Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
I mere end fyrre år har folkeskole-elever på Sydfyn set frem til ‘Søren-musik’ i musikskolen, når Søren Bøje med nærvær, interesse og indlevelse har præsenteret dem for musikkens verden. Når undervisningstimerne var overstået, har Søren Bøje engageret sig i andre musiske aktiviteter som jazz-festivaller, bigband-koncerter og det lokale Faaborg sommerspil. Nu har 65-årige Søren Bøje valgt at gå på pension, men musik bliver der fortsat plads til.
Vi skal tilbage til 1972, hvor Søren Bøje får sin første guitar. Det viser sig hurtigt, at Søren ikke bare har et talent for strengespillet, men også et naturligt talent for at lære fra sig. I 1979 bliver han ansat som underviser på Haarby musikskole, og der følger flere jobs i kølvandet, bl.a. på Dreslette skole.
– Det har været fantastisk – at det, der startede som en hobby, endte med at blive hele mit liv, fortæller Søren Bøje.
Cadeau for en stor indsats
For nyligt postede 65-årige Søren Bøje et opslag på Facebook, hvor han offentliggjorde, at hans tid som musik-underviser er endegyldigt ovre.
I disse dage takker jeg af efter 40 fantastiske år med musikundervisning. Fra Per (Cussion) i 80’erne og til Frederik Bull i 2020 – og alle elever og gode kolleger der imellem. Tak for de spor, jeg fik lov at sætte og dem, I alle satte hos mig. Kærlig hilsen Musiksoeren@
Opslaget affødte en masse reaktioner, hvor især kommentarer fra tidligere elever og samarbejdspartnere gjorde stort indtryk på Søren.
Her kommenterede tidligere kollega Per Cussion Rasmusen med denne hilsen:
Selv tak Søren … de første år med guitar og band var med til at definere vores liv og give det indhold og adgang til vores inderste forståelse af os selv – det skylder vi dig stor tak for – du er jo stadig et stort forbillede med den statur og glæde i livet som du har.
Søren Bøjes sidste musikelev blev stortalent og guitarist Frederik Bull, og han er ikke i tvivl om, hvad musik-Søren har betydet for ham.
– Jeg har haft Søren til guitarundervisning i 5-6 år, og han er en mega-engageret, dygtig og rolig underviser. Han har en plan for, hvad man skal lære for hele året, og uden at man lægger mærke til det, så tilpasser han niveauet, så musiknumrene passer både til min stil og min alder. For mig har guitarundervisningen været højdepunktet for ugen. Uden Søren kunne jeg forestille mig, at det havde set meget anderledes ud med min musik, forklarer Frederik Bull.
De mange reaktioner er kommet bag på Søren Bøje.
– Jeg føler mig fuldstændigt løbet over ende. Der kommer kommentarer fra elever, som jeg troede, havde glemt mig, men det har de åbenbart ikke. Det giver gode minder at læse kommentarerne og besvare dem. Jeg har også fået rigtig mange beskeder på mail, som jeg er i fuld gang med at besvare, fortæller Søren Bøje.
Tak Søren … for dejlige år med dig som kollega i musikskolen. Altid åben, imødekommende og engageret. Og dine elever … man ser dit engagement der også. Ønsker dig alt det bedste.
Tak for din fremragende berigelse i, til og over de sydfynske bakker og folk, Søren! Jeg ville dælme nødig have været en musikindføring med dig foruden!
Ud over at lære fra sig på guitaren, så har Søren Bøje også sikre sine elever store musikalske oplevelser, når han fx har planlagt koncerter med forskellige bands, Big Band-koncert i Tivoli eller koncert i Tyskland, hvor musikskole-eleverne kom ud og fik lov at optræde på en rigtig scene.
Dette blev der også kvitteret for i kommentartråden på nettet:
Stor tak til dig Søren. Uden dig ville jeg ikke ture stå på en scene, du har fået en usikker gut til at hvile og tro på sig selv. Jeg vil være dig evigt taknemmelig.
Et blød punkt for de svageste
Den engagerede og dygtige musikunderviser er med årene blevet en institution på musikskolen, hvor de små elever ofte har glædet sig længe, når de endeligt kan begynde til Søren-musik i 1. klasse
– Vi begynder med alt det basale som fløjte og trommer. Her har det været sjovt at se, at selv de mest tåbelige, små drenge, der spillede fløjte med næseborene, fik noget ud af undervisningen. Eleverne kommer virkelig ind under huden i den her type arbejde, siger Søren Bøje.
Blandt de tidligere musikelever er der flere, der er nået hele vejen til musikkonservatoriet og lever af at spille musik. Det gør naturligvis Søren Bøje stolt, men der er også en helt anden gruppe af musikelever, der har bidt sig godt fast i hukommelsen og i hjertet på musik-Søren.
– Der var også grupper med mere forsigtige elever, som ville en masse. Dem tog jeg virkelig til mig. De var måske ikke så fagligt dygtige, men de kunne finde en identitet og trivsel gennem musikken. Musik kan være en dyr interesse, og der har også været børn, der tydeligvis ville have gavn af musikken, men som ikke havde råd. Jeg har nogle gange søgt støtte gennem Red Barnet, så de børn også kunne gå til musik, forklarer Søren Bøje.
Ændret plan for pension
Efter planen skulle Søren Bøje gå på pension til næste år. Men pludselig sygdom fik ændret planen, så pensionslivet begyndte allerede i år.
Sidste år fik Søren Bøje en kræft-diagnose, men musikken var fortsat så vigtig for ham, at han vendte tilbage til undervisningen af fem elever. Dette forår var uheldet atter ude, og Søren Bøje fik en hjerneblødning, der betød et endegyldigt farvel til undervisningen.
– Jeg fik svært ved at finde ordene efter hjerneblødningen, men heldigvis kunne jeg hurtigt efter spille guitar igen. Jeg nærmer mig mit gamle jeg, og udefra kan det godt ligne, at jeg er i orden igen, men der er fortsat nogle udfordringer, fortæller Søren Bøje.
Med sit opslag sidste onsdag kom Søren Bøje en tur ned ad memory lane, og han er fortsat ved at fordøje, hvor meget han har betydet for mange mennesker.
– Det var jo bare en hobby, og det har nu givet mig så mange oplevelser og indhold i mit liv. Jeg har sat gang i mange ting, og det er også lidt vemodigt, at det skal slutte. Jeg har tilsyneladende betydet meget for mange, og det er virkelig gået op for mig nu, hvor der bl.a. kommer hilsner fra elever, jeg underviste helt tilbage i 1978. Jeg synes dog alligevel, at det hele nu er sluttet af med bravour på bedste vis, siger Søren Bøje.
Om Søren Bøje:
- Gift med Gunild Hansen, sammen har de tre børn og fire børnebørn
- Musikskoleunderviser gennem 40 år
- Aktiv i Faaborg Musikforeningen gennem 10 år