Tidligere på dagen kom det frem, at tre elever på Øhavskolen afd. Svanen er smittet med coronavirus, og 90 elever er derfor sendt hjem.

Nu meddeler Faaborg-Midtfyn Kommune i en pressemeddelelse, at endnu en skole i kommunen er ramt af den smitsomme virus.

En medarbejder på Tre Ege Skolen i Kværndrup er testet positiv med Covid-19. Elever fra 0.- 3. klasse og en stor del af medarbejderne skal nu testes. Derfor er hele afdelingen sendt hjem.

- Annonce -

Forældre til elever og børnehavebørn på Landsbyordning Tre Ege Skolen afdeling Kværndrup er i dag blevet orienteret om, at en medarbejder er testet positiv med Covid-19.

– Den pågældende medarbejder vurderes at have været i nær kontakt med mange af indskolingsbørnene, lærere samt med en mindre gruppe i børnehaven. Derfor har vi valgt at hjemsende alle skolebørn og det personale, der vurderes at være nære kontakter til den smittede, samt en mindre gruppe børn i børnehaven, siger skoleleder Hanne Reynolds Rygaard.

– Vi har bedt forældrene til vores skolebørn i 0.-3. klasse om at få dem testet, inden de kan vende tilbage på skolen. Vores elever i 4.-6. klasse er også sendt hjem, da vi er en lille skole, og der i denne situation ikke er personale nok til at varetage undervisningen her på skolen. Der vil i stedet blive etableret fjernundervisning til børnene, siger skolelederen og fortsætter:

– I børnehaven er der tale om mindre børn, så her er det ifølge retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen forældrene selv, der beslutter, om de ønsker at lade deres børn teste. Vælger forældrene ikke at lade deres børn teste, må vi først tage imod dem i børnehaven igen om syv dage.

Opsporingen af alle, der er nære kontakter til den smittede medarbejder, sker i samarbejde med Coronaopsporing, der er en enhed under Styrelsen for Patientsikkerhed.