Stine Mjaaland fra Falsled har lavet et facebook-opslag, der er gået viralt.

Hun har lavet det, hun selv kalder et indspark i debatten om den nye samtykkelovgivning. Den lov der betyder, at en kvinde og en mand skal være enige om, at de gerne vil have sex, inden de kaster sig over hinanden. Hvis ikke de er det, er der tale om voldtægt.

https://www.facebook.com/solstua.havrefjell.9/posts/807652033316683

– Det var jo bare tænkt som en lille kommentar på lovforslaget, som i bedste fald er uanvendeligt. Det er det, jeg vil kalde et godt eksempel på signalpolitik. Selvfølgelig skal der sættes hårdt ind overfor overgreb og voldtægt, men det her ligner et stykke politik, der aldrig kommer til at fungerer i virkelighedens verden, siger Mjaaland.

- Annonce -

Hun lavede opslaget med et billede af fuldmagten, som hun har foræret sin mand Frederik Lausen, og lagde det på facebook tirsdag aften.
SÅ gik det stærkt.

Reaktionerne væltede ind med rekordfart, ligesom opslaget er blevet delt mere end 500 gange, og indbakken bugner af kommentarer.

Blandt andet fra kvinder der ikke synes, der er så meget at grine af.

– Der er nogle, der mener, at jeg gør mig morsom på voldtægtsofrenes bekostning, men den tolkning forstår jeg slet ikke. Det er da allerhøjest politikerne bag samtykkelovgivningen, jeg gør grin med.

Det er dog ikke kun på facebook, at “sex-kontrakten” har fået opmærksomhed. Torsdag har Ekstrabladet lavet en historie med overskriften “Se TV2-chefens sex-kontrakt”, og flere andre medier vil også gerne høre mere om hendes aftale med manden.

Stine Mjaaland har dog svært ved at forstå den meget polemik.

– Det var tænkt som en lille vits. En kærlighedserklæring til min mand, som jeg er ret vild med, og jeg er jo bare en midaldrende provinsdame, der godt kan lide at blive knaldet af min mand, griner hun.

Hvordan hendes mand Frederik, der er chef på TV2, reagerer på nyheden om, at kontrakten med hans kone er havnet i Ekstrabladet, ved hun ikke.

– Han har siddet i møder hele dagen, så jeg har ikke fortalt ham det endnu.
Frederik er vant til mine påfund, så den slags er ikke noget, vi får dårlig nattesøvn over, men jeg har da lige fortalt mine børn og mine svigerforældre historien om fuldmagten, så de er forberedt, hvis de hører eller læser om den, slutter Stine Mjaaland.