I en pressemeddelelse fredag eftermiddag oplyser Ole Billum, at virksomheden Konnerup & Co i Vester Aaby er gået konkurs.
En virksomhed som Ole Billum købte efter en konkurs i 2017, og drev videre med grundlægger Henrik Konnerup ansat som direktør.
Men nu er det altså HELT slut med chokolade fra Vester Aaby, og cirka 10 ansatte har mistet deres arbejde, mens butikken er lukket.
Der er de seneste måneder blevet arbejdet hårdt på at sælge virksomheden, men uden held, derfor ser Ole Billum nu en konkurs som eneste løsning, da den lokale erhvervsmand ikke ønsker at bære flere penge til virksomheden, og energien er væk.
Hele omdrejningspunktet er ifølge Billum en lageroptælling fra den 31/12 2019, hvor intet stemte, og det er den direkte årsag til, at årets resultat gik fra positivt til negativt, af den årsag at lageret ikke har været ajourført ordentligt.
– Der kan være forskellige årsager til, at optællingen er forkert, men der er ikke svindel eller bevidst snyd i sagen, fortæller Ole Billum, der ærgrer sig over, at der ikke har været tilstrækkelig grundighed i den del af virksomheden.
Lageroptællingen der væltede regnskabet, var den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over.
– Der er selvfølgelig andre ting, der spiller ind, men det er den manglende lagerregulering, der har fået os til at tabe pusten. Ingen tvivl om det, siger Ole Billum, der har måttet gå det, han selv kalder den tunge gang for at aflevere konkursbegæringen.
– Det er første gang, jeg har indgivet en konkursbegæring, så det har jeg det sgu svært med. Jeg købte jo virksomheden fordi jeg troede på, at vi kunne få det til at fungere, men det kunne vi altså ikke. Vi har prøvet at ændre mange ting uden held, og så har markedet har været presset. Men mange andre har jo prøvet det før, så hvorfor skulle jeg ikke også prøve en konkurs, lyder det fra erhvervsmanden, der ejede 100% af selskabet bag de berømte chokolader.
Den umiddelbare konklusion på konkursen er ifølge Ole Billum, at han aldrig mere skal eje en fødevarevirksomhed.
– Konkursen skræmmer mig ikke i forhold til fremtidige investeringer, men jeg skal ikke ind i fødevarebranchen igen, og vil nok kun holde mig til, brancher jeg kender. Jeg har ikke været dygtig nok.
Ikke skarp nok, forklarer Ole Billum.
Ole Billum vurderer, at han har tabt mindst 1.5 millioner kroner på Konnerup & Co.
Direktør, stifter og frontfigur i virksomheden Henrik Konnerup har ingen kommentarer til konkursen.
Sådan lød dagens pressemeddelelse:
Efter en lageroptælling i forbindelse med regnskabsaflæggelsen for 2019, og en deraf følgende lagerregulering har ledelsen desværre konstateret et driftsmæssigt underskud for andet år i træk.
Bestyrelsen har derfor ikke set anden mulighed end at indgive konkursbegæring, efter at have afsøgt mulighederne for fremskaffelse af ny kapital og mulighederne for salg af virksomheden.
Beklageligvis forventes konkursen at få konsekvenser for kreditorer og vores medarbejdere.