Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
De fleste har nok prøvet at ligge bag en lastbil på vejen mellem Faaborg og Odense. De fleste har nok også oplevet en lettelse, når lastbilen drejede fra nord for Svanninge bakker, hvor skiltet med ‘Marius Pedersen’ står. Og måske har du også mærket en nysgerrighed? For hvad skal alle de lastbiler mon derinde? Det kan du læse mere om her.
Omkranset af blomstrende og duftende syrenhegn ligger den 33 hektar store matrikel, som Marius Pedersen forpagter og driver. Pladsen startede op i slutningen af halvfjerdserne som en losseplads og fungerede som sådan frem til 2002. I dag foregår affaldshåndteringen på en anden og mere miljøvenlig måde.
Underjordisk losseplads
På toppen af det, der ligner en naturlige fortsættelse af Svanninge bakker, kan man mod nord se skorstenen af Fynsværket ved Odense, mod øst ses Sandholt-Lyndelse kirke, og mod syd Brahetrolleborg kirke. Kun hvis man kigger nedad, brydes idyllen. For her, under beplantningen og jorden på toppen, ligger skrald. Og masser af det. Skrald, indsamlet gennem 24 år.
Morten Bonde er driftsleder på pladsen og fortæller om bakkernes oprindelse og indhold.
– Vi har 20 hektar med affald, fra dengang her var losseplads, og bakkerne er mellem 9 og 26 meter høje. Under os ligger der fx togvogne, biler, jern, plastik, flamingo, slam fra garveriet i Faaborg og almindelig dagsrenovation. Der er vist endda et par strandede hvaler også, fortæller Morten Bonde.
Ovenpå de enorme bunker affald er der kørt 1,3 millioner tons jord på i et lag på 1,5 meter. Herefter er der plantet træer og buske på toppen. Imellem beplantningen stikker der jævnligt nogle rør op af jorden. Det er boringer, der skal opsamle den metangas, som skraldet udvikler.
– Siden 1994 har vi lavet 100 boringer, der opsamler gassen, og opdager vi et nyt sted, hvor et træ ikke vil gro eller græsset bliver brunt, så borer vi ned for at se om, der er gas.
Selvom det i klimaansvarlige ører kan lyde absurd, at der fortsat ligger affald nedgravet i naturen, så har naturen, ifølge Morten Bonde, mange år at løbe på endnu.
– Mellem affaldet og grundvandet er der 15 meter lerjord, og i bunden af affaldet ligger der drænrør, der leder opsamlingsvandet ud til rensningsanlægget i Dyreborg. Men vi kommer nok ikke udenom, at fremtidige generationer på et tidspunkt skal have ryddet op i affaldet.
Moderne genbrug
Fra toppen af den delvist idylliske affaldsbunke kan man svagt høre den gummiged, der drøner rundt mellem enorme bunker af beton- og asfaltbrokker. Mere gennemtrængende lyder det, når en lastbil når sin destination og tømmer ladet for indhold.
Hvert år afleverer private, erhvervsdrivende og genbrugspladserne 10.000 tons beton på pladsen. Her må Morten Bonde indleje en enorm maskine, der ankommer på fem blokvogne og ved hjælp af blæsere og magneter kan knuse betonen og sortere jern mm. fra. Når betonen er knust til grus, sælges den videre som vejmateriale.
Asfalten knuses på lignende vis og genbruges til nye vejstrækninger.
Hvert år finder 7.000 biler og lastvogne deres vej til genbrugspladsen på Landevejen 5, og hvert år får mandskabet på pladsen opdelt og sorteret affaldsmaterialet, så det kan afhentes og genanvendes.
– Vi sender hvert år omkring 1.000 transporter afsted herfra, hvilket jo er væsentligt mindre, end vi får ind. Men det sorterede affald fylder meget mindre, end når vi modtager læs med blandet materiale, forklarer Morten Bonde.
Træ i tre sorteringer
De næste bunker, der ligeledes ligger omkranset af syrenhegn, er træsorteringen. Den første bunke er A1-træet. Det rene træ. Det, der køres til forbrænding på fjernvarmeværket. Herefter kommer A2-træet, som kan bestå af træ med maling. Denne type træ køres til genbrug, hvor det fx anvendes til produktion af nye møbler.
Den sidste bunke er mere genstridig. Det er det trykimprægnerede træ, som ikke må afbrændes i Danmark. Derfor køres det til Tyskland eller Sverige, der gerne må afbrænde denne type.
– Det er lidt fjollet, at reglerne er sådan. Så bruger vi brændstof på at transportere det til udlandet, og uanset hvilken vej, vinder blæser, så kommer røgen fra afbrændingen jo ind over Danmark, forklarer Morten Bonde.
Forrest på pladsen står en generator, der har kørt siden 1994. Generatoren er koblet til en dieselmotor, der drives af gassen fra deponiet på affaldsbjerget, og videre til en transformator, der er sluttet til elnettet. Generatoren producerer så meget varme, at den skal køles ned konstant, og hvert år skal der bruges så meget energi på nedkølingen, at det svarer til det energiforbrug, som 60 husstande bruger.
– Jeg plejer at sige, at hvis vi kunne bruge den energi, som nedkølingen kræves, så kunne vi forsyne hele Øster Hæsinge med varme, smiler Morten Bonde.
Jordhotel
På området foran kontorbygningen er der en nærmest uendelig række af bunker med jord. Er der jord, som er blevet udsat for forurening, så skal det på jordhotel hos Marius Pedersen. Trods syrenernes gennemtrængende duft, trænger en dieseldunst op fra den nærmeste bunke jord.
– Når der sker uheld med forurening af jord, så kører jeg ud og tager prøver af jorden. Den bunke her stammer fra et uheld på Sundbrovejen, hvor en grisetransport væltede, og dieselolien flød ud og sank ned i jorden. I alt måtte vi sende 60 tons jord til rensning.
Med den store bevågenhed på klimavenlig levevis vil aktiviteten på pladsen i fremtiden nok ændre sig betydeligt, ligesom den har gjort det hidtil. Driftslederen spår, at netop jordhotellet vil være aktuel mange år frem i tiden.
– Der er rigtigt meget jord rundt omkring, der allerede er forurenet og som burde renses. Fx meget af jorden omkring havnen. Og der vil nok fortsat være forureninger af jord, som skal testes og renses.
Et godt sted at arbejde
Det er måske ikke alle, der synes, at det lyder som et drømmejob at arbejde med affald. Men på pladsen hersker der en stor arbejdsglæde. De seks ansatte har alle været en del af Marius Pedersen i mange år, og snart kan Kirsten Kissov og Morten Bonde fejre det, de kalder deres sølvbryllup. For de ansatte her giver det god mening at sortere, rense og genbruge mest muligt materiale og at passe bedst muligt på vores natur. Her anses affald for en værdifuld ressource.
Og så er Marius Pedersen, ifølge de ansatte, en arbejdsplads, der bekymrer sig om deres ansatte og udviser stor social ansvarlighed.
