Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
Når Poul Rasmussen ikke ligger på alle fire ude i den blomstrende have, så finder man gerne den 89-årige tidligere møbelsnedker inde på værkstedet. Her forvandler han genbrugstræ til kreative figurer eller kunstfærdigt udformede haveborde, som han nyder at glæde familien og vennerne med. Dette er fortællingen om et aktivt liv som pensionist – et liv fyldt med glæde, kreativitet og kærlighed.
Det er træ, vi går op i her
Selvom sommeren er slut, blomstrer haven fortsat i et væld af farver. Her finder man gule og hvide kinesiske trompet-blomster, mørklilla natskygge og aqapantos.
De efterhånden afblomstrede træer og den faldende temperatur tvinger Poul ind fra haven, ind til den anden af hans store interesser, nemlig træarbejdet på værkstedet.
Så snart man træder ind ad døren til værkstedet, hænger dufter af træ i luften. Lokalet afslører hurtigt, at Poul ikke udelukkende er træmand, men også en ordensmand. Save, boremaskiner, stemmejern. Alt værktøj hænger på sin plads, og laget af træstøv er minimalt på både drejebænk, båndsav og rundsaven.
I hvide plastikspande med låg opbevarer Poul de træklodser, som er limet sammen af genbrugstræ i forskellige farver og nuancer. Træet er så godt som alt sammen noget, der fortæller en historie fra lokalsamfundet: træ fra en kirkegårdslåge i Diernæs, eller et stykke massivt træ fra bunden af bolværket på Munkholm.
– Jeg begyndte at arbejde med træ i værkstedet, da jeg gik på pension fra mit arbejde som møbelsnedker. Det betyder meget for mig at kunne arbejde med træ, og jeg tror, min baggrund gør mig kritisk overfor det, jeg laver. Vi skal ikke have noget klamphuggeri her, fortæller Poul smilende.
Når de sammenlimede klodser er klar, drejer Poul dem til en nøje planlagt facon, hvorefter de enten lakeres eller vokses med bivoks, der smeltes ind i træet. De enkelte dele sættes til sidst sammen, og pludselig står et kunstværk klar. Klar til at blive foræret væk til venner og bekendte.
-Vores naboer har hver især fået en vagthund, og alle vores børn har fået et havebord. Det giver mig en glæde at give tingene væk, og folk bliver glade for at modtage. Jeg har aldrig lavet noget, der var for godt til at give væk, vi kan jo ikke beholde alt selv, fortæller Poul.
Kærligheden afblomstrer aldrig
Huset på Prices Havevej er bygget af Sonja og Poul tilbage i 1959, og her har de sammen tilbragt de sidste 61 år. I stuen ved sofabordet forklarer Poul, at uden Sonja kunne han ingenting, mens han kigger hen over kaffekopperne og lige ind i øjnene på sin hustru, for hun er livets kilde, fortsætter han.
Sonja returnerer humoristisk den romantiske erklæring med et mere pragmatisk svar, om at Poul har så god tid til at ligge på alle fire i haven hele sommeren og til at stå i værkstedet om vinteren, da hun jo sørger for, at der bliver lavet mad til ham.
På bordet står en drejet træskål, som har sin helt egen historie. En dag, da Poul gik forbi Helios, stod Uffe Skovlund og var ved at fælde et stort birketræ. Træet, kunne Poul se, havde en masse små knuder, som kan give et flot mønster i træet. Skovlund gik med til at forære Poul træet, og da han skar det op i mindre længder, var luften omkring savklingen pludselig tæt af gnister. Metallet fra klingen var stødt mod et hængsel inde i stammen, der oprindeligt have været en del af en låge.
Min hustru er min inspirationskilde, fortsætter Poul efter fortællingen om hængslet og træets mønster. Igen supplerer Sonja og forklarer, at hun ikke udelukkende er en inspirationskilde, for af og til er hun også en bremseklods.
– Jeg er nok hans største kritiker, er der fx en løber i lakeringen, så får han det at vide. Det er en ommer, smiler Sonja.
Med tre børn, der for længste er flyttet hjemmefra, er huset egentlig for stort til parret, men haven og værkstedet er det, der holder dem fast på adressen, selvom der er kommet mange år på dåbsattesten.
En tro kopi
Foruden sin hustru, så henter Poul også inspiration til sine figurer alle steder, hvor han kan komme til det, fx i reklamerne. Ser han en figur, som han kan lide, så laver han lidt om på den og sætter en produktion i gang. Nogle gange er figuren mere eller mindre en kopi fra andre designere, mens de andre gang udspringer mere fra Pouls egen kreativitet.
– Jeg har drejet nogle ugler, som var min helt egen idé, men de var svære at lave med det flade ansigt, de skal have. Oftest holder jeg mig til kopierne, og det er lovligt nok, så længe jeg udelukkende forærer dem væk og ikke sælger dem. Jeg har for nyligt fået en lille træsæl foræret, og mon ikke det var en hentydning til, at jeg gerne måtte lave nogle reproduktioner af den, smiler Poul.
Alt det træ, som Poul kommer forbi, gemmer han og sorterer i typer. Ser han møbler af godt træ på et loppemarked, og møblerne ikke kan sælges, så bringer han det gerne hjem til værkstedet. Han ser det som nærmest en skandale, hvis godt træ ender med at blive brændt. Selvom alt træ kan bruges, så er nogle typer træ særdeles godt at bruge i de små figurer.
– Jeg har et stykke judastræ liggende, og når man skærer det, så får det sådan en grønlig farve. Og til maverne på fuglene bruger jeg hyldetræ, som er næsten hvidt, forklarer Poul.
Poul har planer om at fortsætte sit virke i værkstedet, så længe helbreddet tillader det. Og måske står der snart endnu flere finurlige fugle eller små sæler på høvlebænken.
