Coronaen har været skyld i et utal af aflysninger de seneste måneder.
Men Outdoor Sydfyn bliver gennemført, selv om det kræver et utal af tilpasninger.

– Da det fornyelig stod klart, at forsamlingsforbuddet ikke blev hævet til 200, overvejede vi, om vi skulle kaste håndklædet i ringen og aflyse arrangementet. Men efter vi havde sundet os lidt, blev vi enige om, at vi VIL gennemføre et fedt arrangement, men de begrænsninger situationen nu byder os, fortæller Event- og fritidskonsulent Jan Fogde.

Sidste år havde Outdoor Sydfyn cirka 2500 deltagere, i år er forventningerne skruet helt ned qua de mange restriktioner, og håbet er, at cirka 800 vil finde vej til aktiviteter som Team Run, Open Water, Mountainbikeløb og Trial-run.

- Annonce -

– De aktuelle retningslinjer betyder blandt andet, at vi må brede Team Run ud over tre dage med 100 deltagere hver aften, så vi i hvertfald kan tilbyde deltagelse til halvdelen af de 600, som har været en del af løbeeventen de seneste år, forklarer Jan Fogde.

Havnebadet kommer heller ikke til at sitre af liv på samme måde som tidligere år. Der bliver nemlig ingen stævneplads for arrangementet.

– Det kan vi ikke styre. Vi hegner pladsen ind, og laver adgangskontrol, så vi sikrer os, at der kun er 100 på pladsen samtidig. Det er vi desværre nødt til. Tingene skal være 100% i orden, understreger arrangøreren.

De mange “Try It-aktiviteter” er også rykket væk fra stævnepladsen og ud til de arrangerende foreninger, men der bliver stadig mange ting at prøve kræfter med.

De mange TRY IT aktiviteter er gratis, og alle kan deltage.

Årets Trial-run og Mountainbikeløb får heller ikke start eller mål ved Havnebadet, men rykkes ud i Svanninge Bakker, hvor der er bedre plads til at afvikle aktiviteterne, men tingene bliver alligevel markant anderledes for deltagerne i forhold til tidligere.

– Vi har delt løbene op, så der max kører 100 samtidig, men det betyder, at straks deltagerne er kommet i mål, skal vi have dem væk fra området, så næste hold af deltagere kan komme ud på ruten. Så der bliver ikke tid til hygge i målområdet efter løbene, der er vi desværre nødt til at være hårde. Det bliver nærmest “velkommen i mål – og tak for i år”, forklarer Rico Busk, der har ansvaret for afviklingen af Mountainbikeløbene.

Arrangørerne lover, at årets corona-ramte udgave ikke kommer til at præge de kommende år, selv om der ikke kommer den deltagerbetaling i kassen, der plejer.

Vi vender tilbage for fuldt blus næste år, lover arrangørerne.