Efter et menighedsrådsmøde i Faaborg torsdag aften, står det klart, at Jim Lyngvilds store billeder i Faaborg kirke, IKKE får lov at blive i kirken efter endt renovering.

Sådan lød det fredag middag fra en skuffet formand for rådet Thomas Patrick Ingemansen.

– Vi havde en afstemning om, hvorvidt Lyngvilds kunst skulle tilbage i kirken efter den forestående renovering. Afstemningen endte med 7 stemmer imod mens 5 stemte for, fortæller han.

 Det skete dog ikke uden en lang dialog, der endte i det, formanden kalder en “presset” stemning. 

– Jeg har fået ført til protokols, at jeg stemte for, at billederne skulle op igen. Jeg er så skuffet. Jeg synes resultatet af afstemningen er et udtryk for en snæversynet holdning, og at et flertal af de nuværende medlemmer, ikke kan se fremtidens kirke foran sig, lyder det fra Ingemansen.


Forud for rådsmødet torsdag aften havde en afstemning på kirkens facebookside ellers med overvejende flertal givet klart udtryk for, at billederne skulle forblive i kirken også efter renoveringen. Hele 1200 har deltaget i afstemningen og mere end 90% ønsker at Lyngvilds store kunstværker skal være en del af kirkens kunst også i fremtiden.

– Jeg synes, det er meget synd at billederne skal væk, og jeg er spændt på, hvordan menigheden tager det, når vores facebook-afstemning var så overbevisende. Jeg ved godt, at mange af vores trofaste kirkegængere ikke er på facebook, men alligevel er resultatet af afstemningen så markant, at jeg synes, at man sagtens kan bruge den som pejlemærke, argumenterer formanden.

- Annonce -



Han tager dog beslutningen til efterretning.

– Som privatpersonen Thomas ser jeg meget gerne billederne kommer op igen, men som formand agerer jeg selvfølgelig ud fra flertallets afgørelse. Men billederne vil jo altid kunne komme op på et senere tidspunkt. Når der kommer et nyt menighedsråd senere på året, så tager vi snakken om kirkekunst op igen, så må vi se, hvordan det nye råd forholder sig til sagen, fortæller han.

Jim Lyngvild finder det bemærkelsesværdigt, at man i menighedsrådet ikke lytter til folket, når det hedder en folkekirke.

– Men jeg er da glad for, at folk gad at diskutere kirken, og hvis min kunst har trukket nogle i kirke, der ikke normalt ville kommer der, så er missionen lykkes. Jeg er glad for at flertallet i kirkens egen afstemning på nettet, synes om mit arbejde. Når 93% i afstemningen giver udtryk for, at kunsten skal blive, så forstår jeg ikke, at menighedsrådet stemmer som det gør, men så er det jo skønt, at der er menighedsrådsvalg til efteråret, slutter Lyngvild.

Thomas Patrick Ingemansen genopstiller til formandsposten ved det kommende valg.

– Tanken om at trække mig, strejfede mig i går. Her mærkede jeg at kirken er gammeldags og snæversynet, og det synes jeg ikke den skal stå for, argumenterer formanden.

Jim Lyngvilds kunst bliver fjernet 1. september, hvor kirken lukker for renovering.

Der er orienteringsmøde om menighedsrådsvalget den 19. august i Det Nye Hospital og valg den 15. september, hvor alle medlemmer er på valg.