Charlotte Nielsen fra Faaborg vil gerne gøre det nemmere for børnefamilier at få sund mad på bordet og i madpakken.

Hun er oprindeligt uddannet kok på Hotel Ærø, har sidenhen været ansat i køkkenet på asylcenteret i Nakkebølle, på Korinth Kro, og i de sidste mange år har hun været køkkenchef på Glamsbjerg Fri- og Efterskole.

Det er her, hun har fundet interessen for at hjælpe især overvægtige børn til at få nogle bedre kostvaner, og på den måde højne livskvaliteten. Hun har blandet andet i flere omgange været mentor for efterskoleelever med udtalt overvægt, og det med succes.

- Annonce -

Nu starter hun et kursusforløb for familier, der kunne tænke sig at få en sundere livsstil.

– Jeg har uddannet mig som kostvejleder, har taget en overbygning om børn og overvægt, og lige nu er jeg igang med et forløb og mad og psyke.
Det er alt sammen redskaber, jeg har haft succes med, og nu gerne vil bruge til at hjælpe familier til at leve et sundere liv UDEN at være på kur, fortæller hun.

Selv om det er familierne, hun inviterer indenfor, så er det børnene hun brænder for.

– Der er for mange børn, der vejer for meget. Det går, eller kommer til at gå, ud over deres livskvalitet og helbred. Her vil jeg gerne hjælpe. Det behøver ikke at være så svært, at lave en dagligdag med mad som man kender, bare med færre kalorier. Det kræver dog, at hele familien bakker op, og det er her jeg åbner værktøjskassen, forklarer Charlotte Nielsen, der også står klar til at yde bistand til familier, der har haft en barn på julemærkehjem, og har brug for hjælp til at holde fast i de sunde vaner.

Forud for en række kursusaftener, hvor deltagerne lærer at lave en “skudsikker” madplan og få hjælp til spændende (og sunde) madpakker, venter der en informationsaften på Espe Skole den 9. marts kl 18.30.

Det er bare at møde op, hvis man kunne tænke sig at høre mere om muligheden for, på en overskuelig måde, at få sundere mad på bordet i en travl hverdag, slutter Charlotte.