- Annonce -

Denne mandag formiddag har Claus Skov fra Faaborg Materialeudlejning to telefoner i brystlommen, og de ringer begge to konstant, under vores besøg.
Kunderne efterspørger havemaskiner, mindre gravemaskiner til private og lifte.

– Det er helt vildt. Det går bare så stærkt i øjeblikket. Rigtig mange går hjemme og vil ud i det gode vejr og starte op på forskellige projekter, fortæller Claus Skov mellem to samtaler på de glødende mobiler.

– Jeg mærker ikke noget til corona-krisen i min forretning. I hvert fald ikke i negativ forstand. Både udlejning og stilladsafdelingen af “butikken” ligger over niveau i forhold til et normalt år. Det ser fornuftigt ud, smiler han.

Smilet er dog ikke større end at situationen med corona her, der og allevegne, også påvirker Claus Skov.

– Det gør da ondt, at se byens butiks- og handelsliv er så hårdt ramt, og jeg håber virkelig, at Mette Frederiksen efter påske begynder at lukke landet op igen, så vi kan få hjulene i gang. Selv om det går godt i min forretning lige nu, så tænker jeg da på dem, der er hårdt ramt, erkender han.

- Annonce -
Corona-krisen har fået mange hjemsendte til at tage hul på projekter i haven.

Endnu engang må hånden i den neongrønne brystlomme, telefonen ringer igen, og Claus Skov må lige på kontoret og tjekke sin kalender.
Da han vender tilbage, er endnu en lift reserveret til et projekt i påsken.

– Der en røg en lift fem dage henover påsken, til en der ville i gang med at male, nikker han tilfreds. – Hvis det fortsætter sådan her meget længere, så bliver jeg nødt til at ansætte en til, så det er da en god nyhed, slutter Claus Skov, inden endnu en havefræser skal sendes ud at arbejde i mulden et sted i området.