er ikke modigt! Det er bare sådan, jeg er. Giver det mening? Det er sådan, jeg er skruet sammen – der er hele tiden tanker og idéer i mit hovede. På nær, når jeg læser bøger – så derfor læser jeg rigtigt mange bøger. Jeg prøver ikke på at få idéer, men de er der hele tiden. Idéer til nye vægmalerier, reklamefilm, menuer i Vandkanten, sangtekster, muligheden for koncerter eller events. Jeg kunne umuligt gå i gang med dem alle sammen, så det er kun dem, der råber højest, der bliver til noget. Og hvad skulle jeg ellers gøre med dem? Spørger Stine Mjaaland.
Nogle gange forsøger Stine Mjaaland at holde sin begejstring for en ny idé på afstand. Mindst en uge! Andre gange mister hun pusten midt i et projekt, men også det er hun mentalt gearet til at håndtere.
– Jeg har det ok med at trække et slimet sneglespor af uafklarede opgaver efter mig. Fx har jeg et projekt med et hegn, som aldrig bliver færdigt. Men jeg er ikke bange for at blive til grin og bliver ikke flov over det, når noget går galt. Jeg er hverken bange for at miste ansigt, anseelse eller respekt. For hvad har jeg egentlig at miste, jeg har jo min familie, så hvor galt kan det egentlig gå?
Når man spørger Stine Mjaaland, hvilken rolle af alle sine roller, hun er mest stolt af, så kommer der en pludselig forsigtighed ind over hende svar.
– Jeg burde jo nok sige ‘mor’, men det passer ikke ubetinget. Det skifter fra projekt til projekt. Jeg synes, det er fedt at være så priviligeret at sætte mange ting i gang. Lige nu er det Vandkanten, jeg er mest stolt af. Men jeg er altid stolt af det, jeg er i gang med. Opgaverne kan jeg være ydmyge overfor, men jeg er altid stolt af mine projekter, forklarer Stine Mjaaland.
For første gang under interviewet bliver der en pause uden ord. Stine Mjaaland reflekterer vist over sit svar. Og føler behov for at uddybe. Korrigere. For der må også ord på den stolthed, hun føler for sin familie. Efter sin egen skilsmisse, og efter Frederiks børn havde mistet deres mor, så formåede de sammen at skabe en lykkelig, sammenbragt familie.
– Vi har bare nogle ufatteligt gode unger, og vi har en familie med åbenhed og masser af kærlighed. Når bare man for fanden elsker hinanden i én stor bunke, siger Stine Mjaaland, med en bemærkning om, at bare det nu ikke lød for incestuøst.
Stine Mjaaland må videre, husprojekterne klarer ikke sig selv. Og med de norske kamik-lignende futter på fødderne, trasker hun atter ud i mørket ved havnen i Faldsled.
Tidligere chefer om Stine Mjaaland:
Stine er et talent, en ener – en guldfugl som man aldrig må komme i et bur.
Og dermed mener jeg, at hendes frie tanke, vildskab og mod til at turde bryde normalitetens grænser er hendes grundstof. For alle, der står omkring hende, handler det om at gribe lidt af magien og sætte den i spil. Jeg var så heldig at være en af dem, der nåede at gribe en god portion.
Rene Szczyrbak, CEO / partner STV
—
Stine er en befriende fritænker.
Bo Damgaard, konstitueret rektor – Filmskolen
—
Stine udgør et helt superligahold i kreativitet. Umiddelbart et dårligt billede og så alligevel ikke, for hun er både den sublime kreatør, angriberen, den der slider og løber utrætteligt og den, der rydder op og forsvarer positionerne. Men først og fremmest er hun bare umiddelbar, kreativ og en fantastisk udfordrer af konventionel tænkning.
Anne Engdal Stig Christensen, adm. dir. TV2/Danmark
