I lørdags udsendte Faaborg-Midtfyn Kommune en pressemeddelelse, der fortalte at elev i Øhavsskolen 7. klasse var smittet med coronavirus, nu er yderligere to fra klassen sendt hjem med smitten.

Skoleleder Henrik Andersen fra Øhavsskolen fortæller overfor Det Rigtige Faaborg, at der lige nu er konstateret yderligere to smittede elever, så der er tre smittede elever på skolen, men at man stadig afventer svar på nogle tests fra den berørte klasses elever.

– Sammen med myndighedernes coronaopsporing har vi fået rimelig styr på hvilke kontakter, der er til de smittede. Det betyder, at alle elever i den pågældende 7. klasse er blevet testet, ligesom de smittedes venner på skolen skal testes. Jeg synes, der er rimelig styr på smittekæderne. Lærerteamet er også sendt hjem, og sørger for fjernundervinsning til eleverne.

- Annonce -

Der er ikke på nuværende tidspunkt nogen grund til at lukke hele skolen ned, og sende alle elever hjem.

– Nej, det er ikke strategien lige nu.
Hver klasse “bor” på deres egen gang, så vi har et godt overblik over situationen, og gør hvad vi kan for at bryde smittekæderne, understreger skoleleder Henrik Andersen.

Cirka 90 elever er sendt hjem, selv om de ikke alle går i samme klasse som de smittede. 

Antallet af smittede i Faaborg-Midtfyn Kommune er relativt lavt. I løbet af de seneste syv dage har der været i alt syv tilfælde med coronasmitte. Incidenstallet ligger på 13,6, hvilket er under 20.