Faaborg har fået sin egen pandekagevogn, og pandekagerne nærmest flyver over disken. Vognen står hos Lone og Torben Kjærulff på Faaborg Camping, men alle kan slå vejen forbi og få pandekagerne med som take-away.
– Vi startede op i påsken, og blev nærmest lagt ned, fortæller Torben Kjærulff. Vi havde ikke så mange gæster på pladsen, men de lokale fandt hurtigt ud af, at vi lavede pandekagerne som take-away, og så kom der for alvor gang i panderne. Faktisk gik det så stærkt, at vi i påskedagene måtte sige nej til flere kunder, vi kunne simpelthen ikke følge med, fortæller han.
Det er hustruen Lone, der står i pandekagevognen og holder gang i de pander, hvor de store pandekager bliver bagt. Efterfølgende bliver der lagt fyld på alt efter bestillingen. Pandekagerne kan både fåes som dessertpandekager med f.eks. is og nutella eller som madpandekager med pulled pork og andre lækkerier.
– Planen er, at vognen skal stå her hele sæsonen, og når tiden igen er til det, håber vi da, at de lokale vil kigge forbi vores plads, nyde en pandekage og tage et spil minigolf og hygge sig sammen med hinanden og vores øvrige gæster, fortæller Torben Kjærulff.
I øjeblikket arbejder han på at indrette en mere permanent café i en del af bygningerne. Et projekt der gerne skal stå færdig næste sommer, men lige nu er alt på stand-by.
– Vi er nødt til at afvente situationen, og se hvornår verden igen bliver normal ovenpå corona-situationen. Vi vil gerne indrette faciliteter til cykelturister, så de kan få en sikker opbevaring af deres cykler, lave småreparationer og ligende, men lige nu holder vi vejret sammen med resten af brancen, lyder fra ejeren af campingpladsen lige neden for Svanninge Bakker.
Pandekagevognen har åben fredag-søndag fra kl. 15 til 20, og der kan bestilles fra kl. 08 på telefon 62 61 77 94.