Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
Når man lover noget, så holder man sit løfte. Efter den markante stigning på fjernvarme, der kom forrige år, har FFV nu lovet sine forbrugere, at prisen vil falde i 2021. På den tidligere genbrugsplads på L. Frandsensvej arbejder de derfor på højtryk for tiden, for snart skal deres investering på 84 millioner – en ny, kæmpe, eldreven varmepumpe – sikre billigere varme. Hver af de 2.100 tilsluttede husstande kan se frem mod betragtelige besparelser.
Har du også holdt for rødt i rundkørslen ved Havnegade eller ved havnen? Så kan du finde forklaringen her. Underleverandører til FFV graver nemlig i disse dage flere store rørledninger ned rundt om i byen. Det gamle varmeanlæg ved Sundvænget skal forbindes med et nyt anlæg på L. Frandsensvej, ligesom byggeriet af Øhavsmuseet på Vestkajen og flere nye husstande skal kobles på fjernvarmesystemet.
Byt til nyt
Når det sker netop nu, at der opjusteres på fjernvarmeområdet, så skyldes det ifølge afdelingschef for vand, varme og spildevand, Dennis Pedersen, flere ting:
– Gaskedlen på Sundvænget 5 har en vis alder, og den skulle udskiftes på sigt. Men vi har som leverandører af fjernvarme længe været underlagt en energipolitisk aftale, hvor vi har været bundet til gas som energikilde, som vi først nu kan begynde at udfase. Teknologien med varmepumper er også relativt ny, så vi har afventet, at teknologien kunne levere varmepumpe-energi i den størrelsesorden, vi har behov for, forklarer Dennis Pedersen.
Smede, murere, tømrer, elektrikere og projektledere arbejder målbevidste og fokuserede på pladsen på L. Frandsensvej. Mure skal brydes ned, enorme tanke skal flyttes ind, mure skal mures op igen. Rørføringer skal tilsluttes og sammenkobles i et uoverskueligt system, og det hele har en skarp deadline – den 1. januar 2021 skal forbrugerne have varme fra det nye anlæg, og dermed kunne mærke en besparelse, der løber op i ca. 2.000 kroner årligt pr. husstand.
Manden, der har det helt store overblik over byggeriet, er Mark Lange fra Verdo Energy Systems. Han har tidligere bygget varmeanlæg, men et byggeri i denne størrelse og med både gaskedel og varmepumpe, det kræver koncentration.
– Her på pladsen er der meget samlet i ét projekt. Der er to systemer, der giver mulighed for at skifte mellem gas og el. Vi skal projektere anlægget, hvor der er mange og mange store komponenter, men det er egentlig bare at starte nedefra og bygge det op. Det særlige ved denne proces er, at det ikke er færdigprojekteret – vi projekterer lige så hurtigt, som vi bygger, og det er ret usædvanligt. Men heldigvis har vi meget erfaring med sådanne projekter, fortæller Mark Lange.
At det nye anlæg bliver en kombination af en ny gaskedel og en ny, kæmpemæssig varmepumpe betyder, at FFV altid kan vælge den billigste energi og dermed sikre kunderne den billigste varme.
Grøn, klimavenlig energi
Den gamle central på Sundvænget kører på gas. Det nye anlæg kommer til at køre på en blanding af en 20 megawatt gaskedel, der kan køre på biogas, og en 10,5 megawatt varmepumpe, der er drevet af el fra vindmøller.
Bag bygningen, hvor varmepumpen skal samles og opstilles, er der et 800 kvadratmeter stort område, hvor et gigantisk fordamperanlæg er under opførelse. Anlægget opsamler varme fra luften, som trækkes ned oppefra. Hver eneste time trækkes op mod 4 millioner kubikmeter luft gennem blæseelementerne, afhængigt af lufttemperaturer og varmebehovet, og herfra konverteres varmen fra luften over på væske, der løber videre i systemet.
Den opvarmede væske er ammoniak, der skal gennem varmepumpens mange stempler og kompressorer, før den endeligt finder vej til de enkelte fjernvarmeanlæg i hjemmene.
Den nu nedkølede luft blæses ud igen gemmen tusindvis af finner. Hele systemet fungerer som en form for omvendt køleskab, forklarer Dennis Pedersen, der har en baggrund som maskinmester.
– FFV har en klimavenlig energiplan, hvor vi vil mere og mere over på grøn energi, som fx el fra vindmøller. Når vi alligevel vælger at opstille en gaskedel, som kan køre på biogas, så er det for at være på den helt sikre side, hvis der skulle komme en isvinter eller et nedbrud af varmepumpen, fortælle Dennis Pedersen.
En overgang spekulerede FFV i at investere i en varmepumpe, der udvinder varme fra vand i stedet for luften. Varmeudvinding fra vand har en højere COP-faktor, forklarer afdelingschefen, som er et udtryk for, hvor meget varme der kan produceres ud fra en bestemt mængde el. Desværre var forholdene i Faaborg ikke optimale for vandpumpeløsningen.
Ud over en masse penge, så vil hver enkelt husstand spare miljøet for 1,5 tons CO2 årligt.
Ingen grund til bekymringer
Det nye anlæg er designet til at overholde de gældende regler for støj og vil dermed hverken betyde støjgener for naboerne eller forsyningsproblemer for forbrugerne, lover Dennis Pedersen.
Hele projektet har været i høring, og der har ikke været indvendinger. Men der kan godt komme nogle af de nærmeste beboere forbi og spørger til byggeriet. Bliver bygningen stående i rå beton? Vil der kommer støj fra anlægget, og vil det kolde luft genere sommerens grillaftener på terrassen eller den omgivende natur?
Men både naboer, forbrugere og naturelskere kan føle sig trygge. For der er tænkt på det meste og målt på det hele.
– Pladsen bliver et roligt sted, da den ikke er bemandet. Der vil være besigtigelse til tider, og så er der en alarm tilknyttet. Selve betonbygningen bliver beklædt med bølgeblikplader, og vi er ikke bekymrede for støj, da anlægget og bygningen er designet til det, fortæller Dennis Pedersen.
De mange millioner kubikmeter af kølig luft, der afledes, vil heller ikke skabe kolde briser eller have betydning for flor og fauna. Det viser de mange beregninger, som FFV har fået lavet på baggrund af bekymringer. Og når det nye anlæg skal sættes i funktion, så vil forbrugerne ikke komme til at mærke meget.
– Når det nye anlæg skal sættes i drift på det nye ledningsnet og levere sin første varme, vil vi sørge for, det giver mindst muligt gene for vores kunder, som vil blive informeret via sms, brev og vores hjemmeside, siger Dennis Pedersen.
Den nye varmepumpe vil forsyne forbrugerne med 95 % af det samlede varmebehov, og projektet forventes at stå færdigt midt i december.