Lørdag eftermiddag slåes Helligåndskirkens tunge døre op til en fernisering af de meget omtalte kunstværker, Jim Lyngvild har lavet til Faaborgs kirke.
Der er tale om syv kæmpe store fotostater, der kommer til at præge kirkens vægge, i hvert fald frem til kirkens store renovering starter senere på året.
Den kontroversielle kirkekunst er finanseret af den lokale erhvervsmand Ole Billum, der endnu ikke er helt klar over, hvor mange penge han skal sende i retning af projektet.
– Det er ikke gjort op endnu. Der kommer nogle regninger på det, men jeg ved det rent faktisk ikke, fortæller Ole Billum overfor Det Rigtige Faaborg.
Ole Billum har ikke tidligere investeret i kunstprojekter, men hvorfor så nu?
– Da jeg blev præsenteret for projektet af Stine Mjaaland og Jim Lyngvild, så tænkte jeg, at det her var ret skævt i forhold til, hvad jeg tidligere har prøvet at være med til, og så blev jeg grebet af projektet, forklarer Ole Billum, der normalt ikke selv er den store kirkegænger.
– Selvom jeg oftest kun kommer i kirken omkring jul, så er jeg meget fascineret af de store bygninger, og synes det kunne være spændende at være med til at udsmykke kirken i Faaborg. Kunne det så ende med, at folk fra hele Danmark ville komme til vores kirke for at se Jims kunstværker, så synes jeg jo bare, at det vil være fantastisk, fortæller den finansielle bagmand.
Det er ikke bare kunstværkerne i kirken, Ole Billum betaler. Han har også sagt ja til at lever økonomisk opbakning til en bog om hele Lyngvilds kunstprojekt i Faaborg kirke. En bog der ventes at udkomme senere på året.
Ole Billum har fået mange reaktioner på, at han har valgt at støtte projektet.
– De fleste heldigvis positive, men sådan er det, når man lukker en kunstner som Lyngvild ind i en kirke. Jeg glæder mig selv helt vildt til at se resultatet, slutter Ole Billum.