Mangler du plads til pladesamlingen, skal du bruge opbevaring i forbindelse med en flytning, eller savner din virksomhed måske lidt ekstra lagerplads?

Så har Lene Bock fra LeBock Ejendomme hjælpen klar.

Inden længe slår hun nemlig dørene op til det mundrette Le’Boks på L. Frandsensvej i Faaborg.

- Annonce -

Her har både private og virksomheder mulighed for at leje opbevaringsplads efter behov – fra 11m3 til 300 m2.

– Vi har lavet en række rum i forskellige størrelser, og så kan vi nemt opdele dem med skillevægge efter folks behov. De mindste, vi har, er på i 11m3 og koster 299 kr. måneden, men vi kan også tilbyde flere hundrede kvadratmeter med både kontor- og lagerlokaler, forklarer Lene Bock.

Det nye tiltag med boks-udlejninger ligger i ejendommen på L. Frandsensvej , hvor LeBock idag holder til, og hvor der tidligere har været blandt andet Idémøbler.

– Vi har bygget en del om og sat en lang række skillevægge op, ligesom der bliver monteret et par nye porte bag på bygningen, så både private med trailere og store lastbiler nemt kan læsse af og på, fortæller Lene Bock, mens hun viser rundt. Der vil også være palleløftere og rulleborde til rådighed for lejerne.

Selv om mange skal deles om opbevaringspladsen, så behøver man ikke være nervøs for sikkerheden, understreger hun.

– Det bliver meget sikker opbevarings- og lagerplads. Vi opsætter både alarmsystem, kameraer og der er hængelåse på alle rum. Det kræver også en særlig nøglebrik overhovedet at få adgang til ejendommen, så der er helt styr på trafikken omkring boksene, garanterer Lene Bock.

Selv om Le’ Boks officielt først åbner den 1. oktober, så er de første fem rum allerede lejet ud, og flere interesserede har også meldt sig. Vælger man at leje et rum, så venter der ingen ubehagelige ekstraregninger eller lange bindingstider, lover udlejeren.

– Private lejere kan leje rummet måned for måned, mens erhvervslejere på papiret har tre måneders opsigelser, men er der brug for kortere lejeperioder, så finder vi selvfølgelig ud af det, lover Lene Bock.